Krav om erstatning for tab som følge af manglende kurssik-ring af realkreditlån og manglende gennemførelse af omprioriteringer.
| Sagsnummer: | 458/2010 |
| Dato: | 06-12-2011 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Karin Duerlund, Mette Gade, Troels Hauer Holmberg og Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - rykning
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Krav om erstatning for tab som følge af manglende kurssik-ring af realkreditlån og manglende gennemførelse af omprioriteringer. |
| Indklagede: | Roskilde Bank (FS Finans) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagernes krav om erstatning begrundet i manglende kurssikring af realkreditlån i 2008 og efterfølgende manglende gennemførelse af omprioriteringer.
Sagens omstændigheder.
I april 2008 købte klagerne en fast ejendom. Klagernes daværende andelsbolig var sat til salg, men endnu ikke solgt.
I forbindelse med købet optog klagerne to boliglån på i alt 498.150 kr. i Roskilde Bank, hvor de var kunder. Klagerne underskrev endvidere den 24. april 2008 en håndpantsætningserklæring, hvorefter banken fik håndpant i et ejerpantebrev på 393.000 kr. i den nye ejendom og et ejerpantebrev på 146.000 kr. i klagernes sommerhus til sikkerhed for "ethvert mellemværende".
Den 7. maj 2008 blev der udstedt et lånetilbud vedrørende et 30-årigt lån i Totalkredit med en hovedstol på 1.731.000 kr. til en aktuel kurs på 98,93 kr.
Klagerne har oplyst, at de samme dag anmodede banken om at kurssikre lånet. Ifølge bankens medarbejder ville kurstabet blive 18.608 kr. eller måske omkring 20.000 kr., fordi kursen kunne forandre sig i tiden, indtil kurssikringen blev registreret. Ifølge medarbejderen var kurssikringen en bindende aftale, som de ikke kunne fortryde. De fik ingen udskrift af kurssikringen, fordi systemet gik ned. Medarbejderen sagde, at han senere ville prøve at komme ind i systemet. Da de efterfølgende intet hørte blev de bekymrede og forsøgte gentagne gange at kontakte medarbejderen eller at få en anden medarbejder til at overtage sagen, hvilket imidlertid ikke lykkedes. Først den 8. august 2008 blev der afholdt et møde. På mødet oplyste medarbejderen, at han desværre havde glemt at hjemtage lånet. Da det var bankens fejl, ville det ikke komme til at koste dem noget. På bankens anmodning underskrev de et nyt dokument om hjemtagelse af lånet.
Roskilde Bank har anført, at den pågældende medarbejder ikke er ansat i banken, og at man ved gennemgang af sagens dokumenter ikke har kunnet bedømme, hvorvidt der blev indgået en fastkursaftale i maj 2008.
Ved brev af 7. august 2008 til klagerne bekræftede Totalkredit, at der var indgået fastkursaftale om udbetaling af lånet til kurs 96,75 med udbetaling den 26. august 2008.
Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet A/S fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, nu FS Finans, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.
Af klagernes årsoversigt pr. den 30. december 2008 fremgår en negativ saldo på 36.860,73 kr. på klagernes fælles Roskilde Bank konto og rente/provision på kontoen på i alt 19.483,74 kr. Efter det oplyste var baggrunden herfor, at provenuet af Totalkreditlånet var for lille, blandt andet som følge af kursfaldet fra 98,93 i maj 2008 til 96,75 i august 2008, svarende til ca. 35.000 kr.
Den 8. januar 2009 blev der afholdt et møde mellem klagerne og to medarbejdere i banken, der ikke tidligere havde været involveret i lånesagen.
Ved brev af 27. februar 2009 sendte banken et tilbud til klagerne. Af brevet fremgår blandt andet:
"Klage over boligsag
På vores møde 8. januar 2009 lovede vi at undersøge ekspeditionen af jeres boligsag, da I gjorde opmærksom på, at der efter jeres opfattelse var begået flere fejl som havde kostet jer penge.
Vi har undersøgt sagen og foreslår følgende løsning:
·Konto nr. […716] tilbageføres rente på 19.102,09 kr. og overtrækprov på 381,65 kr. hævet 30. december 2008. Tilbageførslen vil ske som en renteindbetaling på 19.483,74 kr. i 2009 af skattemæssige årsager.
·Vi yder i tillæg hertil en kompensation på 6.500,00 kr. til dækning af de resterende kritikpunkter i sagen.
Vi beklager sagsforløbet og håber at ovenstående forslag kan accepteres."
Klagerne underskrev en erklæring på brevet, hvorefter de godkendte "ovenstående godtgørelse, som sker til fuld og endelig afgørelse af sagen". Banken har herom oplyst, at klagerne er gjort opmærksom på, at bankens tilbud er under forudsætning af, at sagen dermed er endelig afsluttet, så er de uenige med banken, skal de ikke underskrive aftalen.
