Ophævelse af gruppeforsikring.
| Sagsnummer: | 176 /1998 |
| Dato: | 24-02-1999 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Peter Nedergaard, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Forsikring - gruppeforsikring
|
| Ledetekst: | Ophævelse af gruppeforsikring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig ansvar i forbindelse med ophævelse af klagerens gruppeforsikring, der var tegnet via indklagede.
Sagens omstændigheder.
Via indklagede tegnede klageren og dennes ægtefælle den 6. marts 1996 hver en gruppelivs- og gruppeulykkesforsikring med en forsikringssum på 320.000 kr., som skulle pristalsreguleres årligt. Indklagede var indsat som uigenkaldelig begunstiget i henhold til forsikringerne, og policerne blev håndpantsat til indklagede til sikkerhed for klagerens og ægtefællens engagement.
Gruppeforsikringsordningen var etableret ved en aftale mellem et forsikringsselskab (PFA) og De danske Provinsbankers Forening, nu Lokale Pengeinstitutter, hvor indklagede er medlem. Af de under sagen fremlagte "Kortfattede regler for gruppelivsforsikring/gruppeulykkesforsikring knyttet til "Familiesikring Kundegruppeliv"" fremgår bl.a.:
"Forsikrede
"Familiesikring Kundegruppeliv" omfatter alle kunder under 60 år, der har et kundeforhold, som banken har accepteret som grundlag for oprettelse af forsikring, og som er antaget til forsikringen.
...
Tilsluttet "Familiesikring Kundegruppeliv" er banker, der er medlem af De danske Provinsbankers Forening. Der kan derfor tegnes forsikring i flere banker tilknyttet ordningen, men den samlede forsikringsdækning i "Familiesikring Kundegruppeliv" kan samlet ikke overstige 614.000 kr. (1994) pr. person.
...
Forsikringsdækningen bortfalder, såfremt kundeforholdet bortfalder eller præmiebetalingen ophører, og i alle tilfælde den sidste dag i det indbetalingskvartal, hvori den forsikrede fylder 60 år.
...
Udtrædelse
Udtrædelse af ordningen kan ske med en måneds skriftligt varsel til udgangen af et betalingskvartal.
Der sker ingen tilbagebetaling af for meget betalt præmie, når kundeforholdet gøres op eller forsikringsdækningen i øvrigt ophører.
Præmie
Præmien fastsættes for 1 kalenderår ad gangen og bestemmes ud fra den aldersmæssige sammensætning af de tilmeldte kunder. Præmien - der betales kvartårligt forud - trækkes på den aftalte konto ca. den 1. januar, 1. april, 1. juli og 1. oktober."
Af PFA's vejledning til gruppelivsaftalen fremgår bl.a. følgende:
"3.2.1. Målgruppe
Tilbud til allepengeinstitut-tets kunder | Målgruppen for Familiesikring Kundegruppeliv er kunder i pengeinstituttet, som har: | |
• udlån• kassekredit• lønkonto med overtræksret• budgetkonto• på anden måde har behov for livsforsikring | ||
3.2.2. Optagelseskriterier | ||
Kunder mellem 18 og 60 år | I ordningen kan tilmeldes alle personer, som er fyldt 18 år, men som endnu ikke er fyldt 60 år. | |
Engagement i pengeinstituttet er af en vis størrelse | Kunden skal desuden have et af de under afsnit 3.2.1. nævnte produkter og et engagement i pengeinstituttet af en vis størrelse. I overenskomsten mellem Lokale Pengeinstituttet og PFA Pension er dette defineret som "lån og/eller årlig omsætning på mindst 10.000 kr.". | |
Det er pengeinstituttet, der afgør, om betingelserne for kundeforholdet er opfyldt. | ||
PFA Pension opretholder alene koncessionens krav om, at kunder i ordningen skal have et andet interessefællesskab end gruppelivsforsikringen. ..... | ||
3.11.2. Overførsel til et andet pengeinstitut | ||
Overførsel mellem pengeinstitutter, der er medlem af Lokale Pengeinstitutter kan ske uden helbredsoplysninger. | Hvis kontiene overføres på uændrede vilkår til et andet pengeinstitut, der deltager i den pågældende ordning under Familiesikring, kan den tilknyttede forsikring overføres uden afgivelse af nye helbredsoplysninger - forudsat forsikringsdækningen ikke forhøjes. | |
Det modtagende pengeinstitut udfylder ny tilmeldingsblanket og anfører øverst på dennes forside reg.-/kontonummer, hvorfra ordningen er overført. ..... Det afgivne pengeinstitut skal være indforstået med overflytningen til nyt pengeinstitut. | ||
..... | ||
Tilgang og afgang bør ske i samme præmietermin. | Kommer meddelelsen om overførsel fra ét pengeinstitut til et andet pengeinstitut ikke inden for samme præmietermin, skal der afgives nye helbredsoplysninger." |
Klageren og ægtefællen drev i interessentskabsform en erhvevsmæssig virksomhed, som blev finansieret af indklagede. Den 15. marts 1997 indgav klageren og ægtefællen anmodning om betalingsstandsning.
