Kaution, stiftelse, gammel gæld. Forlig.
| Sagsnummer: | 217 /1990 |
| Dato: | 27-08-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Rex Christensen, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Kaution, stiftelse, gammel gæld. Forlig. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren påtog sig ved underskrift på lånedokument den 3. oktober 1980 selvskyldnerkautionsforpligtelse for et lån på 300.000 kr., ydet af indklagedes Damhus afdeling til en bekendt af klageren.
På lånedokumentet var anført, at af lånet var 65.000 kr. spærret til brug for indfrielse af en solaveksel pr. 15. oktober 1980, for hvilken klageren havde underskrevet som avalist. Vekslen var udstedt af kautionslånets debitor, der yderligere hos indklagede havde en kassekredit på 150.000 kr. med et bevilget overtræk på 100.000 kr.
Debitor ifølge kautionslånet standsede betalingerne i august 1981, men havde kort forinden underrettet klageren om, at indklagede havde anvendt 150.000 kr. af kautionslånet til nedskrivning af hans kassekredit hos indklagede.
Gennem sin advokat rettede klageren i oktober 1982 henvendelse til indklagedes hovedsæde. I henvendelse blev det gjort gældende, at klagerens kautionsforpligtelse måtte anses for bortfalden, hvilket begrundedes med, at indklagede i forbindelse med modtagelsen af kautionsløftet havde undladt at oplyse, at 150.000 kr. af det nye lån anvendtes til nedskrivning af den eksisterende kassekredit. I henvendelsen tilbød klagerens advokat efter bemyndigelse fra klageren en forligsmæssig løsning, hvorefter kautionen fra begyndelsen skulle betragtes som nedsat med 150.000 kr.
Ved indklagedes skrivelse af 23. november 1982 til klagerens advokat bekræftedes, at klagerens kautionsforpligtelse nedsattes med 150.000 kr.
Ved skrivelser af 27. april og 14. maj 1990 rettede klageren på ny henvendelse til indklagede. I henvendelserne henviste klageren til nogle af en medarbejder hos indklagede til dagspressen fremsatte generelle udtalelser om kautionsforhold. Henvendelserne må i øvrigt forstås således, at klageren anmodede om betaling af sit tab ved kautionen, som han opgjorde til 148.925 kr. I skrivelse af 29. maj 1990 meddelte indklagede klageren, at man anså spørgsmålet om hans kautionshæftelse afgjort ved det i 1982 indgåede forlig.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 148.925 kr., subsidiært et mindre beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at han i foråret 1990 blev indkaldt som vidne i en retssag, som indklagede havde anlagt mod kautionslånets debitor og i forbindelse hermed blev bekendt med et brev af 2. oktober 1980 fra indklagedes afdeling til kautionslånets debitor. Det fremgår heraf, at afdelingen fastsatte maksimum for kassekreditten til 150.000 kr. Havde klageren og hans advokat i 1982 været bekendt med denne skrivelse, havde klageren ikke tilbudt en forligsmæssig løsning gående ud på en nedsættelse af kautionsforpligtelsen med 150.000 kr. Såfremt der var blevet ydet debitor et lån, hvorved denne effektivt var tilført 235.000 kr., var der ikke blevet tale om en betalingsstandsning, hvorimod et beløb på 85.000 kr. ikke var tilstrækkeligt. Klagerens kaution har således været nytteløs.
Indklagede har anført, at der i 1982 er indgået et bindende forlig. Ved indgåelsen af forliget var det klart for klageren, at likviditetsforøgelsen kun udgjorde 85.000 kr. Der er ikke indtruffet nye omstændigheder, der kan bevirke, at forliget skulle være bortfaldet på grund af bristede forudsætninger.
Ankenævnets bemærkninger:
Af de grunde, der er anført af indklagede,
Den indgivne klage tages ikke til følge.