Afgørelse

Indsigelse mod udbetaling af pensionskonti til klagerens tidligere ægtefælle. Spørgsmål om forældelse af et eventuelt erstatningskrav.

Indledning

Sagen vedrører klagerens indsigelse mod udbetaling af hendes pensionskonti til hendes tidligere ægtefælle. Endvidere vedrører sagen, om et eventuelt erstatningskrav er forældet.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nordea Bank, hvor hun bl.a. havde en selvpensionskonto og en kapitalpensionskonto.

Klageren fyldte 60 år i 2002.

Af et brev af 10. september 2002 fra banken til klageren fremgår, at selvpensionskontoen blev ophævet den 10. september 2002 og udbetalt med 93.740,47 kr. til konto

Af et brev af 15. april 2004 fra banken til klageren fremgår, at kapitalpensionskontoen blev ophævet og udbetalt med 60.086,68 kr. til konto -614. Konto -614 tilhørte klageren. Banken har fremlagt en fuldmagt af 27. august 1996, hvoraf fremgår, at klageren havde givet sin tidligere ægtefælle M fuldmagt til at disponere over kontoen.

Banken har oplyst, at både ophævelsen af selvpensionskontoen og kapitalpensionskontoen skete efter ”bestilt hævning”, hvilket betyder, at udbetalingerne skete efter anmodning fra klageren eller en af klageren befuldmægtiget person.

Den 20. april 2004 blev der overført et beløb på 60.086,68 kr. fra klagerens konto-614 til en fælleskonto -040 tilhørende klageren og M. Den 29. april 2004 blev der endvidere overført et beløb på 93.740,47 kr. fra klagerens konto -317 til fælleskonto -040, hvorpå der herefter indestod 588.737,93 kr. Den 30. april 2004 indgik der yderligere et beløb på 231.307 kr. fra et pensionsselskab på fælleskontoen, på hvilken der herefter indestod 820.044,93 kr.

Banken har fremlagt en fuldmagt af 24. marts 2004, hvoraf fremgår, at klageren og M havde givet hinanden gensidig fuldmagt til, hver for sig, til at disponere over fælleskonto -040.

Banken har endvidere fremlagt sine generelle vilkår for privatkunder, både i den tidligere version, der var gældende fra den 1. oktober 2003, og den version, der er gældende fra 15. december 2012. Af begge versioner fremgår:

”…

5. Fælles konti

Indgår flere kunder aftale om en fælles konto, kan hver af kontohaverne disponere alene over kontoen, medmindre andet er aftalt. …

…”

Den 12. maj 2004 blev der hævet 819.994,65 kr. fra fælleskonto -040 til køb af investeringsbeviser.

Banken har oplyst, at investeringsbeviserne blev indlagt i et fælles depot -842 tilhørende klageren og M. Investeringsbeviserne blev solgt ad to omgange i henholdsvis juli 2005 og november 2006. Provenuet fra salgene indgik på en konto tilhørende M.

Depot -842 blev opgjort i 2009.

Klageren har oplyst, at ægteskabet mellem hende og M blev opløst den 18. januar 2012, og at bodelingen endnu ikke er afsluttet.

I et brev af 29. november 2013 til bankens direktion anmodede klagerens advokat banken om at dokumentere grundlaget for hævningerne af klagerens pensionskonti. Det fremgik af brevet, at klageren ikke havde fået et svar på sine tidligere breve til banken af 30. november 2012, 19. december 2012, 18. januar 2013 og 1. februar 2013.

I et brev af 19. maj 2014 til banken krævede klagerens advokat, at banken godtgjorde klageren de to beløb på 93.740,47 kr. og 60.086,68 kr., i alt 153.827,15 kr., hvilket banken afviste.

Parternes påstande

Den 25. september 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal betale en erstatning på 153.827,15 kr. med tillæg af renter fra den 20. april 2004.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at overførslerne fra hendes konti til fælleskontoen er sket uden hendes medvirken, og at M uberettiget har tilegnet sig hendes pensionskonti.