Ved anbefalet skrivelse af 10. juni 1997 opsagde indklagede på baggrund af betalingsstandsningen engagementet med klageren og ægtefællen. Den samlede gæld blev opgjort til knap 940.000 kr. med tillæg af renter af fra den 31. marts 1997, hvilket krav blev anmeldt over for den tilsynsførende advokat.
Indklagede meddelte den 9. september 1997 PFA, at klagerens gruppelivsforsikring var ophævet pr. 30. juni 1997.
Den 31. oktober 1997 blev der indledt konkursbehandling mod klageren og ægtefællen.
Klageren har oplyst, at hun under en telefonsamtale med indklagede i november 1997 blev bekendt med ophævelsen af forsikringen.
Efter at realisation af de pantsatte sikkerheder for engagementet var sket, opgjorde indklagede ved skrivelse af 20. marts 1998 til klageren og ægtefællen sin restfordring til knap 100.000 kr. ekskl. renter. Af skrivelsen fremgår i øvrigt bl.a.:
"Vi vedlægger 2 stk. erklæringer om gruppelivsforsikring der skal ophæves. De bedes venligst underskrive disse og returnere dem i vedlagte svarkuvert snarest."
Ved skrivelse af 2. april 1998 til klageren og ægtefællen meddelte indklagede følgende:
"Vedr. Deres konkursbo samt Deres PFA-gruppelivsforsikringer
Da vi ikke har modtaget Deres indbetaling til dækning af præmierne skal vi herved meddele Dem, at vi dags dato har opsagt begge gruppelivsforsikringer."
Indklagede har oplyst, at medarbejderen, der fremsendte skrivelserne af 20. marts og 2. april 1998, ved en fejl ikke var opmærksom på, at klagerens forsikring var ophævet pr. 30. juni 1997.
Ved skrivelse af 20. april 1998 fra PFA fik ægtefællen meddelelse om, at hans forsikring på baggrund af oplysninger fra indklagede var afmeldt med virkning fra den 1. juli 1998.
Ægtefællens forsikring blev primo juli 1998 overført til et andet pengeinstitut, der er medlem af Lokale Pengeinstitutter.
Parternes påstande.
Den 11. maj 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at retablere forsikringen eller betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun ikke har modtaget skriftlig meddelelse om ophævelsen af forsikringen, og at hun ikke er blevet rykket for betaling af præmie. Indklagede oplyste om ophævelsen under en telefonsamtale i november 1997, men hun var på dette tidspunkt syg og under behandling, hvilket betød, at hun ikke kunne tage vare på nogen ting. På baggrund af indklagedes skrivelse af 2. april 1998 rettede hun telefonisk henvendelse til PFA, som oplyste, at hendes forsikring var ophævet allerede pr. 1. juli 1997. Hun er uforstående over for, at ægtefællens, men ikke hendes forsikring er blevet betalt frem til den 1. juli 1998. Under en betalingsstandsning skal alt, som forfalder efter betalingsstandsningsdatoen, betales. Indklagede har ved sin handlemåde afskåret hende fra - ligesom ægtefællen - at overføre forsikringen til deres nye bankforbindelse, som også samarbejder med PFA, og som var villig til at overtage begge forsikringer. På grund af sygdom har hun ikke mulighed for at tegne en ny forsikring.
