Afgørelse

Indsigelser vedrørene opgørelse af misligholdt engagement i forbindelse med bodeling.

Indledning

Denne sag vedrører indsigelser vedrørende opgørelse af misligholdt engagement i forbindelse med bodeling.

Sagens omstændigheder

Klagerne i denne sag er far, F, og søn, S.

S og S’ nu tidligere ægtefælle, H, var kunder i Nykredit Bank, hvor de i 2008 optog fire kreditter med maksimum på i alt 400.000 kr. Rentesatsen på to af kreditterne (nr. -382 og -256) med maksimum på henholdsvis 50.000 kr. og 30.000 kr. var variabel 4,95 % om året. Hertil kom provision på for tiden 0,50 % om året. Overtrækprovision udgjorde for tiden 6 % om året.

Rentesatsen på den tredje kredit (nr. -390) med et maksimum på 50.000 kr. var variabel 6,75 % om året. Provisionssatserne var som på de øvrige kreditter for tiden henholdsvis 0,50 % og 6 % om året.

Rentesatsen på den fjerde kredit (nr. -523) med et maksimum på 170.000 kr. var variabel 7,95 % om året. Provisionssatserne var som på de øvrige kreditter for tiden henholdsvis 0,50 % og 6 % om året.

I forbindelse med, at S og H i 2010 blev skilt, ønskede S at overtage parrets fælles faste ejendom som eneejer.

Banken har oplyst, at kreditterne blev misligholdt i slutningen af 2010/begyndelsen af 2011.

Ifølge kontoudskrifterne var rentesatserne på kreditterne pr. den 6. maj 2011 faldet til henholdsvis 3,05 % (-382 og -256), 5,84 % (-390) og 7,70 % (-523). Overtræksprovisionssatsen var på alle kreditterne steget til 9 %. Overtræksrentesatsen på kreditterne -382 og -256 var herefter 12,55 % (3,05 % + 0,50 % + 9,00 % = 12,55 %). På kreditterne -390 og -523 var overtræksrentesatserne henholdsvis 15,34 % og 17,20 %.

I september/oktober 2011 blev kreditterne opsagt til fuld indfrielse af banken. Ifølge opsigelsesbrevene var rentesatsen på kreditterne -382 og -256 herefter 13,05 %. På kreditterne -390 og -523 var rentesatserne henholdsvis 15,84 % og 17,70 %.

Pr. den 31. oktober 2011 udarbejdede banken proformaopgørelser, der viste, at gælden på kreditterne udgjorde i alt 310.688,89 kr. (50.863,72 kr. + 30.496,48 kr. + 50.579,91 kr. + 178.748,78kr. = 310.688,89 kr.).

Ved brev af 15. november 2011 henvendte S’ advokat sig til Nykredit Realkredit om S’ mulighed for at overtage fællesejendommen og herunder et eksisterende realkreditlån som eneejer/enedebitor. S’ og H’s fælles gæld til banken var ifølge brevet opgjort af bankens advokat pr. den 31. oktober 2011 til i alt 318.898,53 kr.

Ved brev af 1. december 2011 til realkreditinstituttet oplyste S’ advokat, at S ved familielån kunne skaffe halvdelen ”af det beløb han skal fremkomme med på ca. kr. 160.000,00”, og at S anmodede om et lån på de resterende ca. 80.000 kr.

Ved udeblivelsesdom af 20. december 2011 blev S og H dømt til at betale 310.688,89 kr. til banken med tillæg af rente 12,55 % om året af 81.360,20 kr. (kredit nr. -382 og -256), 15,34 % om året af 50.579,91 kr. (kredit nr. -390), 17,20 % om året af 178.748,78 kr. (kredit nr. -523) fra den 1. november 2011 samt sagens omkostninger med 12.220 kr.

Den 16. januar 2012 indsatte H 153.000 kr. på S’ såkaldte Frikonto (konto nr. -727), i banken.

Den 17. april 2012 blev der indsat 50.506,14 kr. vedrørende efterlønsbidrag på Frikontoen.

Ved brev af 20. april 2012 til S’ advokat bevilgede realkreditinstituttet gældsovertagelse bl.a. på betingelse af begrænset kaution fra F. Ved gældsbrev udskrevet samme dag ydede banken S et lån på 80.000 kr. (nr. -404) mod kaution fra F.

