Indsigelse mod betalingstransaktion foretaget i april 1997.
| Sagsnummer: | 123/2006 |
| Dato: | 29-08-2006 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Lotte Aakjær Jensen, Jette Kammer Jensen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Forældelse - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod betalingstransaktion foretaget i april 1997. |
| Indklagede: | BG Bank (Dansek Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet om forældelse af klagerens krav vedrørende en betalingstransaktion foretaget i april 1997, som indklagede afviste at refundere.
Sagens omstændigheder.
Ved skrivelse af 19. september 1998 rettede klageren henvendelse til indklagede med anmodning om, at indklagede godtgjorde et beløb på 700 USD, der i april 1997 var overført til et telekommunikationsselskab ved brug af hans betalingskort. Klageren henviste til indklagedes regler for Visa/Dankort.
Ved skrivelse dateret 2. september 1998 meddelte indklagede klageren, at man ikke havde mulighed for nærmere at undersøge, hvad klageren havde købt ved anvendelsen af Visa/Dankortet som følge af, at klageren havde reklameret for sent. Indklagede henviste til en indsigelsesfrist på to måneder. Indklagede gjorde opmærksom på, at klageren havde mulighed for at indbringe spørgsmålet for Ankenævnet.
Parternes påstande.
Klageren har den 2. maj 2006 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 700 USD med tillæg af renter.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det følger af reglerne for Visa/Dankort, at indklagede som kortudsteder er forpligtet til at erstatte kortholders uregelmæssige transaktioner.
At indklagede er ikke længere i besiddelse af korrespondance, fritager ikke for erstatningspligt.
Kravet er fremsat over for indklagede umiddelbart efter, at tabet blev konstateret, hvorfor han ikke har udvist passivitet.
Indklagede kan ikke påberåbe sig forældelse, da kravet er fremsat og godkendt af indklagede. At indklagede ikke har betalt betyder alene, at indklagede skal betale renter af hans krav.
Indklagede har anført, at klagerens krav er bortfaldet på grund af forældelse.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det krav, som klageren gør gældende over for indklagede, vedrører en betalingstransaktion foretaget i april 1997. Kravet må anses for forældet efter forældelsesloven af 1908 § 1, stk. 1, nr. 1 e, idet klageren ikke inden udløbet af forældelsesfristen på fem år har foretaget retslige skridt mod indklagede, ligesom indklagede ikke har erkendt at skylde beløbet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.