Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med optagelse og efterfølgende omlægning af realkreditlån
| Sagsnummer: | 334 /2013 |
| Dato: | 18-06-2014 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Hans Daugaard, Troels Hauer Holmberg, Anita Nedergaard, Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - rådgivning
|
| Ledetekst: | Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med optagelse og efterfølgende omlægning af realkreditlån |
| Indklagede: | Nordea Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om erstatning for mangelfuld rådgivning i forbindelse med optagelse og efterfølgende omlægning af realkreditlån.
Sagens omstændigheder
I juli 2010 købte klageren og hans ægtefælle et hus, der blev finansieret med et fastforrentet 4 % 30-årigt obligationslån på 2.294.000 kr. (herefter L1) med ti års indledende afdragsfrihed i Nordea Kredit samt et variabelt forrentet boliglån i Nordea Bank på 610.000 kr. I forbindelse med låneoptagelsen indgik parret den 26. juli 2010 en aftale med banken, ”købersikring”, om kurssikring af L1 til kurs 94,175 (spotkurs 95,15 fratrukket terminsfradrag på 0,975) til udbetaling den 28. oktober 2010. Af aftalen fremgik blandt andet:
"Med aftalen låser du kursen på de konverterbare obligationer fra det nye lån i Nordea Kredit. I praksis betyder det, at du har forpligtet dig til, at de konverterbare obligationer leveres til salg på udbetalingsdagen til den aftalte kurs ...".
Banken har fremlagt en kursliste pr. juli 2010, hvoraf fremgår, at kursen på et fastforrentet 5 % 30-årigt obligationslån med afdragsfrihed ville være over 102.
Den 26. juli 2010 underskrev parret endvidere en erklæring om rådgivning i forbindelse med optagelsen af L1. Af erklæringen fremgik, at parret havde lille erfaring med optagelse af lån, at parret forventede et stigende renteniveau, og at parret ønskede at kende ydelsen på lånet, da den efterfølgende finansiering var et banklån med variabel rente. Et rentegarantilån med en rente på 2,1 % var nævnt som et alternativ til det valgte lån i skemaet.
Den 28. oktober 2010 blev L1 udbetalt med 2.159.801 kr. Kurstabet i forbindelse med låneoptagelsen udgjorde således 134.199 kr.
Ved e-mails af 8. juni 2011 og 10. august 2011 til banken anmodede klageren om at modtage konverteringsberegninger vedrørende omlægning af L1 til et rentetilpasningslån. Den 12. august 2011 sendte banken en beregning vedrørende omlægning til et afdragsfrit lån med treårig rentetilpasning, et såkaldt S3-lån. Banken oplyste, at klagerens hovedstol ville falde med ca. 76.000 kr., og at klageren ville få en nettobesparelse på 2.600 kr. på den månedlige ydelse. Klageren spurgte samme dag, hvad ydelsen på et lån med 1-årig rentetilpasning ville være, hvortil banken svarede, at den månedlige nettobesparelse ved et sådant lån med afdragsfrihed (et såkaldt S1-lån) ville være 3.400 kr. Ved e-mail af 18. august 2011 meddelte banken, at der var en fejl i den tidligere fremsendte beregning:
"... restgælden på det nye S1 lån er lidt større end sidste beregning. Jeg vil sikre mig, at I kan godkende disse tal som er korrekte nu. Vil du bekræfte beregning og omlægning, så får jeg et lånetilbud inden 3-4 arbejdsdage. …"
Banken har fremlagt sin konsekvensberegning af 18. august 2011, hvoraf fremgår, at restgælden ville blive reduceret med 47.000 kr. ved omlægning af L1 til et S1 lån. I e-mail af samme dag anførte klageren:
"I første beregning står der at vi reducerer vores kreditgæld med 74.000. Nu er beløbet ændret til 50. Hvad skyldes det?"
Den 19. august 2011 oplyste banken, at forskellen skyldtes, at banken tidligere havde anvendt en forkert indfrielseskurs.
Den 24. august 2011 sendte banken et lånetilbud til klageren på et S1 lån på 2.247.000 kr. med en anslået kurs på 100,3550.
Den 25. august 2011 underskrev parret en omprioriteringsaftale vedrørende omlægning af L1 til det tilbudte S1 lån samt en terminskontrakt vedrørende kurssikring af indfrielsen af L1 til kurs 96,950. Samme dag underskrev parret en erklæring om rådgivningen i forbindelse med låneomlægningen, hvoraf fremgik, at parret havde lille erfaring med optagelse af lignende lån, at parret forventede et svingende renteniveau, og at parret ønskede at anvende besparelsen ved omlægningen til afvikling af boliglånet i banken.