Ved brev af 1. maj 2012 returnerede S’ advokat dokumenterne vedrørende gældsovertagelsen, lånet og kautionerne i underskrevet stand. Advokaten anførte, at han havde haft møde med S og F og gennemgået dokumenterne. Det var en udtrykkelig forudsætning for F’s kautioner, at et beløb på 50.651 kr. vedrørende efterløn, som den 17. april 2012 var indgået på S’ privatkonto i banken og et beløb på 3.800 kr. fra EU-Direktoratet, der var indgået på en af de tre kreditter blev frigivet til S, som havde behov for beløbene til ”at betale de løse udgifter, der ligger regninger for, og i øvrigt holder driften i gang på ejendommen”.

Den 3. maj 2012 blev provenuet af det nye lån på 80.000 kr., som udgjorde 78.600 kr., indsat på Frikontoen. Samme dag blev der fra Frikontoen overført i alt 302.068,64 kr. (50.685,85 kr.+ 43.606,97 kr.+ 30.390,30 kr.+177.385,52 kr. = 302.068,64 kr.) til kontiene vedrørende kreditterne. Endvidere blev der overført 30.000 kr. til en nyoprettet konto (nr. -972) i S’ navn. Der var herefter et indestående på Frikontoen på 50.713,33 kr. Ved brev samme dag, den 3. maj 2012, til H’s advokat, oplyste banken, at H var frigjort for personligt gældsansvar i den tidligere fælles ejendom, og at parrets fælles gæld til banken var indfriet.

Den 24. maj 2012 blev der overført yderligere 1.018,07 kr. fra Frikontoen til den nyoprettede konto (-972), som herefter havde et indestående på 31.018,07 kr. Heraf blev i alt 18.798,07 kr. (2.455,59 kr. + 1.472,31 kr. + 2.992,43 kr. + 11.877,74 kr. = 18.798,07 kr.) hævet til dækning af renter på kreditterne for perioden 1. november 2011 - 19. marts 2012. De resterende 12.220 kr. blev hævet til betaling af omkostninger i henhold til en faktura af 22. maj 2012 fra bankens advokat.

Klagerne gjorde indsigelse mod hævningerne på i alt 31.018,07 kr. og indgav den 14. august 2013 en klage til Pengeinstitutankenævnet over Nykredit Bank. Klagerne indgav samtidig en klage over realkreditinstituttet til Realkreditankenævnet. Sagen i Pengeinstitutankenævnet blev sat i bero med henblik på at afvente resultatet af klagen til Realkreditankenævnet. Klagernes påstand i klagen til Realkreditankenævnet var principalt tilbagebetaling af beløbet på 31.018 kr. + renter til S, subsidiært frigørelse af S fra gældsovertagelsen og frigørelse af F fra kautionen.

Realkreditankenævnets afgørelse blev truffet den 22. oktober 2014. Klagerne fik ikke medhold i klagen, hverken helt eller delvist. Realkreditankenævnet bemærkninger var følgende:

”…

Parterne er uenige om, hvad der er passeret respektive aftalt, herunder på det møde mellem parterne, som angiveligt fandt sted den 3. maj 2012, og hvorpå de endelige aftaler om gældsovertagelse og kaution faldt på plads. Særligt vedrører uenigheden de økonomiske forudsætninger, herunder sikringen af klager 1’s efterlønsbidrag, sikring af midler til den fremtidige drift af ejendommen og betaling af omkostninger til låneindfrielse m.v.

Nævnet har ikke mulighed for nærmere at afdække hændelsesforløbet og de eventuelle mundtlige aftaler mellem parterne. På grundlag af det skriftlige materiale og parternes forklaringer finder Nævnet det dog ikke bevist eller sandsynliggjort, at indklagede uberettiget har krævet klager 1 for beløb. Nævnet bemærker hertil, at de omkostninger, som indklagede i overensstemmelse med normale procedurer har krævet, er helt sædvanlige i et forløb, hvor der sker misligholdelse og efterfølgende indfrielse af lån. Nævnet bemærker videre, at klager 1’s efterlønsbidrag synes at være intakt i forhold til betalingen af de omtvistede omkostninger.

Nævnet kan ikke i den forbindelse tage stilling til, hvorvidt klager 1 har et regres mod sin ekshustru vedrørende omkostningsbeløb.

Nævnet kan derfor ikke give klagerne medhold i hverken den principale eller den subsidiære påstand.