Under ægteskabet tog M sig af både hendes og sine egne forhold til bl.a. deres pengeinstitutter. Det har efterfølgende vist sig, at M har holdt hendes kontoudtog, skatteforhold med videre hemmelige for hende. Hun modtog først alle dokumenterne vedrørende de omtalte pensionskonti, herunder kontoudtog fra banken, i forbindelse med, at M anbragte nogle plasticsække uden for hendes lejlighed i september 2012.

Da beløbene blev overført fra hendes konti til fælleskontoen burde banken have bedt hende om at møde personligt for at bekræfte dispositionerne. Der var tale om overførsler af mange års opsparing til ”den tredje alder”.

Banken har begået en fejl ved ikke at kræve en sådan personlig bekræftelse fra hende. Banken burde have sikret sig, at hun var klar over, at pensionsmidlerne ved at blive overført til fælleskontoen risikerede at komme i ”de forkerte hænder” på grund af den gensidige fuldmagt. Banken har derved ikke taget vare på hendes opsparing på en fagligt forsvarlig måde og har derfor – trods den udstedte fuldmagt – pådraget sig et erstatningsansvar.

Banken burde endvidere ved købet af investeringsbeviserne have søgt klarhed over, om hun var enig i denne anvendelse af hendes pensionsopsparinger.

Banken har handlet i strid med princippet om redelig forretningsskik og god bankpraksis, jf. lov om finansiel virksomhed § 43. Der var adgang til at disponere over hendes pensionsmidler på en måde, der ligger tæt på et strafbart forhold.

Midler med pensionsformål er særlige produkter, der ellers kun findes i pensionskasser og livsforsikringsselskaber. Lovgivningen har understreget behovet for beskyttelsen af pensionsopsparinger ved reglerne i lov om finansiel virksomhed §§ 50-51. Disse forhold bør svare til særlig omhu. I bankens håndtering af hendes pensionsopsparinger blev der ikke udvist særlig opmærksomhed. I stedet blev de sendt ”på vandring” mellem skiftende konti i en almindelig bankteknisk rutine på grundlag af en gensidig fuldmagt.

Det bemærkes, at de pensionsmidler, der er tale om, ikke indgår i delingen af fællesboet mellem M og hende.

Det bestrides, at erstatningskravet er forældet. Hun har flere gange forud for brevet af 14. maj 2014 fra hendes advokat til banken personligt henvendt sig i banken vedrørende sagen, bl.a. i 2011.

Nordea Bank har anført, at det af klageren rejste krav er forældet.

Ophævelserne af klagerens pensionskonti og udbetalingerne til hendes egne konti fandt sted i september 2002 og i april 2004. Overførslerne fra klagerens konti til fælleskontoen fandt ligeledes sted i april 2004, ligesom købet af investeringsbeviserne fandt sted i maj 2004. Det er mere end 10 år før klageren indgav sin klage til Ankenævnet i september 2014, og den absolutte forældelsesfrist er 10 år, jf. forældelseslovens § 3. Det afbryder ikke forældelsen, at klageren og hendes advokat har ført en korrespondance med banken om sagen inden klagens indgivelse til Ankenævnet, jf. forældelseslovens § 21.

Klageren har selv anført, at hendes pensionskonti skulle opgøres, når hun fyldte 60 år i 2002, og hun kunne derfor ikke være ubekendt med, at pensionerne blev udbetalt.

Efter ophævelsen af klagerens pensionskonti blev pengene først overført til konti, der tilhørte klageren alene. Først herefter blev pengene overført til en fælleskonto, hvor klageren var den ene af ejerne. Pengene blev således udbetalt til klageren og var til hendes rådighed og disposition.

Klageren og M havde givet hinanden gensidig fuldmagt til, hver for sig, at disponere over fælleskonto -040. Investeringsbeviserne, der blev købt af midlerne på fælleskontoen, blev indlagt i et fælles depot tilhørende både klageren og M.

