Opgørelse af restgæld på misligholdte lån.
| Sagsnummer: | 245/1999 |
| Dato: | 01-12-1999 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Jette Kammer Jensen, Ole Just, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Inkasso - øvrige spørgsmål
Inkasso - fordeling af indbetalinger på omkostninger, renter og hovedstol Inkasso - forældelse Forlig - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Opgørelse af restgæld på misligholdte lån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører opgørelsen af restgælden i henhold til to lån ydet af indklagede i 1986 og 1988.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev af 15. januar 1986 ydede indklagede klageren et lån på 110.681 kr. (lån I) til variabel rente p.t. 13,75% p.a. Lånet skulle først afdrages fra og med den 31. marts 1989 med et kvartalsmæssigt afdrag på 5.535 kr., idet der indtil da alene skulle betales de løbende renter.
Ved gældsbrev af 6. juli 1988 ydede indklagede klageren et lån på 54.958,88 kr. (lån II) til variabel rente p.t. 8% p.a. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.500 kr., 1. gang den 31. juli 1988.
Klageren var ansat hos indklagede, men fratrådte sin stilling i 1989, hvorefter han var ude af stand til at afvikle gælden.
Ved skrivelse af 6. oktober 1989 meddelte indklagede klageren, at man "efter Deres anmodning" havde opgjort klagerens kapitalpensionskonto, og at provenuet, som udgjorde 18.057,41 kr., var overført til nedbringelse af lån II.
Den 23. august 1990 blev gælden opgjort til 148.568,89 kr. i fogedretten i Store Heddinge, hvor klageren afgav insolvenserklæring.
Lån I blev rentenulstillet den 23. august 1990 med en restgæld på 72.742,37 kr. Lån II blev rentenulstillet den 27. september 1990 med en restgæld på 29.199,55 kr. Beløbene fremgår af kontoversigter, som blev fremsendt til klageren pr. 31. december 1992 og 1993 under betegnelsen "gl. gæld uden rente".
I 1994 rettede klageren henvendelse til indklagede om gælden.
Ved skrivelse af 21. september 1994 til klageren opgjorde indklagede gælden således:
Lån I | ||
Opgjort pr. 23.09.1990 | kr. 72.742,37 | |
Beregnet, men ikke tilskrevet rente | kr. 39.187,43 | |
I alt | kr. 111.929,80 | kr. 111.929,80 |
Lån II | ||
Opgjort pr. 27.09.1990 | kr. 29.199,55 | |
Beregnet, men ikke tilskrevet rente | kr. 15.683,20 | |
I alt | kr. 44.882,75 | kr. 44.882,75 |
I alt | kr. 156.812,55 |
Skrivelsen var vedlagt et frivilligt forlig, hvorefter den opgjorte gæld på 156.812,55 kr. skulle forrentes med en årlig rente svarende til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et tillæg på 5% og afvikles med en månedlig ydelse på 400 kr. første gang den 1. oktober 1994. Forliget skulle genforhandles senest den 1. oktober 1995 med henblik på forhøjelse af ydelserne. Indbetalinger skulle afskrives først på omkostninger og påløbne renter.
Ved skrivelse af 26. september 1994 gjorde klageren indsigelse imod bestemmelsen om genforhandling af forliget, idet han i stedet ønskede anført, at den månedlige ydelse skulle udgøre mindst 400 kr. Endvidere ønskede klageren tilføjet, at indklagede, der havde indberettet ham til RKI, forpligtede sig til at trække indberetningen tilbage.
Indklagede afslog at slette afsnittet om genforhandling. Registreringen i RKI erklærede indklagede sig indstillet på at foranledige slettet, når forligsaftalen var overholdt i 6 måneder. Klageren fastholdt sine betingelser og undlod at underskrive forliget, men påbegyndte en afvikling med 400 kr. månedligt.
I perioden oktober 1994 til og med februar 1995 indbetalte klageren 400 kr. månedligt. For marts og april 1995 indbetalte klageren 2 x 1.000 kr. Fra og med maj 1995 indbetalte klageren 2.400 kr. månedligt.
