Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rådgivning ved investering af pensionsmidler i puljeordning herunder om sikring af midlerne gennem Garantifonden for Indskydere og Investorer.

Sagsnummer: 369 /2010
Dato: 06-05-2011
Ankenævn: Kari Sørensen, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Niels Bolt Jørgensen, Søren Geckler
Klageemne: Puljepension - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Rådgivning ved investering af pensionsmidler i puljeordning herunder om sikring af midlerne gennem Garantifonden for Indskydere og Investorer.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om ophævelse af sin tilmelding af rate- og kapitalpension til bankens puljeordning.

Sagens omstændigheder.

Klageren er kunde i Danske Bank, hvor hun bl.a. havde en kapitalpensionsopsparing (-745) og en ratepensionsopsparing (-381), samt et kapitalpensionsdepot (-946) og et ratepensionsdepot (-547).

Ifølge klagerens årsoversigt for 2009 udgjorde klagerens kapitalpensionsopsparing
(-745) pr. 31. december 2009 279.455 kr., mens ratepensionsopsparingen (-381) udgjorde 35.697 kr. Klagerens kapitalpensionsdepot (-946) havde en samlet værdi på 2.589.127 kr., mens værdien af klagerens ratepensionsdepot (-547) udgjorde 324.066 kr.

Den 5. maj 2010 var klageren til et møde i banken vedrørende hendes pensionsmidler.

Banken foreslog, at klageren investerede sine pensionsmidler i produktet "Puljeinvest Bankvalg" med lav aktieandel. Investeringsbeløbet blev opgjort til 3.390.317 kr.

Samme dag underskrev klageren en tilmelding af sin kapitalpension (-745) og sin ratepension (-381) til Puljeinvest Bankvalg med lav aktieandel.

Med tilmeldingen til Puljeinvest skrev klageren samtidig under på at have modtaget Regler for deltagelse i Puljeinvest, Retningslinjer for bankens administration af Puljeinvest, Aktuel information om Puljeinvest samt Almindelige forretningsbetingelser – forbrugere.

Af bankens forretningsbetingelser fremgår bl.a. følgende:

"…

IV. Garantifonden for indskydere og investorer

Garantifonden dækker bl.a. navnenoterede indskud i pengeinstitutter op til et beløb svarende til 50.000 euro pr. indskyder. Fra den 1. oktober 2010 dækker Garantifonden op til et beløb svarende til 100.000 euro pr. indskyder. For bl.a. pensionskonti og børneopsparinger dækkes der uden beløbsgrænse.

…"

Klageren har anført, at hun ved investeringsmødet kun modtog folderen "Puljeinvest – der er penge at tjene på værdipapirer".

Ved breve af 6. maj 2010 modtog klageren bankens bekræftelse på, at hendes kapitalpension (-745) og hendes ratepension (-381) var tilmeldt Puljeinvest Bankvalg Lav aktieandel med virkning fra den 1. juni 2010.

Banken har under sagen bl.a. fremlagt Regler for deltagelse i Puljeinvest, Retningslinjer for bankens administration af Puljeinvest samt Aktuelt information om Puljeinvest. Klageren har bestridt at have modtaget dette materiale.

Af reglerne for deltagelse i Puljeinvest fremgår:

"…

1. Generelt

Du kan deltage i Puljeinvest med pensionsopsparing og børneopsparing.

Opsparingen står på en indlånskonto, der forrentes med afkast fra aktiver (værdipapirer og kontanter) i forskellige puljer. Indlånskontoen kaldes en puljekonto, og afkastet kaldes puljeafkast.

2. Ikrafttræden

Du modtager en bekræftelse på, fra hvornår din tilmelding til Puljeinvest træder i kraft – du kan deltage i Puljeinvest fra den 1. i en måned. Modtager vi din tilmelding senest syv dage før den 1. deltager du fra den 1. i den kommende måned.

3. Puljevalg

Du kan vælge mellem Bankvalg og Selvvalg, hvor din opsparing knyttes til forskellige puljer.

4. Forrentning

Puljekontoen forrentes på grundlag af afkastet fra de puljer, kontoen er tilknyttet.

Vi afregner puljeafkastet hver den 31. december, eller når du træder ud af Puljeinvest.

7. Gebyr og handelsomkostninger

Banken beregner gebyrer og handelsomkostninger.

8. Opsigelse og ophør

Du kan opsige din tilmelding til Puljeinvest, så den ophører den 1. i den kommende måned. Det skal dog ske med syv dages skriftlig varsel inden den 1.