Den 11. marts 2009, hvor klagernes andelsbolig var blevet solgt, blev boliglånene i banken indfriet. Klagernes låneengagement i banken bestod efter det oplyste herefter alene af en kassekredit på 150.000 kr.
Efter det oplyste forsøgte klagerne at gennemføre en omprioritering og tillægsbelåning af deres sommerhus. Banken afslog imidlertid at frigive såvel ejerpantebrevet på 146.000 kr. i sommerhuset som ejerpantebrevet på nu 500.000 kr. i helårsboligen.
I september 2009 ønskede klagerne at omlægge Totalkreditlånet på 1.731.000 kr. i deres helårsbolig. På baggrund af en registreringsfejl, der senere blev rettet, blev klagerne henvist til Totalkredit vedrørende omprioriteringen.
På et ikke nærmere oplyst tidspunkt accepterede banken at medvirke til låneomlægningerne på betingelse af, at besparelsen herved blev anvendt til nedbringelse af engagementet, der efter det oplyste bestod af en privatkredit på 50.000 kr. og en erhvervskredit på 150.000 kr., som samtidig skulle omlægges til henholdsvis et privatlån og et erhvervslån.
Det lykkedes ikke at opnå enighed mellem parterne på et møde, der blev afholdt den 28. januar 2010, hvor også spørgsmålet om kurssikring den 7. maj 2008 samt rækkevidden af aftalen af 27. februar 2009 blev drøftet.
Af et referat af mødet underskrevet af klagerne og en kunderådgiver fremgår blandt andet:
- | [klagerne] træf beslutning om ikke at underskrive opsigelse af Totalkreditlån oprindeligt stort kr. 568.000 og kr. 1.731.000 til termin 31. marts 2010, da de ønskede bedre tid til at nærlæse dokumenterne. …" |
Ved brev af 1. marts 2010 rejste klagerne krav om godtgørelse for kurstab på Totalkreditlånet i forhold til kurs 98,93 samt for manglende gennemførelse af omprioriteringer.
Ved brev af 17. maj 2010 afviste banken klagernes krav om erstatning for kurstab med henvisning til aftalen af 27. februar 2009.
Ved brev af 27. juni 2010 henvendte klagerne sig på ny til banken vedrørende ejerpantebrevet på 500.000 kr., der var til hinder for, at klagerne kunne omprioritere Totalkreditlånet i helårsboligen.
Ved brev 5. juli 2010 meddelte banken bl.a.:
"På grund af det anstrengte forhold der er mellem jer og banken ønsker vi ikke at medvirke ved en omprioritering af jeres ejendom på […]. I stedet for vil vi foreslå, at I får ejerpantebrevet på 500.000 kr. udleveret.
Så burde det være muligt at få en anden bank til at stå for omprioriteringen. Ejerpantebrevet kan altid belånes i et andet pengeinstitut, så vi vil ikke tilråde, at I aflyser det.
Hvis kreditforeningslånet er af en sådan størrelse, at I kan indfri det resterende engagement i Roskilde Bank frigives ejerpantebrevet i jeres sommerhus. Alternativt kan et andet pengeinstitut indestå for indfrielse af engagementet indenfor 2 måneder. Engagementet består af:
Kredit […186] med max på 50.000 kr. og med et træk på 31.109,50 kr.
Kredit […183] med max på 80.000 kr. og med et træk på 36.505,67 kr. "
Ved brev af 14. august 2010 rykkede klagerne for ejerpantebrevet på 500.000 kr.
Ved brev af 19. august 2010 meddelte banken, at man havde igangsat digitalisering af ejerpantebrevet og sletning af bankens underpant.
Den 25. august 2010 indgav klagerne en klage over Roskilde Bank (FS Finans) til Ankenævnet.
Ved brev af 26. august 2010 sendte banken tinglysningssvar på digitalisering og aflysning af underpant. Banken havde herefter ikke pant i helårsboligen.
Parternes påstande.
Klagerne har nedlagt påstand om, at Roskilde Bank (FS Finans) skal betale en erstatning på 35.000 kr. for manglende kurssikring den 7. maj 2008, en rentekompensation for manglende omprioritering af sommerhus i marts 2009 og en erstatning på 60.000 kr. for forsinket omprioritering af helårsbolig i 2010.
Roskilde Bank (FS Finans) har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at det beror på en fejl i banken, at Totalkreditlånet på 1.731.000 kr. ikke blev kurssikret som aftalt den 7. maj 2008. De blev herved påført et kurstab på ca. 35.000 kr. De er ikke blevet kompenseret herfor ved aftalen af 27. februar 2009. Realkreditlånet var desuden for lille. Sammenholdt med kurstabet fik de således et likviditetsunderskud på ca. 70.000 kr. Da andelsboligen endnu ikke var solgt, og da deres Roskilde Bank aktier havde mistet deres værdi, havde de ikke andre muligheder for at dække likviditetsbehovet.
