Krav om erstatning i forbindelse med kredit optaget i 2008, afslag på udvidelse af kredit, manglende indgåelse af forligsmæssig løsning og krav om eftergivelse af restgæld mv.
| Sagsnummer: | 287/2017 |
| Dato: | 24-04-2018 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Anders Holkmann Olsen, Astrid Thomas og Troels Hauer Holmberg |
| Klageemne: |
Omkostninger - øvrige spørgsmål
Kassekredit - øvrige spørgsmål Akkord - afslag |
| Ledetekst: | Krav om erstatning i forbindelse med kredit optaget i 2008, afslag på udvidelse af kredit, manglende indgåelse af forligsmæssig løsning og krav om eftergivelse af restgæld mv. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om erstatning i forbindelse med kredit optaget i 2008, afslag på udvidelse af kredit, manglende indgåelse af forligsmæssig løsning og krav om eftergivelse af restgæld mv.
Sagens omstændigheder
I februar 2008 fik klageren en kredit på to mio. kr. hos Danske Bank. Kreditten var gældende indtil den 15. oktober 2010, hvor en eventuel gæld skulle betales tilbage. Banken havde sikkerhed i et ejerpantebrev på fire mio. kr. i klagerens ejendom. Banken har oplyst, at klageren samtidig hos Realkredit Danmark (herefter R), der er koncernforbundet med banken, fik bevilget et lån på 20.800.000 kr. dels til omlægning af eksisterende lån i ejendommen dels som et tillægslån på én mio. kr.
Banken har oplyst, at kreditten blev bevilget på grundlag af klagerens forventede indtægter og nettoformue, som banken vurderede til at være 18,7 mio. kr. efter fradrag af den fremtidige gæld til banken og R.
Ved en e-mail af 26. august 2008 til klageren afslog banken at udvide kreditrammen og opfordrede klageren til at sælge nogle af sine aktiver, indtil hun havde fornødne indtægter til at bære udgifterne.
Banken har oplyst, at klageren i februar 2009 søgte, men fik afslag på en udvidelse af kreditrammen.
Ved et brev til klageren af 2. november 2010 opsagde banken kreditten til indfrielse. Kreditten var trukket med 1.999.265,03 kr. Med tillæg renter fra seneste rentetilskrivning var gælden opgjort til 2.020.575,60 kr. pr. 2. november 2010. Banken har oplyst, at klagerens engagement overgik til inkasso i maj 2011.
I en e-mail af 16. marts 2012 til klageren meddelte banken, at ejendommen burde sælges, og at der derefter burde laves en samlet ordning om klagerens økonomiske situation. I april 2012 indsendte klageren sit budget til banken, hvoraf fremgik, at hendes forventede indtægter og udgifter for 2012 var henholdsvis ca. 10.000 kr. og ca. 1.133.000 kr. I sommeren 2012 indgik parterne et frivilligt forlig, hvori klageren erkendte en gæld til banken på 2.305.667,85 kr. pr. 22. juni 2012. Parterne indgik endvidere et tillæg til det frivillige forlig med en afdragsordning med akkord, hvorefter klageren kunne afvikle gælden ved betaling af 1.000.000 kr. fordelt på 120 ydelser á 8.333,33 kr., og hvorefter banken forbeholdt sig at opgøre gælden i henhold til forliget, hvis klageren misligholdt afdragsordningen. Af tillægsaftalen fremgik, at gælden med tillæg af renter forfaldt til betaling ved manglende betaling af en ydelse 10 dage efter betalingsfristen.
I en e-mail til banken af 14. maj 2013 anmodede klageren om seks måneders henstand med betaling af de månedlige ydelser på 8.333,33 kr. Den 16. maj 2013 afslog banken klagerens anmodning. Banken har oplyst, at den opsagde aftalen som misligholdt i august 2013, og at bankens og klagerens efterfølgende drøftelser ikke førte til en forligsmæssig løsning.
På begæring fra R blev der berammet tvangsauktion over ejendommen til afholdelse den 3. december 2015. I et brev af 3. december 2015 accepterede R et købstilbud på ni mio. kr. fra klagerens søn, S på nærmere anførte betingelser, herunder en underskreven skylderklæring fra klageren vedrørende restfordringen til R. R tilbagekaldte samme dag tvangsauktionen. Ejendommen blev herefter solgt til S for ni mio. kr.
