Formuestyring.
| Sagsnummer: | 86/1989 |
| Dato: | 23-08-1989 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Mogens Hvelplund, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen |
| Klageemne: |
Rådgivning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Formuestyring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I sommeren 1984 ydede indklagedes Agerskov afdeling klagerne en kassekredit på 49.000 kr. Provenuet heraf skulle anvendes til nedbringelse af klagernes engagement med afdelingen. Derudover ydedes en kassekredit på 460.000 kr., som blev debiteret med ca. 380.000 kr. til køb af Sparinvest C aktier. Som sikkerhed for engagementet håndpantsatte klagerne foruden aktierne et ejerpantebrev i deres bolig på 30.000 kr. samt et løsøreejerpantebrev i deres bil på 130.000 kr. Gevinsten ved aktiekøbet over en 3-årig periode blev - med en forventet kursstigning på min. 10% om året og under hensyn til skattefordelen af rentefradragsretten beregnet således, at der ved salg af aktierne efter denne periode ville være dækning for saldiene på begge kassekreditter.
Det aftaltes, at afdelingen til delvis dækning af renteudgifter på kreditten på 460.000 kr. fra klagernes plankonto til kassekreditten hver måned skulle overføre 3.600 kr., som svarede til den skattebesparelse, som klagerne opnåede i kraft af renteudgiften. Da denne overførsel ikke blev etableret, blev det manglende beløb for den forløbne periode i juli måned 1986 finansieret via en udlægskonto på 75.000 kr., hvis provenu på 70.000 kr. blev overført til kassekreditkontoen.
Ved skrivelse af 22. december 1986 meddelte afdelingen klagerne, at kassekredittens renteberegning var behæftet med en fejl, hvorfor klagerne senere fik godtgjort 51.274 kr., som blev krediteret kassekreditkontoen.
Den 5. marts 1987 blev aktierne solgt. Efter at provenuet var krediteret klagernes kassekreditkonto, var debetsaldoen herpå 179.574 kr., som klagerne ifølge aftale med afdelingen afviklede med en månedlig ydelse på 3.900 kr.
Klagerne har, efter sammen med deres advokat at have afholdt møde med afdelingsbestyreren, indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte dem det tab, de har lidt som følge af indklagedes mangelfulde rådgivning, herunder tilpligtes at kreditere deres kassekreditkonto og udlægskonto de beløb, som er nødvendige for at bringe disse konti i 0, samt tilpligtes at betale et beløb til udligning af ekstraskat, som påføres dem som følge af henholdsvis den allerede skete tilbageførsel af renterne med 51.274 kr. samt den tilbageførsel af renter, der vil ske, såfremt klagernes påstand tages til følge.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klagerne anført, at de den 13. juni 1984 underskrev lånedokumenterne blanko, hvorefter afdelingen efterfølgende udfyldte dem. De var således ikke bekendt med engagementets størrelse, og lånedokumenterne blev først langt senere fremsendt til dem. Indklagede henvendte sig af egen drift til dem og foreslog dem at optage et lån til køb af aktier, for at de derved via skattetænkning kunne forbedre deres økonomi. Medarbejderen oplyste dem ikke om, hvilke risici der var forbundet med engagementet, ligesom medarbejderen ikke løbende holdt dem underrettet om, hvorledes engagementet forløb. Medarbejderen rådede dem heller ikke til at indgå aftale om investeringspleje.