…"

Ifølge det oplyste solgte banken den 6. maj 2010 klagerens værdipapirer i rate- og kapitalpensionsdepoterne til brug for investeringen i Puljeinvest. Banken har anført, at dette skete efter aftale med klageren, hvilket klageren har bestridt.

Ved brev af 11. maj 2010 fremsendte banken ifølge aftale en brochure om Garantifonden til klageren.

Af brochuren fremgår, at kontante indlån dækkes med et beløb svarende til 50.000 euro og pr. 1. oktober 2010 med et beløb svarende til 100.000 euro.

For så vidt angår særlige indlån fremgår, at disse dækkes fuldt ud. Som særlige indlån er blandt andet nævnt opsparingsordninger, der er oprettet i henhold til lov som eksempelvis kapitalpensionskonti og ratepensionskonti.

Herudover fremgår det bl.a. af brochuren, at Garantifonden ikke dækker garantitilsagn, checks, værdipapirer og andre dokumenter, herunder kapitalbeviser, der er udstedt af instituttet selv.

Ved brev af 14. maj 2010 skrev klageren til banken vedrørende Garantifondens dækning i tilfælde af bankens konkurs. Det fremgik bl.a. af klagerens brev:

"…

I det papirmateriale jeg ved mødet fik udleveret om Puljeinvest: "Puljeinvest – der er penge at tjene på værdipapirer" var jeg lidt bekymret om, hvorvidt der var vigtige oplysninger der IKKE stod i materialet. Ved en gennemlæsning viste det sig da også, at der ikke stod noget om, hvorvidt Staten gik ind og fuldt erstattede mit indestående i Puljeinvest, som de ville gøre ved en Kapitalpension og en Ratepension, såfremt banken gik konkurs. Ved en opringning svarede du, at det ville blive dækket, men at du ville prøve at finde noget skriftligt om det.

…"

Det fremgik af klagerens brev til banken, at hun forstod brochuren fra garantifonden således, at investeringen i Puljeinvest ikke var fuldt dækket.

Slutteligt fremgik det af klagerens brev til banken:

"…

Så hvis og såfremt ovenstående er rigtigt, beder jeg om, at banken annullerer omlægningen af mine pensionskonti og genopretter Kapitalpensionen, Ratepensionen og de 2 kontantkonti med det samme indestående som umiddelbart før handelen den 6.5.2010 uden udgift for mig. Dette grundet: Manglende information i bankens udleverede papirer om Puljeinvest, og deraf følgende dårligt råd fra dig om omlægning af mine pensionsmidler til Puljeinvest.

…"

Ved brev af 19. maj 2010 til banken skrev klageren:

"…

Idet jeg henviser til mit brev af 14.5.2010 vedrørende omlægningen af mine pensionsdepoter til Puljeinvest, beder jeg om en snarlig besvarelse med bekræftelse af, at mine pensionsmidler er på plads i mit Kapitalpensionsdepot og i Ratepensionsdepot. Samt at de tilhørende bankkonti også er tilbageført til umiddelbart før Danske Banks handel den 6.5.2010.

Da kontiene hos Puljeinvest oprindelig skulle træde i kraft pr. 1.6.2010 må det betyde, at den endelige handel endnu ikke er effektueret. Derfor må aftalen med Puljeinvest nødvendigvis annulleres inden denne dato, med henvisning til forholdene skitseret i mit brev af 14.5.2010.

…"

Ved brev af samme dato til klageren svarede banken på klagerens brev af 14. maj 2010. Det fremgik af bankens brev, at ratepensions- og kapitalpensionskonti i henhold til garantifondslovens § 9, stk. 2, nr. 2 og 4, var dækket fuldt ud. Banken oplyste, at det fulgte af disse almindelige regler, og at det ingen forskel gjorde, at der var investeret i Puljeinvest, og at der således var fuld dækning af klagerens pensionsmidler.

Ved e-mail af 20. maj 2010 kontaktede klageren Garantifonden angående dækningen af investeringen i Puljeinvest.

Ved brev af 25. maj 2010 til banken gjorde klageren opmærksom på, at hun fastholdte sine to breve af 14. og 19. maj 2010, og anmodede samtidig banken om snarest og inden den 1. juni 2010 at tilbageføre pensionsmidlerne.

Af Garantifondens e-mail af 27. maj 2010 til klageren fremgår:

"…

Midler på kapital- eller ratepensionskonti, der er oprettet i henhold til lov, dækkes fuldt ud af indskydergarantiordningen. For midler på disse pensioner kan banken oprette puljeordninger. Puljeordninger er også fuldt dækket af indskydergarantiordningen.