I april 2017 søgte klageren skifteretten om gældssanering, men fik afslag. Landsretten stadfæstede skifterettens afgørelse. Klageren indbragte sagen for den Særlige Klageret under Højesteret, men sagen blev afvist, da klagen var indgivet for sent.
Den 18. september 2017 indgav klageren en klage over R til Realkreditankenævnet. Den 24. september 2017 indgav klageren klage over banken til Pengeinstitutankenævnet.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Danske Bank skal eftergive hendes gæld til banken samt betale en erstatning på minimum 25 mio. kr.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har bl.a. anført, at banken har påført hende et stort tab. Hun har mistet ejendommen, sin kunstsamling, tre selskaber, sin pensionsopsparing og sin værdipapirbeholdning som følge af bankens/R’s ansvarspådragende adfærd.
Hun fik uden videre kreditten på to mio. kr. ud over lånet fra R, selvom hun var uden løbende indtægt. Banken har pådraget sig et ansvar i forbindelse med långivningen. Ejendommen var i 2008 vurderet til 30-35 mio. kr. i fri handel. Hun blev i forbindelse med lånet hos R oplyst om, at der højst kunne ydes 60% belåning i en liebhaverejendom.
Banken anførte, at hun bare skulle sige til, hvis hun også ville være erhvervskunde og fik brug for finansiering. Banken løb fra løftet. Hun bad forgæves om et lån på fire til fem mio. kr. til at købe en god lille virksomhed, som kunne have sikret den løbende indtjening. Banken afslog endvidere at udvide kreditten fra to til fire mio. kr., selvom banken havde et pantebrev på fire mio. kr.
Banken viste ikke vilje til at indgå en forligsmæssig løsning, men forhalede sagen. Den manglende løsning på mellemværendet medførte, at ingen anden bank ville tage hende som erhvervskunde. Dette hindrede hende i at fortsætte sin erhvervskarriere. Hun har mistet ca. 1,5 mio.kr. i årlige indtægter, eller i alt ca. otte mio. kr. Banken opførte sig uansvarligt.
Banken opsagde kassekreditten uden varsel. Banken burde forinden have mindet hende om udløbet og burde have indkaldt hende til dialog.
Det er korrekt, at forliget om betaling af en månedlig ydelse på 8.333,33 kr. teknisk set blev misligholdt, men banken glemmer at oplyse, at hun havde bedt om udsættelse med betaling af nogle ydelser, og at banken afslog dette.
Banken løb fra et forlig, der blev indgået i 2011.
Banken havde flere gange presset hende til at sælge ud af sine kunstgenstande på tidspunkter, hvor kunstpriserne var i bund. Under finanskrisen faldt kunstpriserne med 30 %. Der er derfor ikke grund til at klandre hende salget af kunstgenstande. Hun kunne på baggrund heraf afvente bedre tider med hensyn til salg af ejendommen. Værdien af den mistede kunstsamling udgør ca. fire mio. kr., som banken bør erstatte hende. Der er betydelig forskel på forsikringssummer for kunst, og hvad der kan opnås ved en handel med dertil hørende omkostninger.
Der var for alle parter penge i at udskyde et salg af ejendommen længst muligt. Hvis hun havde solgt i 2017 ville banken/R have fået fuld dækning, og hun ville have modtaget en skattefri gevinst. Banken bør erstatte hende tabet på ca. ti mio. kr.
Bankens/R’s ansvarspådragende adfærd har endvidere medført, at andre kreditorer er kommet i klemme. Banken bør erstatte hende tre mio. kr. herfor.
R/banken opførte sig chikanøst i forbindelse med tvangsauktionen i 2015. R fortsatte inkassosagen på trods af, at banken/R’s rådgivningscenter mundtligt havde accepteret, at S kunne købe ejendommen for ni mio. kr. S’s advokat rykkede utallige gange for at få en skriftlig accept. Først en halv time inden tvangsauktionen modtog R’s advokat besked om, at R havde accepteret S’s købstilbud.