Udbetalingerne fra klagerens konti til fælleskontoen må være foretaget af klageren eller en person, som klageren havde bemyndiget hertil. Klageren havde givet M fuldmagt til at disponere over sin konto -614. Dette bærer klageren risikoen for, og banken har ingen pligt til at påse, om en fuldmægtig handler i overensstemmelse med sin bemyndigelse.

Det fremgår af bankens forretningsgang, at det ved etablering af kunders dispositionsadgang over fællesejede depoter skal sikres, at fuldmagts- og ejerforhold undersøges grundigt, således at det undgås, at en kunde får adgang til at disponere alene over et depot, som kræver f.eks. at to skal disponere i forening.

På grund af den medgåede tid er banken dog ikke længere i besiddelse af oplysninger om, hvem der foretog overførslerne fra klagerens konti til fælleskontoen i april 2004. Banken er heller ikke længere i besiddelse af oplysninger om, hvem der købte investeringsbeviserne i maj 2004, hvem der solgte investeringsbeviserne fra det fælles depot i henholdsvis juli 2005 og november 2006, hvordan der blev disponeret (via netbank eller på anden måde) og hvad, der eventuelt måtte være aftalt med klageren. Banken er alene forpligtet til at gemme bilagsmateriale vedrørende kunder i løbende år plus fem år.

Det bestrides, at klageren henvendte sig i banken i 2011 og gjorde mundtlig indsigelse over udbetalingerne.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerens eventuelle erstatningskrav på grundlag af Nordea Banks behandling af hendes pensionsmidler forældes 3 år efter, at klageren fik eller burde have fået kendskab til sit erstatningskrav, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1 og 2. Forældelsen indtræder dog senest efter 10 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3. Forældelsen afbrydes, når klageren foretager retlige skridt mod Nordea Bank, jf. forældelseslovens § 16, stk. 1. En klage til Ankenævnet afbryder forældelsesfristen midlertidigt, jf. forældelseslovens § 21, stk.3.

Den 10-årige forældelsesfrist

Den 10. september 2002 blev klagerens selvpensionskonto ophævet og udbetalt med 93.740,47 kr. til klagerens konto -317. Den 15. april 2004 blev klagerens kapitalpensionskonto ophævet og udbetalt med 60.086,68 kr. til klagerens konto -614.

I april 2004 blev beløbene overført fra klagerens konti til en af klageren og hendes daværende ægtefælle M ejet fælles konto -040. Den 12. maj 2004 blev der købt investeringsbeviser for midlerne på fælleskontoen. Investeringsbeviserne blev indlagt i et fælles depot tilhørende klageren og M og blev solgt ad to omgange i henholdsvis juli 2005 og november 2006. Provenuet fra salgene indgik på en konto tilhørende M.

Allerede fordi der er forløbet mere end 10 år fra ophævelsen af klagerens pensionskonti i henholdsvis 2002 og 2004, fra udbetalingerne af klagerens pensionskonti fra hendes egne konti til fælleskontoen i april 2004 og fra købet af investeringsbeviserne i maj 2004 til klagen blev indgivet til Ankenævnet i september 2014, finder Ankenævnet, at klagerens eventuelle krav vedrørende disse forhold var forældet, da klagen blev indgivet til Ankenævnet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3.

En henvendelse fra klageren til banken i 2011 afbryder ikke forældelsen, jf. forældelseslovens § 16, stk. 1.

Den 3-årige forældelsesfrist

Vedrørende salgene af investeringsbeviserne fra det fællesejede depot i juli 2005 og november 2006 finder Ankenævnet, at det forhold, at M måtte have holdt breve fra banken til klageren, herunder årsopgørelser, hemmelige for klageren, ikke bevirkede, at klageren var i undskyldelig uvidenhed om sit krav, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2. Ankenævnet finder derfor, at klagerens eventuelle krav vedrørende disse forhold ligeledes var forældet ved klagens indgivelse til Ankenævnet.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.