Afgørelse

Personlig fordring. Passivitet.

Klageren ejede en ejendom, hvori der indestod tre kontantlån til det indklagede realkreditinstitut. Realkreditinstituttet overtog i oktober 1983 ejendommen på tvangsauktion. Realkreditinstituttet videresolgte i januar 1984 ejendommen. Ifølge kontospecifikation fra instituttets system vedrørende overtagne panter udgjorde instituttets samlede tab efter videresalget 257.351 kr. Instituttet rettede i marts 1997 henvendelse til klageren vedrørende hans endelige gæld efter tvangsauktionen, som instituttet opgjorde til 44.741 kr., svarende til det på tvangsauktionen opgjorte tab, hvortil skulle lægges en årlig rente på 9 pct. fra tvangsauktionsdagen, dog højst renter for de seneste fem år. Klageren blev opfordret til at rette henvendelse til instituttet om afvikling af gælden. Klageren protesterede i april 1997 over det rejste krav og redegjorde for hændelsesforløbet, herunder at han i de efterfølgende år var forblevet kunde hos instituttet på senere af ham erhvervede ejendomme, uden at instituttet i den forbindelse havde orienteret ham om det gamle mellemværende. Instituttet fastholdt i april 1997 over for klageren sit krav under henvisning til, at instituttet ikke havde nogen egentlig forpligtelse til at gøre opmærksom på opretholdelsen af kravet, og at instituttets krav først forældes 20 år efter tvangsauktionen.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet havde fortabt sin ret til at gøre noget krav gældende over for ham vedrørende restfordringen fra tvangsauktionen i oktober 1983. Realkreditinstituttet påstod frifindelse.

Flertallet i Nævnet fandt, at instituttet havde fortabt sin ret til at gøre restfordringen gældende, idet instituttet hverken i forbindelse med tvangsauktionen eller videresalget af ejendommen, eller ved ydelse af lån eller afgivelse af lånetilbud til klageren i 1983, 1990, 1994 og 1996 havde gjort klageren opmærksom på, at der ville blive gjort et krav gældende mod ham. Mindretallet fandt, at instituttet, hvis fordring først forældes efter 20 år, havde været berettiget til at indrette sig herpå, og ikke havde udvist en rettighedsfortabende adfærd, samt at det tilkom instituttet - inden for forældelsesfristen - at tage stilling til, om og hvornår en restfordring skulle gøres gældende. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev tilpligtet at anerkende, at instituttet havde fortabt sin ret til at gøre noget krav gældende over for klageren vedrørende restfordringen fra tvangsauktionen i 1983.