Parternes påstande
Den 29. oktober 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal erstatte ham tabet ved konverteringen.
Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at bankens rådgivning var stærkt mangelfuld. De besluttede sig for at omlægge lånet, da banken gav udtryk for, at de ville få en gevinst på ca. 80.000 kr., og da de ville bruge besparelsen på at afvikle dyr bankgæld. Banken oplyste dem på intet tidspunkt om, at de ved omlægningen realiserede et tab, som de ikke senere kunne nedbringe. Det kom derfor som et chok, da de efterfølgende opdagede, at de nu har en langt større realkreditgæld, end da de købte huset i 2010. De har stadig ingen friværdi i huset, selvom de har betalt på lånet i tre et halvt år.
Banken burde klart og tydeligt have oplyst dem om, hvor stort et kurstab de realiserede ved låneomlægningen. Banken burde have oplyst dem om, at de ved omlægningen ganske vist ville nedbringe restgælden, men at dette samtidig skulle ses i forhold til, at de oprindeligt havde optaget lånet til en kurs, så der reelt ikke var tale om en gevinst, men derimod om en begrænsning af et tab.
Banken bør fremlægge dokumentation for, at banken klart advarede dem om det store kurstab, som de ville realisere ved omlægningen. Det er muligt, at de alligevel ville have valgt at omlægge lånet, hvis de var blevet rådgivet om konsekvenserne, men de ville i så fald have truffet beslutningen med åbne øjne.
Banken burde ikke have anbefalet dem at optage et fastforrentet lån i 2010 til en så ufavorabel kurs. De var førstegangskøbere og endte med et højere lån, end de havde bedt om.
Banken bør kompensere dem for tabet, der blev realiseret ved omlægningen, svarende til ca. 80.000 kr.
Nordea Bank har blandt andet anført, at klageren inden omprioriteringen havde et fastforrentet 4 % 30-årigt obligationslån i Nordea Kredit på 2.294.000 kr., der blev indfriet med 2.223.459 kr. Efter omprioriteringen har klageren et rentetilpasningslån på 2.247.000 kr. Klageren og hans ægtefælle skylder således 47.000 kr. mindre end før omprioriteringen og har tillige opnået en ydelsesbesparelse på grund af den lave rente. Da både det tidligere og det eksisterende lån er afdragsfrie, er lånene ikke nedbragt ved afdragsbetalinger.
Banken forklarede i e-mail af 19. august 2011 forskellen i restgælden i de tidligere fremsendte beregninger i forbindelse med omlægningen. Herefter underskrev parret dokumenterne i omprioriteringssagen.
Klageren og hans ægtefælle har fået fyldestgørende rådgivning ved omprioriteringen og har ved deres underskrift af en række dokumenter tiltrådt dette.
Banken har ikke handlet ansvarspådragende, og klageren har ikke lidt et økonomisk tab.
Kurstabet opstod ikke ved omprioriteringen, men i forbindelse med den oprindelige låneoptagelse i 2010. Efter rådgivning fra banken om forskellige lånetyper i 2010 valgte parret et fastforrentet 4 % 30-årigt obligationslån på 2.294.000 kr. med ti års afdragsfrihed. Det fremgår af det underskrevne skema, at parret lagde vægt på at kende ydelsen i lånets løbetid, da den efterfølgende bankfinansiering var med variabel rente. Det fremgår af kurslisten, at det valgte lån var det fastforrentede 30-årige lån med afdragsfrihed, der lå tættest på kurs 100. Klageren accepterede kurstabet ved underskrift på købersikringen, hvor lånet blev kurssikret til kurs 94,175.
Klageren og hans ægtefælle fik fyldestgørende rådgivning ved låneoptagelsen i 2010 og besluttede sig på et oplyst grundlag.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren og hans ægtefælle optog i 2010 et fastforrentet 4 % 30-årigt obligationslån i Nordea Kredit. I forbindelse hermed underskrev parret den 26. juli 2010 en aftale med banken om kurssikring af lånet til kurs 94,175 samt et skema om rådgivningen, hvoraf fremgår, at parret lagde vægt på at kende ydelsen på lånet. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Nordea Bank begik fejl eller forsømmelser i rådgivningen af parret ved optagelsen af det fastforrentede lån.
Ankenævnet finder endvidere ikke grundlag for at fastslå, at banken begik fejl eller forsømmelser, der kan føre til et erstatningsansvar for banken i forbindelse med låneomlægningen i 2011. Ankenævnet bemærker, at parret opnåede en reduktion af restgælden og en ydelsesbesparelse ved låneomlægningen, og at parret således ikke blev påført et tab ved omlægningen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.