S tilbød i 2016 at betale én mio. kr. til fuld og endelig afgørelse, hvilket bankens/R’s rådgivningscenter afslog. Det var ren chikane, at hun i stedet skulle igennem en gældssaneringssag. Skifterettens advokat havde klart indstillet en gældssanering, men retsassessoren begik mange fejl i sin afgørelse. Disse fejl skulle den Særlige Klageret under Højesteret tage stilling til. Som følge af helbredsproblemer fik hun først senere indbragt sagen for den Særlige Klageret, der måtte afvise sagen på grund af forældelse.
Hun er blevet påført betydelige omkostninger til advokater, revisorer mv. under forløbet.
Der har været ”kasketforvirring” mellem banken/R, som har forhalet sagen gennem længere tid, og som har chikaneret hende. Banken bør betale en erstatning til hende for bankens langsommelige sagsbehandling og vedvarende chikane.
Sagen er ikke forældet. Bankens rådgivningscenter har bevidst syltet sagen og spekuleret i forældelse. Hun har gennem årene rykket og rykket i en uendelighed, og når hun omsider fik svar, var det en afvisning, hvorefter banken på ny stillede sagen i bero i et halvt år.
Danske Bank har anført, at kreditten blev etableret på klagerens initiativ og ved klagerens underskrift på lånedokumentet. Bevillingen skete i overensstemmelse med bankens retningslinjer for kreditvurdering og på baggrund af det indleverede materiale og oplysninger om formueforhold/fremtidige indtægtsforhold fra klageren. Banken vurderede klagerens nettoformue til 18,7 mio. kr. R vurderede klagerens ejendom til 26 mio. kr. En ekstern salgsvurdering kunne ikke danne grundlag for realkreditbelåning. Bevillingen skete endvidere i tillid til klagerens oplysning om forventede betydelige indtægter fra diverse projekter. En af klageren indleveret formueopgørelse viste en personlig indkomst på 142.000 kr. Klageren oplyste, at hun forventede at få tilkendt en erstatning på ca. fire mio. kr. i sommeren 2008 i forbindelse med en retssag, at hun havde indbo og kunst til en forsikringsværdi på ca. 15 mio. kr., og at hun forventede indtægter fra flere ejendomsprojekter.
Banken er ikke ansvarlig for, at klagerens indtægtsforhold ikke blev som ventet, hvorefter klageren ikke kunne servicere gælden.
Banken har på intet tidspunkt stillet klageren i udsigt, at den ville bevilge klageren yderligere lån. Banken er enig med klageren i, at kreditten var trukket med 1.999.265,03 kr. den 31. oktober 2010. Kreditten var imidlertid kun gældende frem til den 15. oktober 2010, hvorefter den bortfaldt. Klageren var derfor i misligholdelse pr. 31. oktober 2010.
Banken kan ikke drages til ansvar for, at klageren valgte at sælge ud af sit indbo, antikviteter, bil mv.
Banken har ikke handlet ansvarspådragende.
Klageren har ikke lidt et tab som følge af bankens rådgivning.
Et eventuelt krav, som klageren måtte støtte på mangelfuld rådgivning i forbindelse med låneoptagelsen i 2008, er forældet, da der er forløbet mere end tre år fra rådgivningstidspunktet.
Klagerens krav om erstatning for langsom sagsbehandling og vedvarede chikane er ubegrundet og udokumenteret.
Ankenævnets bemærkninger
I februar 2008 fik klageren en kredit på to mio. kr. hos Danske Bank. Kreditten var gældende indtil den 15. oktober 2010, hvor den skulle genforhandles. Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort, at banken har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med kreditgivningen. Ankenævnet bemærker endvidere, at et evt. erstatningskrav vedrørende rådgivning i forbindelse med optagelsen af kreditten i 2008 er forældet.
Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort, at banken i forbindelse med kreditgivningen eller efterfølgende havde givet klageren løfte om yderligere kredit eller lån.
Ankenævnet finder heller ikke, at klageren har godtgjort, at banken ved sin sagsbehandling i øvrigt har begået fejl eller forsømmelser, der kan begrunde et erstatningsansvar for banken, eller at banken skal pålægges at nedskrive klagerens gæld til banken.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.