Krav om erstatning som følge af manglende indhentelse af meddebitors underskrift på gældsbrev.
| Sagsnummer: | 273/2004 |
| Dato: | 22-03-2005 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Daugaard, Karen Frøsig, Ole Jørgensen, Lotte Aakjær Jensen |
| Klageemne: |
Udlån - stiftelse
|
| Ledetekst: | Krav om erstatning som følge af manglende indhentelse af meddebitors underskrift på gældsbrev. |
| Indklagede: | Spar Nord Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning som følge af indklagedes manglende indhentelse af meddebitors underskrift på gældsbrev.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev af 10. marts 1999 ydede indklagede klageren og dennes daværende samlever, S, et fælles billån på 89.025 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.000 kr.
I forbindelse med en udskiftning af bilen blev lånet ved gældsbrev af 5. oktober 2001 forhøjet med 124.000 kr. til 173.273,33 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.000 kr. S er på gældsbrevets forside anført som meddebitor. Gældsbrevet blev imidlertid ikke underskrevet af S, men alene af klageren.
I slutningen af 2002 ophævede klageren og S samlivet.
Af kontooversigten for 2002 fremgår, at lånet hos indklagede var registreret med såvel klageren som S som kontohavere.
Under henvisning til, at alene klageren havde underskrevet gældsbrevet vedrørende billånet, gjorde S ved skrivelse af 6. januar 2003 til klageren via sin advokat gældende, at hun ikke hæftede for lånet.
Ved skrivelse af 29. januar 2004 til indklagede gjorde klageren via sin advokat gældende, at hans underskrift på gældbrevet vedrørende forhøjelsen af lånet var sket på baggrund af en klar aftale og forudsætning om, at S var solidarisk medhæftende meddebitor. Klageren gjorde gældende, at indklagede som følge af den manglende indhentelse af S' underskrift på gældsbrevet havde pådraget sig et erstatningsansvar for hans tab herved. Tabet blev opgjort til halvdelen af forhøjelsesbeløbet eller 62.000 kr. med tillæg af renter fra den 5. oktober 2001.
Indklagede efterkom ikke kravet om erstatning.
Klageren solgte bilen. Provenuet ved salget, som var på 70.000 kr., blev indsat på lånet den 3. juli 2003. Lånet udviste herefter en saldo på 65.041,91 kr.
I juni 2004 ophørte afviklingen af lånet. Gælden pr. den 30. juni 2004 var på 36.239,71 kr.
Parternes påstande.
Den 28. september 2004 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han og S i oktober 2001 blev enige om at udskifte deres daværende bil, som var ustabil og voldte mange problemer, idet S på grund af sine studier og jobs var afhængig af en stabil og driftssikker bil. Vilkårene for låneforhøjelsen blev drøftet på et møde med indklagede, og det blev klart aftalt, at både han og S fortsat skulle hæfte solidarisk for gælden, hvilket også fremgår af gældsbrevets forside og efterfølgende kontooversigter mv. Bilen blev registreret i hans navn, men blev primært anvendt af S, idet han arbejdede på Færøerne og efterfølgende fik firmabil stillet til rådighed.
Det var en klar aftale og en afgørende forudsætning for ham, at S var medhæftende debitor på lånet, hvilket indklagede var bekendt med.
Indklagede har som professionel långiver handlet ansvarspådragende ved at have forsømt at indhente S' underskrift på gældsbrevet og dermed bringe formalia i orden. Han blev først opmærksom på forholdet i forbindelse med samlivsophævelsen, hvor S gjorde gældende, at hun ikke hæftede for lånet.
Som følge af indklagedes forsømmelse har han lidt et tab svarende til det krav mod S, som han har mistet på grund af indklagedes forsømmelse. På baggrund af S' alder, uddannelse og økonomi må det antages, at S ville have været i stand til at betale sin del af gælden.
Tabet kan pr. den 27. september 2004 opgøres til 79.480,72 kr. svarende til halvdelen af forhøjelsesbeløbet med tillæg af renter fra den 5. oktober 2001. Der bør ikke ske en reduktion med de i alt 42.000 kr., der blev betalt i ydelse indtil samlivsophævelsen. S har fået skattemæssigt fradrag for 50 % af renterne og har som bruger haft nytte af bilen.
Indklagede bør i hvert fald betale 39.000 kr. svarende til halvdelen af differencen mellem restgælden på samlivsophævelsestidspunktet (148.000 kr.) og provenuet ved salget (70.000 kr.).
Indklagede har anført, at det beror på en fejl, at S' underskrift på gældsbrevet vedrørende låneforhøjelsen ikke blev indhentet.
Den manglende underskrift har medført, at indklagede ikke havde to debitorer på forhøjelsen.
Det bestrides, at klageren som følge af den manglende underskrift har lidt et tab, og at indklagede i givet fald skulle være erstatningsansvarlig herfor.
Klageren var den registrerede ejer af den bil, der blev købt for forhøjelsen, ligesom klageren var ejer af den tidligere bil. Bilen blev pantsat til sikkerhed for lånet. Klagerens indkomst var afgørende for betalingen af de månedlige ydelser, og klageren beholdt bilen efter samlivets ophør.
Det bestrides, at S' medhæftelse var en afgørende forudsætning for klagerens underskrift på gældsbrevet vedrørende låneforhøjelsen.
Klageren ville ikke have haft et regreskrav mod S ved en indfrielse af den del af lånet, der stammer fra forhøjelsen, selv om S havde skrevet under. Også i forholdet mellem parterne ville klageren have hæftet for forhøjelsen. Bilen var ikke fælleseje forud for "bodelingen" ved samlivets ophør.
Ved opgørelsen af et eventuelt erstatningskrav bør der i hvert fald fratrækkes de 70.000 kr. vedrørende bilsalget og de ydelser på i alt 42.000 kr., der blev betalt i tiden indtil samlivets ophør, idet klageren ikke har godtgjort, at et eventuelt regreskrav skulle indeholde de ydelser, der er betalt inden samlivsophævelsen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klageren ville over for indklagede hæfte for hele gælden i henhold til gældsbrevet af 5. oktober 2001, selv om hans tidligere samlever S havde underskrevet gældsbrevet som meddebitor.
S var meddebitor på det tidligere billån og var efter udstedelsen af gældsbrevet af 5. oktober 2001 fortsat registreret som medkontohaver, selv om hun ikke havde underskrevet dette gældsbrev. Det må derfor - i overensstemmelse med det af begge parter anførte - lægges til grund, at det alene skyldtes en ekspeditionsfejl fra indklagedes side, at S' underskrift på gældsbrevet ikke blev indhentet.
Under disse omstændigheder kan S' manglende underskrift ikke antages at have nogen betydning for den indbyrdes hæftelse for billånet i forholdet mellem klageren og S, dvs. for spørgsmålet, hvorvidt og i givet fald i hvilket omfang klageren har ret til regres mod S vedrørende lånet. Det må derfor lægges til grund, at indklagedes fejl ikke har medført tab for klageren.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.