Indskud på en kapitalpension er fuldt dækket, så længe midlerne står på kapitalpensionskontoen. Hvis midlerne udbetales og herefter placeres på en almindelig indlånskonto, vil det være dækningen på de EUR 50.000/100.000, der finder anvendelse. Det anbefales, at du drøfter forhold omkring udbetaling med din bank.

…"

Ved e-mail af 28. maj 2010 videresendte klageren sin korrespondance med Garantifonden til banken. Klageren gjorde samtidig opmærksom på, at hun stod ved sit ønske om annullering af omlægningen til Puljeinvest, idet hun anførte, at midler investeret i Puljeinvest kun ville være dækket som almindeligt indlån og ikke som særligt indlån i det tilfælde, at banken skulle gå konkurs.

Ved brev af 8. juni 2010 rykkede klageren banken for svar i hendes pensionssag.

Ved brev af samme dato til klageren skrev banken, at der var tale om en misforståelse fra klagerens side, og at pensionsmidler fuldt og helt var dækket af Garantifonden. Det fremgik bl.a. videre af bankens brev:

"…

Da din begrundelse for øjeblikkelig udmeldelse af Puljeinvest så åbenlyst byggede på en misforståelse, forsøgte [bankens medarbejder] i første omgang at forklare sammenhængen – men hvis du stadig er af den formening, at puljeinvestering ikke er noget for dig, så kan du sagtens melde dig ud igen – dog først pr. 30. juni 2010.

…"

Ved brev af 12. juni 2010 til banken anførte klageren, at der ikke var tale om nogen misforståelse, idet sagsgangen i Puljeinvest gjorde, at pensionsmidlerne ikke var fuldt dækket. Klageren gjorde endvidere opmærksom på, at der var tale om en ophævelse af aftalen og ikke en opsigelse af en eksisterende aftale til den 30. juni 2010, idet hun henviste til sine tidligere breve af 14., 19., 25. og 28. maj 2010.

Ved brev af 15. juni 2010 til klageren skrev banken, at man havde modtaget hendes opsigelse af tilmeldingen til Puljeinvest med virkning fra den 30. juni 2010.

Ved brev af 17. juni 2010 til banken anfægtede klageren, at aftalen var opsagt med virkning fra den 30. juni 2010, idet klageren mente, der var tale om en ophævelse med virkning fra den 1. juni 2010. Klageren anmodede yderligere banken tage stilling til, hvordan banken ville godtgøre salget af hendes værdipapirer.

Ved brev af samme dato til klageren fastholdt banken, at klageren var udmeldt af Puljeinvest pr. 30. juni 2010. Banken oplyste samtidig, at det herefter stod klageren frit for at rette henvendelse til hendes lokale afdeling med henblik på at geninvestere indeståendet på hendes pensionsordninger i værdipapirer.

Banken fastholdt ligeledes, at der var tale om en misforståelse fra klagerens side, hvorfor man ikke fandt grundlag for at imødekomme hendes krav om at tilbageføre hendes rate- og kapitalpensioner, som de så ud den 5. maj 2010.

Parternes påstande.

Klageren har den 22. juni 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal acceptere, at der var tale om en ophævelse og ikke en opsigelse af aftalerne, og at tilmeldingerne til Puljeinvest derfor skulle være stoppet, før de fik virkning den 1. juni 2010, samt at Danske Bank skal tilbageføre hendes konti med indestående svarende til værdien af hendes værdipapirer ved salget heraf den 6. maj 2010.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har blandt andet anført, at hun ved møde i banken den 5. maj 2010 blev tilrådet at omlægge sin to pensionskonti med tilhørende kontantkonti til Puljeinvest.

Hun underskrev tilmeldingerne ved mødet på betingelse af, at der ikke manglede vigtige oplysninger, som kunne medføre en risiko for hende.

Det eneste materiale hun modtog ved mødet var pjecen "Puljeinvest – der er penge at tjene på værdipapirer". Hun har aldrig modtaget det øvrige materiale, som banken under sagen har fremlagt.

Der stod imidlertid intet i det udleverede materiale om, hvorledes hendes midler var sikret, såfremt banken skulle gå konkurs.

Bankens medarbejder forsikrede hende om, at der var fuld dækning og lovede hende på mødet at fremsende skriftlig materiale herom til hende.

Hun aftalte med bankens medarbejder, at aftalen om overgang til Puljeinvest selvfølgelig kun skulle indgås, hvis der var fuld dækning for beløbet hos Garantifonden.