Indklagede har anført, at det må antages, at klageren har modtaget en skrivelse fra PFA om, at klagerens forsikring var ophørt p.g.a. manglende betaling pr. 9. september 1997, svarende til skrivelsen af 20. april 1998 til ægtefællen. Indklagede kan dog ikke dokumentere dette. Der blev ikke sendt særskilt påkrav som følge af manglende betaling, idet forsikringen ophørte ved indklagedes opsigelse af engagementet. Klageren blev ifølge egne oplysninger i hvert fald orienteret om ophævelsen i november 1997. Ophævelsen var berettiget, idet engagementet med klageren var opsagt, og idet præmien ikke var betalt. Klageren måtte være klar over, at der på baggrund af betalingsstandsningen og opsigelsen af engagementet ikke var midler til dækning af forsikringspræmien. Forsikringen, som var nært knyttet til engagementet, måtte under alle omstændigheder ophøre ved engagementets ophør. Da en videreførelse herefter ville forudsætte en nytegning/nyvurdering, er klageren ikke blevet ringere stillet ved ophævelsen. PFA's juridiske afdeling har over for indklagede bekræftet, at uanset om klageren var flyttet til et pengeinstitut, der tilbyder tegning af en tilsvarende gruppelivsforsikring med PFA, ville det oprindelige forsikringsforhold blive betragtet som ophørt. Der er altså teknisk tale om en nytegning med deraf følgende krav til nye helbredsoplysninger. Overførsel af forsikringen er i henhold til vejledningen kun mulig, hvis kontiene overføres på uændrede vilkår, hvorved forstås en indfrielse af engagementet. Baggrunden for denne fortolkning er, at forsikringen er pantsat. At det er lykkedes klagerens ægtefælle at få overført sin forsikring skal ses i lyset af, at det modtagende (tegnende) pengeinstitut er ansvarlig for opfyldelsen af de betingelser, der er anført i vejledningen til gruppelivsaftalen. Det er ikke muligt at oprette en løbende indlånskonto i tilknytning til et misligholdt engagement med henblik på at opretholde forsikringen, og der oprettes normalt ikke nye kundeforhold med kunder, hvorpå man har lidt et tab. Klageren kunne således ikke have valgt at opretholde præmieindbetalingen. Som panthaver kunne man have valgt at indbetale præmie for fortsat at sikre pantet, men dette er ikke sket i den konkrete sag. Ophævelsen af forsikringen var således berettiget, og klageren har ikke lidt noget tab herved. Klageren har fortabt sin ret til eventuelle indsigelser ved at forholde sig passiv i perioden november 1997 til april 1998, hvorved indklagede blev afskåret fra at søge forsikringen retableret i tide.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det fremgår af PFA's vejledning til gruppelivsaftalen, at kunder omfattet af forsikringen uden afgivelse af nye helbredsoplysninger har mulighed for at overføre forsikringsdækningen til et andet pengeinstitut, der er medlem af Lokale Pengeinstitutter, som led i en overførsel af engagementet til det pågældende pengeinstitut, således at forsikringen følger engagementet.
Det lægges til grund, at indklagede undlod at give klageren meddelelse om, at forsikringspræmien ikke blev betalt efter opsigelsen af engagementet, og at dette forhold samt engagementsophøret efter det oplyste i øvrigt medførte, at forsikringsdækningen ophørte. Det må endvidere lægges til grund, at klageren ikke var bekendt med den eventuelle adgang til at overføre forsikringen til et andet pengeinstitut, og at hun ikke før i november 1997 blev bekendt med, at forsikringen var ophævet. Ankenævnet finder derfor, at indklagede ikke har givet klageren tilstrækkelig information og rådgivning i forbindelse med ophævelsen af forsikringen. Spørgsmålet om, hvorvidt klageren har lidt tab herved, afhænger af, om klageren havde mulighed for at udnytte adgangen til at overføre forsikringen til et engagement i et andet pengeinstitut, der er medlem af Lokale Pengeinstitutter som omhandlet i pkt. 3.11.2 i PFA's vejledning til gruppelivsaftalen. Ankenævnet finder, at en besvarelse af dette spørgsmål afhænger af en nærmere undersøgelse og fortolkning af aftalen om ordningen mellem PFA og Lokal Pengeinstitutter. Da en sådan undersøgelse og fortolkning også ville indebære en stillingtagen til omfanget af de forpligtelser, der påhviler PFA, som ikke er underlagt Ankenævnets kompetence, finder Ankenævnet ikke at kunne tage stilling til spørgsmålet. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af § 7, stk. 1 i Ankenævnets vedtægter, hvorefter Ankenævnet kan afvise sager, som på grund af deres principielle juridiske karakter, usikkerheden om bedømmelsen af de fremkomne faktiske oplysninger eller andre særlige grunde findes uegnede til behandling i Ankenævnet.
Som følge af det anførte
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.