Klagerne modtog først kontoudtog over kassekreditten i november 1986. De havde således ingen mulighed for at kontrollere, hvorvidt den aftalte månedlige overførsel på 3.600 kr. til kassekreditten rent faktisk blev effektueret. Da de underskrev kontrakten om udlægskonto, blev de ikke informeret om, hvad provenuet skulle anvendes til, men fik alene at vide, at det indgik i investeringsplanen. Den manglende effektuering af aftalen om overførsel af 3.600 kr. pr. måned kan ikke bero på en fejl, men må skyldes, at afdelingen ud fra misforstået god vilje undlod at kræve aftalen overholdt, idet deres økonomi ikke tillod overførsel af beløbet. Denne antagelse bestyrkes af, at der ikke fra indklagedes side på noget tidspunkt overfor klagerne er stillet krav om overholdelse af aftalen. Indklagede har endvidere på intet tidspunkt givet nogen nærmere forklaring på tilbageførslen af rentebeløbet på 51.274 kr., hvilket først skete, efter at han overfor afdelingens bestyrer havde gjort indsigelse overfor udviklingen i engagementet. På baggrund heraf bør de indgåede låneaftaler tilsidesættes som indgået i strid med redelig pengeinstitutskik og den etik, der må gælde for pengeinstitutters virksomhed, og som finder generelt udtryk i aftalelovens § 36.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand anført, at der den 13. juni 1984 blev afholdt et møde med deltagelse af klagerne og en medarbejder fra Agerskov afdeling. På dette tidspunkt blev klagerne alene forelagt indklagedes tilbud om værdipapirinvesteringen og finansieringen heraf med udgangspunkt i, at der på dette tidspunkt var tiltro til fortsat stigning i kurserne. Der blev ikke denne dag indgået nogen aftale vedrørende engagementet endsige underskrevet blanke dokumenter. Den 19. juni 1984 blev der fremsendt en oversigt over indklagedes investeringstilbud. På baggrund af denne oversigt havde klagerne mulighed for nøje at vurdere projektet, ligesom de tidsmæssigt havde mulighed for at kontakte advokat eller revisor. Det fremgik klart i beregningseksemplet, at det byggede på forventede kursstigninger. Derudover omfattede rådgivningen af klagerne også en mundtlig orientering om risikoen ved købet af værdipapirerne. De fornødne dokumenter blev herefter fremsendt til klagerne den 10. juli 1984 i udfyldt stand til underskrift, og den 13. juli 1984 forelå dokumenterne retur i afdelingen i underskrevet stand.
Ved en beklagelig fejl fra indklagedes side blev den aftalte overførsel af 3.600 kr. pr. måned ikke foretaget i perioden 8. august 1984 til 1. juni 1986, hvilket klagerne blev orienteret om medio 1986, idet der aftaltes separat finansiering til dækning af den manglende indbetaling på kreditten. Denne fejl kan ikke begrunde en erstatning til klagerne, som via modtagne udskrifter over plankontoen selv havde mulighed for at konstatere, at overførslerne ikke fandt sted. Klagernes forøgede renteudgift som følge af den manglende overførsel må endvidere sammenholdes med, at de har haft tilsvarende forøget likviditet til disposition.
Afvikling af engagementet via salget af værdipapirerne skete alene på grundlag af klagernes egen beslutning. Indklagede gjorde i denne forbindelse opmærksom på de skattemæssige konsekvenser i form af kursgevinstbeskatning, som var forbundet med realisation af værdipapirerne inden udløbet af 3-årsfristen.
Rentegodtgørelsen skyldes, at indklagede ved en fejl ikke havde nedsat rentesatsen på klagernes kassekredit i overensstemmelse med de almindelige vilkår for kreditter af den pågældende art.
Ankenævnets bemærkninger:
Således som sagen foreligger oplyst for Ankenævnet, findes det ikke godtgjort, at den rådgivning, klagerne modtog af indklagedes medarbejder, har været behæftet med sådanne fejl eller mangler, at der er grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar. Det bemærkes herved, at klagerne ikke kan have været uvidende om, at der bestod en risiko for, at forventningerne til kursudviklingen på værdipapirerne ikke ville holde stik. Klagerne, der løbende modtog udskrifter af plankontoen, burde have været klar over, at aftalen om månedlig overførsel af et beløb til kassekreditten ikke blev effektueret, og klagerne findes allerede af denne grund at være afskåret fra at kræve erstatning som følge af den manglende overførsel. Der er heller ikke godtgjort andre forhold, som kan pådrage indklagede erstatningsansvar, ligesom der ikke er grundlag for at tilsidesætte de indgåede aftaler i medfør af aftaleloven § 36.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.