Allerede den 6. maj 2010, dagen efter mødet, solgte banken alle hendes værdipapirer. Dette blev ikke aftalt på mødet. De talte naturligvis om realiseringen af værdipapirerne, men hun havde aldrig drømt om, at banken ville foretage handlen allerede dagen efter. Hun manglede på daværende tidspunkt fortsat vigtig information om dækningen, før aftalerne kunne træde i kraft.

Provenuet blev den 11. maj 2010 indsat på de tilhørende kontantkonti, inden beløbet den 1. juni 2010 skulle overføres til Puljeinvest.

Først den 12. maj 2010 modtog hun materiale om Garantifonden. Hun følte sig dog ikke betrygget om dækningen af midlerne, da de ville komme til at stå på en kontant indlånskonto.

Derfor skrev hun den 14. maj 2010 et anbefalet brev til banken og anmodede dem om at annullere den igangværende omlægning, som følge af dårlig rådgivning.

Hun fastholdt ophævelsen ved yderligere anbefalede breve den 19., 25. og 28. maj 2010.

I mellemtiden skrev hun også til Garantifonden for at høre deres forklaring af de forskellige sikringsdækninger af indskudte midler.

Sagsgangen i Puljeinvest gør, at hun fortsat ikke mener, at midlerne er dækket i tilfælde af bankens konkurs. Dette skyldes, at penge fra de beskyttede rate- og kapitalpensionskonti overføres til Puljeinvest, hvor de står som kontante indlån, og dermed kun dækkes med et beløb svarende til 100.000 euro.

Banken pointerer hele tiden, at beløbene er fuldt dækket, da de stammer fra kapital- og ratepension, hvilket hun dog finder tvivlsomt, når provenuet nu indsættes på en kontant indlånskonto.

Da hun allerede den 14. maj 2010 ophævede omlægningen til Puljeinvest, skulle den slet ikke være igangsat den 1. juni 2010.

Selv hvis det havde været et udmeldingsønske af en eksisterende aftale, havde hun overholdt fristen på 7 dage, da hun skrev til banken allerede 14 dage før et månedsskift.

Derfor skulle hun heller ikke betale til Puljeinvest for juni måned.

Det skal ikke komme hende til skade, at banken allerede den 6. maj 2010 solgte hendes værdipapirer, da hun på daværende tidspunkt ikke havde modtaget alle oplysninger. Banken havde ingen ret til at sælge hendes værdipapirer før skæringsdagen den 1. juni 2010, og det kun såfremt aftalerne skulle have været sat i gang.

Indtil bankens salg af hendes værdipapirer den 6. maj 2010 havde hun både værdipapirer og kontanter i sine pensionsdepoter. Af det fik hun både obligationsrenter, aktieudbytter og bankrenter samt eventuelle kursstigninger. Dette gav hver måned en højere totalsaldo i porteføljeværdien. I øvrigt skete der også et betydeligt tab ved bankens salg af værdipapirerne. Det er derfor ikke korrekt, når banken siger, at hun ikke har lidt noget tab.

Hun skal derfor stilles økonomisk, som om aftalen om Puljeinvest aldrig var indgået.

Danske Bank har anført, at klageren havde tilmeldt sine to pensionskonti til Puljeinvest ved at underskrive de to tilmeldingsblanketter, hvilket var bindende for klageren.

I forbindelse med tilmeldingen modtog klageren vilkårene herfor, der ikke var vildledende eller indeholdt forkerte oplysninger om dækning af pensionskonti i Garantifonden.

Klageren har ved sin underskrift på tilmeldingerne bekræftet at have modtaget de under sagen fremlagte dokumenter. At noget af det fremlagte materiale er af nyere dato skyldes, at det er printet i forbindelse med nærværende sag i Ankenævnet. De vedlagte nyere betingelser indeholder en implementering af kreditaftalelovens ændrede bestemmelser om fortrydelsesret. Der er imidlertid ikke siden indgåelsen af aftalen om Puljeinvest med klageren ændret i betingelserne i relation til afsnittet om dækning i Garantifonden.

Det fremgår af Regler for deltagelse i Puljeinvest, at man kun kan deltage med pensionsopsparing og børneopsparing, altså modsætningsvist ikke med almindeligt indlån.

Det nævnes hertil udtrykkelig i bankens almindelige forretningsbetingelser for forbrugere, at pensionskonti dækkes fuldt ud af Garantifonden.

Banken fremsendte ved brev af 11. maj 2010 Garantifondens brochure, hvori ovenstående bekræftes.

Banken besvarede klagerens forespørgsel om dækning i Garantifonden korrekt, og klageren havde således hverken efter aftalegrundlaget, eller efter bankens efterfølgende besvarelse af hendes spørgsmål, grundlag for at ophæve tilmeldingen til Puljeinvest som følge af dårlig rådgivning.