De underskrev aftalen af 27. februar 2009 med henblik på at få kompensation for bankens uretmæssige posteringer og overtræksrenter. På daværende tidspunkt vidste de ikke, at realkreditlånet var hjemtaget til forkert kurs. De ville aldrig have underskrevet aftalen, hvis de havde vidst, at de herved blev afskåret fra at få erstatning for kurstabet på 35.000 kr. Hvis Totalkreditlånet var blevet kurssikret og hjemtaget som aftalt, kunne de efterfølgende økonomiske problemer have været undgået.
Deres underskrift på mødet den 8. august 2008 til brug for lånehjemtagelsen skete i tillid til medarbejderens oplysning om, at bankens fejl ikke ville komme til at koste dem noget.
I forbindelse med indfrielsen af boliglånene den 11. marts 2009 blev det aftalt, at ejerpantebrevene skulle frigives. Banken anbefalede imidlertid, at ejerpantebrevene blev opbevaret i banken, således at de ikke blev væk. Bankens efterfølgende afslag på at frigive ejerpantebrevene var i strid med aftalen og urimeligt, idet ejerpantebrevenes pålydende væsentligt oversteg deres gæld til banken.
I foråret 2009 blev de uberettiget afskåret fra at omprioritere og tillægsbelåne sommerhuset, hvorved de kunne have opnået en ikke ubetydelig rentebesparelse, herunder ved indfrielse af deres kassekredit. Restgælden på det eksisterende lån i sommerhuset udgjorde 568.000 kr., og ejendommen var vurderet til 1,2 mio. kr. Banken bør derfor yde en godtgørelse for deres merrenteudgifter i perioden fra marts 2009. Hvis blot tillægsbelåningen var blevet gennemført, kunne de have indfriet gælden i banken og herefter skiftet pengeinstitut.
På mødet den 28. januar 2010 forsøgte banken at få dem til at acceptere et etårigt lån på 150.000 kr. til en rente på 12,75 % samt afdragsfri realkreditlån, hvilket i modsætning til en omprioritering og tillægsbelåning af sommerhuset, ville medføre en forværring af deres økonomi.
I begyndelsen af 2010 blev de uberettiget afskåret fra at omprioritere Totalkreditlånet i helårsboligen.
Banken har forsøgt at stille dem så økonomisk dårligt som muligt og har samtidigt gjort alt for at forhindre dem i at skifte bank. Gennem tre år har banken udsat dem for både økonomiske og psykiske belastninger.
Roskilde Bank (FS Finans) har anført, at banken ikke har lagt hindringer i vejen for konvertering af klagernes realkreditlån.
På mødet den 28. januar 2010 var der lagt op til en omlægning af både klagernes to Totalkreditlån og kassekreditterne. Lånebeløbene for privatlånet og erhvervslånet svarede til kreditternes maksimum. Der var således ikke nogen ændring i likviditeten. Klagerne ønskede imidlertid længere betænkningstid med hensyn til eventuelle omlægninger.
Ejerpantebrevene lå til sikkerhed for ethvert mellemværende.
Klagerne bekræftede med deres underskrift, at godtgørelsen, jf. aftalen af 27. februar 2009 var til fuld og endelig afgørelse af sagen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ved aftalen af 27. februar 2009 accepterede klagerne til fuld og endelig afgørelse af sagen bankens tilbud om refusion af rente og overtræksprovision på i alt 19.483,74 kr. og betaling af 6.500 kr. til dækning af "de resterende kritikpunkter i sagen". Ankenævnet finder, at klagerne ikke har godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at de ikke er bundet af aftalen. Allerede som følge heraf tages klagernes krav om erstatning for kurstab ikke til følge.
Efter det foreliggende lægges det til grund, at ejerpantebrevet på 146.000 kr. i sommerhuset og ejerpantebrevet på 393.000 kr. efter det oplyste senere 500.000 kr. i helårsboligen lå til sikkerhed for klagernes samlede engagement med banken, jf. den fremlagte håndpantsætningserklæring af 24. april 2008.
Banken var ikke juridisk forpligtet til at acceptere, at pantebrevene skulle rykke for en omprioritering af foranstående lån. Et krav fra banken om nedbringelse af klagernes engagement som betingelse for at medvirke til omprioriteringen var derfor ikke uberettiget.
Da det ikke kunne pålægges banken at rykke eller frigive ejerpantebrevene i forbindelse med klagernes ønske om omprioritering, er der heller ikke grundlag for at pålægge banken at yde en kompensation til klagerne for manglende gennemførelse af de af klagerne ønskede omprioriteringer.
Som følge af det anførte træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Klagen tages ikke til følge.