Spørgsmål om ansvar for manglende forslag om afvikling af gæld frem for fastholdelse af værdipapirinvestering.
| Sagsnummer: | 530/2009 |
| Dato: | 17-09-2010 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Karin Ladegaard og Karin Sønderbæk. |
| Klageemne: |
Rådgivning - investering
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar for manglende forslag om afvikling af gæld frem for fastholdelse af værdipapirinvestering. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører, om Nordea Bank Danmark har pådraget sig et erstatningsansvar overfor klageren i forbindelse med rådgivning om klagerens værdipapirdepot på et tidspunkt, hvor klageren havde planer om nybyggeri.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er født i 1940, og dennes dalevende ægtefælle, M, var kunder i Nordea Bank Danmark.
I marts 2007 fornyede parret en aftale med banken om investeringsrådgivning. Aftalen omfattede blandt andet kontakt med banken fire gange årligt for udarbejdelse af behovsanalyser og finansiel plan. Af parrets finansielle plan af 21. marts 2007 fremgår, at af parrets formue var ca. 2,4 mio. kr. placeret i aktier og obligationer.
I juli 2007 døde M.
I august/september 2007 solgte klageren aktier i depotet for en kursværdi på ca. 950.000 kr., hvorefter depotet indeholdt obligationer for ca. 1.250.000 kr. og aktier for ca. 100.000 kr. De 950.000 kr. blev ikke geninvesteret.
Klageren ejede en fast ejendom, der var belånt med et realkreditlån i Nordea Kredit med en hovedstol på 800.000 kr. Klageren havde endvidere et Nordea prioritetslån med et maksimum på 500.000 kr. etableret i 2005. Prioritetslånet var i september 2007 uudnyttet; realkreditlånets restgæld var da ca. 750.000 kr.
Klageren har anført, at hun i september 2007 var i færd med at købe en grund med henblik på at bygge et mindre hus end sit daværende.
På et møde ultimo september 2007 i klagerens hjem blev klagerens økonomiske situation efter M’s død drøftet med bankens medarbejder A.
Efter mødet udarbejdede A et investeringsforslag for klagerens depot, hvis værdi var 1.350.000 kr., baseret på middel risiko og en investeringshorisont på 3 – 6 år.
Ved brev af 3. oktober 2007 bekræftede banken indholdet af mødet med klageren og sendte investeringsforslaget, som banken anmodede klageren om at underskrive og returnere. Banken foreslog klagerens midler placeret med 40% i udvalgte aktier og aktiebaserede afdelinger i Nordea Invest samt 60% i obligationsbaserede afdelinger i Nordea Invest og enkelte udvalgte strukturerede produkter.
Den 10. oktober 2007 underskrev klageren aftalen om investeringsrådgivning samt finansiel plan, hvoraf fremgik bankens forslag til investering af klagerens midler på 1.346.000 kr. Nordea Bank gennemførte herefter omlægningen af klagerens depot.
I foråret 2008 valgte klageren at sælge værdipapirerne i depotet med undtagelse af en mindre obligationsbaseret investeringsforeningsafdeling.
Ved brev af 1. april 2008 bekræftede banken salget af værdipapirerne, idet banken samtidig anførte, at salget var sket mod bankens anbefaling.
Ved brev af 6. januar 2009 rettede klageren henvendelse til banken. Klageren gjorde indsigelse mod rådgivningen i september 2007 om investering og omlægning af depotet, idet hun på samme tidspunkt havde besluttet sig for at bygge hus. Bankens råd havde medført tab for hende. Ved brev af 29. samme måned afviste banken klagen.
Efter at klageren havde været til yderligere møder i banken i marts 2009 og efterfølgende havde bedt om en skriftlig begrundelse for, at banken ikke ønskede at imødekomme hende, meddelte banken ved brev af 21. april 2009, at man fandt, at den rådgivning, som klageren havde fået, lå inden for de rammer, der var aftalt mellem parterne, ligesom der ikke var begået fejl i rådgivningen.
Parternes påstande.
Klageren har den 20. maj 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank Danmark skal "kompensere mig for mit fulde tab".
Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at medarbejderen, A, var velvidende om, at hun indtil M’s død aldrig havde beskæftiget sig med investering, men blot underskrevet investeringsaftaler på M’s opfordring. Hun havde således ikke investeringserfaring.
På mødet i september 2007 var hun derfor let at overtale til at ændre sin hensigt om at sælge værdipapirerne og indfri alle lån i Nordea. Hun ville herefter fortsætte byggeriet på den grund, som hun havde købt, så længe de 950.000 kr. fra det første aktiesalg rakte til, hvorefter hun ville afvente salg af sin hidtidige ejendom. Hun havde drøftet planen med sin søn.
