Inddækning af underskud i forbindelse med samlivsophævelse
| Sagsnummer: | 435 /2000 |
| Dato: | 09-05-2001 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Lisbeth Baastrup, Grit Munk, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Budgetkonto - bodeling/samlivsophævelse
|
| Ledetekst: | Inddækning af underskud i forbindelse med samlivsophævelse |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Klageren og dennes ægtefælle H havde en budgetkonto hos indklagede. I forbindelse med samlivsophævelse og salg af parrets ejendom indsatte indklagede overskuddet fra ejendomssalget på budgetkontoen. Klageren vedrører, om klageren kan gøre krav mod indklagede i denne anledning.
Sagens omstændigheder.
Klagerens og dennes ægtefælle H rettede i marts måned 2000 henvendelse til indklagede i forbindelse med parrets beslutning om skilsmisse. I denne forbindelse skulle parrets faste ejendom, der var i lige sameje, sælges. Indklagede havde til sikkerhed for klagerens og H's forpligtigelser over for indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 138.291 kr. med pant i ejendommen.
Indklagede har anført, at det på et møde i marts 2000 blev drøftet, hvorledes overtrækket på en fælles budgetkonto skulle inddækkes i forbindelse med salget. Klageren og H meddelte, at de ikke da kunne dække overtrækket; det blev herefter aftalt, at overtrækket skulle indfries i forbindelse med salg af ejendommen, dvs. når provenuet fra ejendomssalget kunne frigives.
Af kontoudtog fremgår, at budgetkontoens saldo den 31. marts 2000 var 21.923,31 kr. (negativ).
Indklagede har anført, at budgetkontoen oprindelig var en fælles konto i begges navne. Kontoen overgik efter mødet i marts 2000 til H.
Af kontoudtog for budgetkontoen fremgår, at H fortsatte med at anvende kontoen.
I forbindelse med salget af klagerens og H's ejendom blev der etableret sædvanlig skødedeponeringskonto hos indklagede.
Ved skrivelse af 10. august 2000 meddelte købers advokat indklagede, at deponeringskontoen kunne frigives til klageren og H.
Den 4. oktober 2000 opgjorde indklagede skødedeponeringskontoen med et provenu på 4.744,16 kr. Ved skrivelse af samme dag meddelte indklagede klageren:
"Vi kan hermed meddele at ovennævnte deponeringskonto er opgjort og modregnet budgetkonto nr. …… der udgør et minus på kr. 6.907,76, da dette var en helt klar aftale at underskuddet skulle modregnes provenuet af salget, da underskuddet ellers skulle have været indbetalt i april måned. Budgetkontoen er samtidig opgjort og underskuddet delt og halvdelen har vi hævet på din lønkonto nr. …..
Hvorefter handlen hermed er afsluttet, og vi imødeser der bliver indbetalt kr. 1.416,20 på lønkontoen"
Af kontoudtog for budgetkontoen fremgår, at kontoens saldo den 17. juli 2000 var 6.907,76 kr. (negativ); den 20. samme måned indgik børnefamilieydelse samt et overførselsbeløb med i alt 7.535 kr., hvorefter saldoen var 627,24 kr. (positiv). Frem til den 4. oktober 2000 er der ikke yderligere posteringer.
Ved skrivelse af 12. oktober 2000 protesterede klageren over for indklagede mod, at han ikke havde modtaget sin andel af provenuet fra ejendomssalget samt mod, at indklagede havde overført 1.416,20 kr. fra lønkontoen.
Parternes påstande.
Klageren har den 1. november 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 3.788,28 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om afvisning.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at H efter samlivsophævelsen blev boende i ejendommen og overtog budgetkontoen.
I forbindelse med bodelingen ønskede han kontoudtog for budgetkontoen, men blev afvist af indklagede, der henviste ham til H.
Han har ikke haft indflydelse på ind- og udbetalinger på budgetkontoen efter den 31. marts 2000, men alligevel ønsker indklagede, at han skal betale halvdelen af kontoens underskud.
Indklagede har anført, at på mødet hos indklagede i marts 2000 blev der indgået en bindende aftale om, at saldoen på budgetkontoen skulle inddækkes, når provenuet fra salget af den fælles ejendom blev frigivet. Aftalen omfatter også tilladelse til at hæve beløbet på 1.416,20 kr. på klagerens konto, hvilket blev nødvendiggjort af, at provenuet fra ejendomssalget ikke kunne dække saldoen på budgetkontoen fuldt ud.
Ankenævnet bør afvise sagen efter vedtægternes § 7, idet der er uenighed om de faktiske oplysninger i sagen. En afgørelse vil derfor forudsætte bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Den 4. oktober 2000 var saldoen på den omhandlede budgetkonto ikke som anført af indklagede negativ med 6.907,76 kr., men positiv med et indestående på 627,24 kr. Allerede som følge heraf var det uberettiget, at indklagede dels undlod at fremsende halvdelen af provenuet ved ejendomssalget til klageren, hvilken halvdel udgjorde 2.372,08 kr., dels hævede 1.416,20 på klagerens lønkonto. Klagerens påstand tages derfor til følge.
Som følge heraf
Indklagede skal inden 4 uger til klageren betale 3.788,28 kr. med renter efter renteloven fra den 1. november 2000.
Klagegebyret tilbagebetales klageren