Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantikapital for midler tilhørende mindreårig
| Sagsnummer: | 366 /2011 |
| Dato: | 11-06-2012 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg og Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Garantbeviser - mindreårig
|
| Ledetekst: | Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantikapital for midler tilhørende mindreårig |
| Indklagede: | Løkkken Sparebank (FS Finans) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning
Denne sag vedrører indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantikapital i Løkken Sparekasse for midler tilhørende mindreårig.
Sagens omstændigheder
Klageren, der er født i 1995, havde i 2008 garantikapital i Løkken Sparekasse for 20.000 kr. Efter det oplyste, var beløbet blevet indsat den 13. august 2004.
Den 3. november 2008 lukkede Løkken Sparekasse for udbetaling af garantikapital.
Den 11. februar 2009 meddelte Løkken Sparekasse Finanstilsynet, at sparekassen ikke opfyldte solvenskravet i lov om finansiel virksomhed § 124.
Den 25. marts 2009 blev sparekassens aktiver og passiver overdraget til Løkken Sparebank (senere EBH Bank, nu FS Finans), som er et datterselskab af Finansiel Stabilitet A/S, og som har til formål at afvikle sparekassens aktiviteter. Garantikapitalen, som på overdragelsestidspunktet udgjorde 170 mio. kr., forblev i Løkken Sparekasse.
Den 26. marts 2009 blev Løkken Sparekasses tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed inddraget af Finanstilsynet. Sparekassen blev efterfølgende omdannet til en forening, LS Løkken.
Finanstilsynet har den 25. marts 2009 afgivet rapport om undersøgelse af Løkken Sparekasse. Undersøgelsen omfatter sparekassens rådgivning i forbindelse med salg af garantbeviser, markedsføring af garantbeviser og medarbejdernes indflydelse på kunders placering af indskud på garantikapitalkonti. Af rapporten, som er offentliggjort, fremgår bl.a., at markedsføringsmaterialet har ensidigt fokus på den høje forrentning, men ikke informerer om konsekvensen af, at garantindskud ikke er dækket af indskydergarantiordningen eller statsgarantiordningen, at der ikke var udarbejdet interne forretningsgange eller instrukser til brug for generel rådgivning og salg af garantbeviser til kunder, at der ikke var udarbejdet forretningsgange til at sikre overholdelsen af god skik, at der i rådgivningen ikke var særligt fokus på risikoen for at tabe garantikapitalen, da denne risiko blev betragtet som hypotetisk, at der ikke blev rådgivet særligt omkring betingelserne for at opsige garantikapitalen, at der ikke systematisk blev foretaget vurderinger af, om det ville være hensigtsmæssigt for kunden at indskyde garantikapital, at sparekassen ikke har udarbejdet skriftlige aftaler i forbindelse med salg af garantikapital og således ingen dokumentation har for den ydede rådgivning, samt at Løkken Sparekasse ikke har overholdt § 6 i god skik bekendtgørelsen, idet sparekassen har undladt at indgå skriftlige aftaler om forhøjelse af garantikapital, hvori kundens væsentlige rettigheder og pligter er angivet, og hvor forudsætningerne for den ydede rådgivning er nedfældet.
Løkken Sparebank (FS Finans) har på baggrund af en generel forespørgsel fra Ankenævnet anført, at Løkken Sparebank (FS Finans) ikke har været involveret i drøftelserne med Finanstilsynet i forbindelse med Finanstilsynets rapport af 25. marts 2009 og således ikke til fulde er bekendt med Finanstilsynets grundlag for de i rapporten anførte bemærkninger og konklusioner.
Løkken Sparebank (FS Finans) har videre anført, at Ankenævnet bør træffe sin afgørelse på baggrund af den umiddelbare bevisførelse, der finder sted i kraft af parternes indlæg og dokumentation vedrørende de faktiske omstændigheder i den konkrete sag. Rapporten kan ikke betragtes som dokumentation for Løkken Sparekasses rådgivning og håndtering af kunders tegning af garantikapital i de konkrete sager.
Parternes påstande
Den 21. juni 2011 har klagerens far, F, på vegne klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Løkken Sparebank (FS Finans) skal betale 20.000 kr.
Løkken Sparebank (FS Finans) har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
F har anført, at klageren efter aftale mellem ham og klagerens farfar fik 20.000 kr. i forbindelse med farfaderens død.
På klagerens vegne indsatte han beløbet på en nyoprettet garantikapitalkonto. Sparekassen rådgav ikke om risikoen, herunder at beløbet ville gå tabt, hvis banken lukkede.
Det var hensigten, at klageren skulle have glæde af pengene på et senere tidspunkt i livet. Klageren kunne bruge midlerne løbende, hvis hun skulle få brug for det.
Løkken Sparebank (FS Finans) har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at garantikapitalen blev tegnet på klagerens vegne af klagerens far, som var værge.
Faderen/værgen var eller blev tilstrækkelig orienteret om den risiko, der var ved at tegne garantikapital.
Til støtte for afvisningspåstanden har Løkken Sparebank (FS Finans) anført, at der er tvist om det faktiske hændelsesforløb. En afgørelse heraf vil kræve en bevisførelse, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, jf. vedtægternes § 7.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at beløbet på 20.000 kr., som den 13. august 2004 blev indsat på en nyoprettet garantikapitalkonto i Løkken Sparekasse, var midler, som klageren, der er født i 1995 var berettiget til frit at råde over. Midlerne var således ikke omfattet af værgebekendtgørelsens regler om anbringelse af umyndiges midler.
På baggrund heraf, finder Ankenævnet at sparekassen på tydelig måde burde have informeret om, at den relativt høje forrentning på garantikapitalkontoen blev modsvaret af en risiko for at miste pengene, hvis sparekassen fik økonomiske problemer.
Ankenævnet finder ikke, at Løkken Sparebank (FS Finans) har godtgjort, at klageren fik tilstrækkelig rådgivning om betydningen af at indskyde midler som garantikapital. Det forhold, at klageren blev repræsenteret af faderen, som var værge, kan ikke ændre ved sparekassens rådgivningsforpligtelse, da midlerne, som anført, ikke var undergivet værgens forvaltning, jf. § 42 i værgemålsloven.
Ankenævnets afgørelse
Løkken Sparebank (FS Finans) skal inden 30 dage betale 20.000 kr. til klageren med tillæg af Løkken Sparekasses højeste indlånsrente af beløbet fra den 13. august 2004 til den 3. november 2008 og herfra med Løkken Sparebanks (FS Finans’) højeste indlånsrente til betaling sker alt med fradrag af de siden den 13. august 2004 tilskrevne renter.
Klageren får klagegebyret tilbage.