I forhold til klagernes subsidiære påstand om, at klager 1 skal frigøres fra gældsovertagelsen og klager 2 fra kautionen, bemærker Nævnet, at konsekvenserne for klager 1 ville kunne være, at realkreditlånet forfalder til indfrielse, og at han dermed kommer i risiko for at miste ejendommen.

…”

Klagerne fastholdt klagen til Pengeinstitutankenævnet. Nykredit Bank nedlagde påstand om afvisning.

Den 24. februar 2015 traf Pengeinstitutankenævnet afgørelse vedrørende afvisningsspørgsmålet. Ankenævnet fandt, at Realkreditankenævnets afgørelse ikke var til hinder for, at Pengeinstitutankenævnet tog stilling til, om Nykredit Bank havde pådraget sig selvstændigt ansvar overfor klagerne i forbindelse med opgørelsen af S’ engagement med banken, herunder spørgsmål vedrørende renter, advokatomkostninger, konti og aftaler, samt vedrørende F’s kaution for banklånet til S på 80.000 kr. Sagen blev i øvrigt afvist, idet Ankenævnet ikke kunne behandle klagen for så vidt angik realkreditlånet og F’s kaution herfor, idet denne del af klagen hørte under Realkreditankenævnet.

Parternes påstande

Klagerne har nedlagt påstand om, at Nykredit Bank skal betale en godtgørelse svarende til hævningerne på i alt 31.018,07 kr. plus renter og omkostninger.

Nykredit Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at hævningerne på i alt 31.018,07 kr. den 24. maj 2012 var uberettiget i forhold til både S som debitor og F som kautionist. Hævningerne var ikke aftalte og skete uden samtykke. Banken havde flere gange forinden på deres forespørgsel bekræftet, at der ikke var flere udgifter i forbindelse med handelen/skilsmissen. Hævningerne var i strid hermed.

Banken spærrede alle konti i forbindelse med forhandlingerne for at lægge pres på dem. F havde således ikke penge til at dække leveomkostninger. Det var heller ikke muligt at betale på lånene, og banken burde derfor ikke have beregnet sig overrenter.

Deres oplevelse var, at da banken havde fået underskriften lavede den sine egne regler og overholdt ikke aftalerne. Banken blev en modspiller i stedet for en medspiller.

Pengeinstitutankenævnet bør træffe sin egen afgørelse i sagen, idet den drejer sig om banken og ikke realkreditinstituttet.

Forhandlingerne løb i perioden fra den 31. oktober 2011 til den 19. marts 2012. Banken burde ikke have taget overrenter i forhandlingsperioden.

Aftalen var, at S skulle have rådighed over et pengebeløb til den daglige videre drift af ejendommen. Denne aftale blev brudt af banken.

Både renteudgifterne og udgiften til advokaten var urimelig høj.

De fik ingen oplysninger om hævningerne.

Under forhandlingerne om S’ overtagelse af ejendommen opstod der nogen uoverensstemmelser. På et møde i slutningen af april 2012 blev der enighed om en aftale. De spurgte begge banken, om der var flere udgifter vedrørende handelen, hvortil banken svarede, at der var et mindre beløb, måske 500 kr.

Der blev ikke afholdt et møde med banken den 3. maj 2012.

Banken brugte advokaten til at lægge pres på forhandlingerne. Banken bør betale sin egen advokatregning.

Først efter utallige forespørgsler indvilgede banken i at udlevere fakturaen og oplysninger om de andre udgifter vedrørende de 31.018,07 kr.

Nykredit Bank har anført, at Pengeinstitutankenævnet bør komme frem til samme resultat som Realkreditankenævnet, fordi de samme klagepunkter bør vurderes efter den samme norm i forhold til bankengagementet.

Hævningerne på S’ Frikonto den 3. maj 2012 skete efter aftale med henblik på indfrielse af parrets fælles gæld. Overførslen af de 30.000 kr. var til dækning af de yderligere renter og omkostninger, der var påløbet engagementet siden seneste opgørelse. Beløbene, der senere blev afregnet, fremgår af advokatens proformaopgørelse af 27. juli 2012.