På mødet anførte A, at det var risikabelt ikke at have en blandet portefølje, og at den begyndende finansielle pessimisme vurderedes til at være kortvarig. Hun gjorde opmærksom på, at hun var blevet rådgivet til at sælge alt. Hun anså det for mere sikkert at have likvid kapital til husbyggeriet og indfrielse af sit boliglån. Disse synspunkter imødegik A.
Rådgivningsmødet fandt sted i hendes hjem, og det var uigennemskueligt for hende, hvornår den personlige rådgivning ophørte, og salg af bankens produkter startede. A’s optimisme om investeringerne var tyndt funderet.
I betragtning af sin økonomiske situation, alder og holdninger mener hun ikke, at A’s faglighed var i orden. A overtalte hende til at købe aktier og andre Nordea produkter, endda med den begrundelse, at det ville være risikabelt ikke at have en balanceret portefølje.
Reelt var der tale om, at Nordea lånte hende penge til opkøb af Nordea produkter. Bankens investeringsforslag indebar, at hun måtte låne til at gennemføre byggeriet, medmindre hun skulle sælge papirer med tab.
Efter at hun havde realiseret papirerne i foråret 2008, kunne hun konstatere et samlet tab på ca. 139.000 kr. Havde hun fulgt bankens råd om da at fastholde investeringen, ville hun være ruineret i dag.
Ved møderne med bl.a. A i marts 2009, hvor hendes søn deltog, bekræftede medarbejderen hendes fremstilling af sagen.
Nybyggeriet var budgetteret til 2 mio. kr. svarende til, hvad hun forventede at få ved salget af den eksisterende ejendom. De 950.000 kr. fra hendes selvbestaltede aktiesalg var hurtigt opbrugt til husbyggeriet, så hvis hun havde fastholdt investeringen, ville det være nødvendigt at opbruge hele prioritetslånet samt yderligere låne 600.000 kr. for at finansiere nybyggeriet.
Nybyggeriet var planlagt færdigopført i sommeren i 2009, men det viste sig da umuligt at sælge den eksisterende ejendom, og hun satte byggeriet i bero samtidig med, at der blev planlagt en væsentlig nedskæring af byggeudgifterne. Ejendommen blev først solgt pr. 1. juni 2010 for 1.650.000 kr.
Nordea Bank Danmark har anført, at på de årlige møder med klageren og M blev investeringsaftalen genforhandlet, og parret fastholdt den oprindelige investeringsstrategi om middel risiko og en horisont på 3 – 5 år.
Det må lægges til grund, at klageren havde erfaring som investeringskunde og vidste, hvad en investeringsaftale indebar.
Ved mødet i september 2007 blev bankens investeringskoncepter og markedsforventninger nøje gennemgået. Rådgivningen tog udgangspunkt i klagerens økonomiske situation, erfaring med investeringer, formålet hermed samt hendes risikovillighed.
Bankens investeringsforslag medførte en omlægning af klagerens depot således, at der blev solgt obligationer for ca. 700.000 kr. og købt aktier for 540.000 kr. samt obligationer for ca. 160.000 kr. Klageren traf beslutningen om investeringen af formuen på 1.350.000 kr. på et fuldt oplyst grundlag.
Banken har ikke handlet ansvarspådragende ved rådgivningen, som tog udgangspunkt i klagerens ændrede forhold, herunder det påtænkte huskøb.
Klagerens investeringer var ikke lånefinansierede. Klagerens oprindelige optagelse af realkredit- og banklån havde ingen sammenhæng med investeringsaftalen. Endvidere bestrides det, at klageren ved mødet i september 2007 gav udtryk for at ville afvikle sit låneengagement i Nordea. Klageren gav på intet tidspunkt udtryk for, at hun ønskede at blive gældfri.
Banken var ikke forpligtet til konkret at fremhæve, at klageren som et alternativ til investeringsbeslutningen havde mulighed for at indfri sine gældsforpligtelser. Der fremkom ikke oplysninger fra klageren, som kunne begrunde, at dette forslag skulle have været bragt i spil. Klageren gav blot udtryk for, at hun inden for de kommende to år skulle opføre et hus på den købte grund.
Bankens medarbejdere har ikke efterfølgende erklæret sig enige i klagerens fremstilling af sagen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det kan ikke anses for godtgjort, at klageren ved mødet i september 2007 med Nordea Banks medarbejder A gav udtryk for, at hun ønskede at afvikle sit låneengagement i såvel Nordea Kredit som Nordea Bank Danmark med henblik på at have overskydende likviditet stående kontant til brug for det planlagte nybyggeri. Det kan herefter ikke anses som en fejl fra A’s side, at A ikke af egen drift henledte klagerens opmærksomhed på muligheden af at afvikle sin gæld frem for at fastholde sin investering i værdipapirer. Allerede som følge heraf er der ikke grundlag for at pålægge banken erstatningsansvar for det tab, som klageren realiserede ved at sælge sine værdipapirer i foråret 2008.
Som følge heraf træffes følgende
">a f g ø r e l s e :Klagen tages ikke til følge.