Banken var berettiget til ikke at acceptere klagerens ophævelse, og det kan ikke lægges banken til last, at banken i stedet for at betragte klagerens henvendelse som en opsigelse forsøgte at bringe klageren ud af sin vildfarelse vedrørende Garantifondens dækning af pensionskonti tilknyttet Puljeinvest.

Yderligere skriftveksling mellem klageren og banken bragte imidlertid ikke en afklaring, og banken betragtede derfor klagerens brev af 12. juni 2010 som en opsigelse af tilmeldingen til Puljeinvest. Klagerens pensionskonti er derfor med virkning fra den 30. juni 2010 ikke længere tilmeldt Puljeinvest.

Klageren har i forhold til spørgsmålet om tidspunkt for opsigelse af tilmeldingen til Puljeinvest ikke lidt et tab ved, at opsigelsen først blev effektueret med udgangen af juni måned 2010.

Banken har i øvrigt ikke handlet ansvarspådragende og er dermed ikke erstatningsansvarlig for noget tab ved salg af værdipapirer. Banken realiserede således klagerens værdipapirer i overensstemmelse med aftalen indgået den 5. maj 2010.

Klagerens oplysninger har været forelagt den pågældende medarbejder i banken, der fastholder, at der ikke var tale om en betinget aftale. Det blev på mødet aftalt, at klagerens værdipapirer skulle realiseres straks, og klageren rettede først efterfølgende henvendelse til banken med forespørgsel om Garantifondens dækning.

Uanset om aftalen havde været betinget af Garantifondens dækning, havde klageren været bundet af aftalen, idet betingelsen for aftalen i så fald havde været opfyldt.

De pågældende pensionskonti var utvivlsomt omfattet af Garantifondens dækning for særlige indlån. Dette bekræftede banken flere gange, ligesom det fremgår af oplysningerne fra Garantifonden.

At klageren fortolker bankens og Garantifondens oplysninger anderledes kan ikke føre til, at klageren kan fragå en endelig og bindende aftale om tilmelding til Puljeinvest og salg af værdipapirer.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren indgik den 5. maj 2010 to aftaler med banken om indtrædelse i Puljeinvest med virkning fra den 1. juni 2010.

Det fremgår af reglerne for deltagelse i Puljeinvest, at man kan deltage i Puljeinvest med pensionsopsparing og børneopsparing. Der kan således ikke ske tilmelding med almindeligt indskud.

I overensstemmelse hermed fremgår det af tilmeldingsblanketterne til Puljeinvest, at klageren blev tilmeldt med sin ratepension (-381) og med sin kapitalpension (-745).

Klageren har ved sin underskrift den 5. maj 2010 bekræftet at have modtaget bl.a. bankens almindelige forretningsbetingelser for forbrugere samt regler for deltagelse i Puljeinvest.

Af bankens almindelige forretningsbetingelser fremgår, at pensionskonti dækkes uden beløbsbegrænsning af Garantifonden.

Det fremgår ligeledes af brochuren om Garantifonden fremsendt den 11. maj 2010, at pensionsmidler er dækket.

Ankenævnet finder ikke, at klagerens breve af 14. og 19. maj 2010 kan anses for at udtrykke et endeligt, ubetinget ønske om at udtræde af Puljeinvest.

Ankenævnet bemærker, at klageren ved brev af 25. maj 2010 som følge af opsigelsesfristen på 7 dage ikke havde mulighed for at udmelde sig af Puljeinvest med virkning fra den 1. juni 2010.

Ankenævnet finder, at det også af Garantifondens e-mail af 27. maj 2010 til klageren fremgår, at pensionsmidlerne i Puljeinvest er fuldt dækket af Garantifonden.

Ankenævnet finder på denne baggrund ikke, at det kan bebrejdes banken, at man mente, at klageren befandt sig i en vildfarelse om Garantifondens dækning, eller at banken forsøgte at vejlede klageren herom.

På baggrund af klagerens breve af 12. juni 2010 blev hendes tilmelding til Puljeinvest opsagt med virkning fra den 30. juni 2010.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken har begået ansvarspådragende fejl eller forsømmelser i forbindelse med klagerens tilmelding til og udtrædelse af bankens puljeordning.

Ankenævnet finder det endvidere ikke godtgjort, at klageren har lidt et erstatningsberettiget tab i forbindelse med realiseringen af hendes værdipapirer eller ved indtrædelsen i Puljeinvest den 1. juni 2010.

Ankenævnet giver derfor ikke klageren medhold i den nedlagte påstand.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.