Bodelingen og dermed delingen af parrets gæld pr. den 1. november 2010 på i alt 225.069,99 kr. kunne ikke gennemføres. Dette medførte, at gælden steg og pr. 31. oktober 2011 udgjorde 318.898,53 kr. I perioden herefter blev S’ engagement med banken misligholdt, hvilket medførte, at S pådrog sig renteudgifter og inkassoomkostninger. Da lånet på 80.000 kr. blev udbetalt, blev 30.000 kr. heraf straks overført til en separat konto og spærret netop med det formål at reservere dem til rente- og inkassoomkostninger. Beløbets størrelse beroede på et skøn, da banken endnu ikke havde modtaget fakturaen fra inkassoadvokaten. Lånebehovet på 80.000 kr. tog netop højde for betalingen af de ca. 30.000 kr. til advokat- og renteomkostninger.

Realkreditinstituttet ville aldrig have tilladt gældsovertagelsen af realkreditlånet, hvis S havde haft misligholdt gæld. Bevillingen af gældsovertagelsen forudsatte derfor, at S indfriede misligholdt gæld, herunder advokat- og renteomkostninger.

Efter indfrielserne var der et indestående på S’ Frikonto på 50.713,33 kr. og F’s forudsætning for kautionen var derfor opfyldt.

Advokatomkostningerne på 12.220 kr. vedrørte inddrivelse af S’ skyldige gæld til banken.

Banken har ikke efterfølgende trukket beløb på S’ Frikonto, og S har således haft disposition over sit efterlønsbidrag som forudsat.

Det af klagerne anførte om, at banken i forbindelse med underskrivelsen af dokumenterne skulle have oplyst, at der ikke var flere udgifter vedrørende handlen/gældsovertagelsen bestrides.

Størrelsen af advokatomkostningerne var sædvanlige ved inkassoprocedure.

Som følge af S’ misligholdelse har banken opkrævet renter på henholdsvis 12,55 %, 12,55 %, 17,20 % og 15,34 %. S var bekendt med bankens ret til at kræve overtræksprovision. Oplysningerne herom fremgik af kreditaftalerne. Overtræksprovisionen skyldtes alene misligholdelsen. De bestrides, at der som anført af klagerne var tale om afpresning. Misligholdelsesrenterne blev opkrævet i perioden 31. oktober 2011-19. marts 2012. S’ konto var ikke spærret i denne periode, hvilket er dokumenteret ved posteringerne på kontoudskriften for S’ konto.

Det af klagerne anførte, at der ikke fandt et møde sted den 3. maj 2012 bestrides. Hvis dette måtte blive afgørende for sagens udfald, bør sagen afvises med henvisning til, at en tilstrækkelig belysning af hændelsesforløbet og rådgivningen kræver bevisførelse i form af vidneafhøring for domstolene.

Ankenævnets bemærkninger

Ved udeblivelsesdom af 20. december 2011 blev klageren S og dennes fraskilte ægtefælle H vedrørende deres fælles kreditter i Nykredit Bank dømt til at betale 310.688,89 kr. med tillæg af rente 12,55 % om året af 81.360,20 kr., 15,34 % om året af 50.579,91 kr. og 17,20 % om året af 178.748,78 kr. fra den 1. november 2011 samt sagens omkostninger med 12.220 kr.

Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at det i forbindelse med bodelingen mellem S og H i foråret 2012 blev aftalt med banken, at parrets fælles mellemværende med banken skulle indfries. Det må endvidere lægges til grund, at lånet på 80.000 kr. som banken ydede S i den forbindelse var nødvendigt for at opfylde S’ forpligtelser i forbindelse med indfrielserne, ligesom lånet var nødvendigt for at opfylde F’s forudsætning som kautionist om et beløb til fri rådighed for S.

Indfrielserne der fandt sted i maj 2012 eller ca. et halvt år efter dommen beløb sig til i alt 332.386,71 kr. (302.068,64 kr. + 18.098,07 kr. + 12.220 kr.). Beløbet oversteg ikke bankens tilgodehavende i henhold til dommen.

Under disse omstændigheder og mod bankens benægtelse kan det ikke lægges til grund, at banken efter overførslen af de i alt 302.068,64 kr. til kreditterne skulle have bibragt klagerne en berettiget forventning om, at der ikke skulle betales yderligere til indfrielse af mellemværendet.

Klagerne får derfor ikke medhold i påstanden om, at banken skal tilbageføre hævningerne på 18.098,07 kr. og 12.220 kr., i alt 31.018,07 kr., hverken i forhold til S som debitor eller i forhold til F som kautionist.

Klagerne får ikke medhold i klagen.