Terminsforretning, omfang.
| Sagsnummer: | 456/1990 |
| Dato: | 17-06-1991 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Busk, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
|
| Ledetekst: | Terminsforretning, omfang. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 9. januar 1989 fik klageren, der er selvstændig erhvervsdrivende, hos indklagedes St. Heddinge afdeling bevilget en ramme for terminsforretninger på indtil max. 3 mio. kr. Bevillingsrammen udvidedes ved aftale af 19. januar 1989 til 6 mio. kr. I marts måned overflyttedes engagementet fra afdelingen til indklagedes City afdeling, og ved rammeaftale af 4. april 1989 udvidedes klagerens ramme for valutaterminsforretninger til 9 mio. kr. Til sikkerhed for garantirammerne håndpantsatte klageren indeståendet på sin K-konto hos indklagede og de til enhver tid beroende effekter i klagerens depot hos indklagede.
Klageren har siden etableringen af engagementet indgået en række valutaterminsforretninger i forskellige valutaer.
Efter at klageren havde lidt større tab på valutaterminsforretninger anmodede indklagede ved skrivelse af 28. september 1990 klageren om at indbetale en manglende sikkerhed på 158.820 kr.
Ved klageskema af 7. november 1990 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frigøre ham fra valutasamarbejdsaftalen, at frigøre alle midler stillet til sikkerhed for terminsforretningerne, at overtage udestående terminsforretninger, samt at godtgøre ham de omkostninger, skader og tab, han har pådraget sig som følge af indklagedes uredeligheder, lovovertrædelser og aftalebrud.
Indklagede har nedlagt påstand om, at klagen afvises, og har anmodet om, at formalitetsspørgsmålet om Ankenævnets kompetence afgøres, forinden sagen realitetsbehandles.
Ved skrivelse af 16. januar 1991 til klageren har indklagede meddelt, at klagerens valutaterminsforretninger er nedlukket, da klageren ikke som anmodet om i indklagedes skrivelse af 21. september 1990 har stillet yderligere sikkerhed.
For så vidt angår indklagedes afvisningspåstand har klageren anført, at hans engagement ikke er erhvervsmæssigt, idet de midler, der er stillet til sikkerhed for valutaterminsforretningerne er klagerens egne og ikke tilhører nogen erhvervsvirksomhed eller klient. Klageren har ikke udført valutaterminsforretninger med et andet pengeinstitut, og indklagede har selv bestemt størrelsen af de valutaterminsforretninger, der skulle foretages. Klagerens eget forslag til en medarbejder hos indklagede om, at forretningerne blev udført i mindre størrelse blev afvist af denne medarbejder. Det forhold, at klagerens anbefaling til indklagede om at følge klagerens rådgivning ikke blev fulgt af indklagede bekræfter kun, at der ikke har eksisteret et erhvervsmæssigt forhold mellem indklagede og klageren som anført af indklagede. Valutaterminsforretninger i den størrelsesorden, der er udført i omhandlede tilfælde, vil endvidere ikke skattemæssigt blive betragtet som næring. Endvidere har fortjenester på valutaterminsforretninger ikke udgjort klagerens levevej, og hovedparten af de fortjenester, klageren har opnået på valutaterminsforretningerne, blev geninvesteret som led i forvaltningen af klagerens private formue.
Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at det af klagen omfattede engagement efter sin størrelse samt omfanget af klagerens egne dispositioner klart må betegnes som erhvervsmæssigt. Dette fremgår især af klagerens løbende instruktioner til indklagede, og det må således særligt fremhæves, at klageren har præsenteret sin egen ekspertise med en anbefaling til indklagede om at følge hans rådgivning. Klagen bør derfor afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2. Subsidiært har indklagede anført, at sagen efter sin karakter findes uegnet til behandling i Ankenævnet, hvorfor den bør afvises efter vedtægternes § 7, stk. 1.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af sagen, at klageren er erhvervsdrivende og af indklagede var bevilget en ramme for terminsforretninger på 9 mio. kr., indenfor hvilken en række valutaterminsforretninger har været etableret. Ankenævnet finder, at klagerens mellemværende med indklagede på denne baggrund må betragtes som eller sidestilles med erhvervsmæssig virksomhed, og klagen findes således ikke at kunne behandles af Ankenævnet, jf. dettes vedtægters § 2, stk. 2 og 3.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.