Indbetalingerne blev krediteret lån II, som hermed udløb i december 1996.
Indbetalingerne blev herefter krediteret lån I, hvis saldo på 111.929,80 kr. samtidig blev tilskrevet 23.502,76 kr. i rente for perioden september 1994 til december 1996.
Pr. 31. december 1996 var restgælden på lån I 134.618,83 kr., hvilket beløb med løbende rentetilskrivning blev afviklet med klagerens fortsatte indbetalinger på 2.400 kr. frem til og med december 1998, hvor gælden var nedbragt til 100.782,35 kr.
Ved skrivelse af 11. april 1999 meddelte klageren, at han ikke kunne anerkende opgørelsen af gælden til 100.782,35 kr., idet han vedlagde en beregning, hvorefter gælden blev opgjort til 82.943,12 kr. Klageren fremkom med en række indsigelser vedrørende bl.a. beregning af renter og det forhold, at indklagede havde registreret forliget som indgået, selv om dette ikke var tilfældet.
Der blev ikke opnået enighed mellem klageren og indklagede om opgørelsen af gælden, hvorpå indklagede den 1. juli 1999 overgav sagen til inkasso ved advokat. Ved klagens indgivelse i juli 1999 blev inkassosagen sat i bero.
Klagerens indbetalinger på gælden i perioden oktober 1994 til og med juni 1999 udgør i alt 108.400 kr.
Parternes påstande.
Den 8. juli 1999 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at gælden er fuldt indfriet med de samlede indbetalinger på 108.400 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede tvang ham til at hæve kapitalpensionen og derefter inddrog provenuet til nedbringelse af gælden.
Indklagede har uberettiget beregnet sig rente og rentes rente af gælden, idet forligsrenterne er konverteret til hovedstol. Opgørelsen i fogedretten er uspecificeret og kan ikke danne grundlag for renteberegningen.
Det frivillige forlig blev ikke accepteret og underskrevet af ham, hvorfor det var uberettiget, at indklagede registrerede forliget som indgået. Indklagede har erkendt fejlen, men afvist at korrigere denne.
Indklagede har truet med en forhøjelse af renten i hele forløbet og indberetning til Told- og Skat, såfremt han skulle have ret i sin formodning om, at renteberegningen er forkert. Sagen er overdraget til inkasso ved advokat for at skræmme ham til at indgå et forlig.
Han har indbetalt 108.400 kr., hvilket beløb overstiger den registrerede hovedstol på 101.941,92 kr. (72.742,37 + 29.199,55 kr.). Indklagede bør acceptere, at gælden herved er fuldt indfriet.
Indklagede har anført, at kapitalpensionen blev opgjort efter anmodning fra klageren som anført i skrivelsen af 6. oktober 1989.
I oktober 1994 påbegyndte klageren afviklingen i henhold til det foreslåede frivillige forlig. På trods af den manglende underskrift på forliget foretog man en EDB-mæssig registrering af dette, hvilket medførte, at den ifølge gældsbrevene på daværende tidspunkt gældende rente blev nedsat til procesrenten. Afviklingen forløb problemfrit indtil april 1999. Klageren har ikke anfægtet opgørelsen af den samlede fordring, og registreringen af forliget har været en fordel for klageren, idet han herved har opnået lavere rentesats og en helårlig rentetilskrivning frem for en kvartalsmæssig.
Dokumenterne, der ligger til grund for fordringen, har været præsenteret i fogedretten, og yderligere dokumentation er ikke relevant.
Der er på sædvanlig vis fremsendt årsopgørelser, som viser restgæld og renteindberetning.
Klageren er blevet gjort opmærksom på, at en eventuel korrektion af renten nødvendigvis medfører, at der også skal korrigeres i indberetningen til Told- og Skat. Klageren er ikke blevet truet, hverken med hensyn til renteindberetning eller med overgivelse af sagen til advokat. I mangel af et underskrevet frivilligt forlig er sagen blevet sendt til advokat med henblik på en fogedretsbehandling for at undgå forældelse af renter.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indledningsvis bemærkes, at det må lægges til grund, at ophævelsen af kapitalpensionen i 1989 skete med klagerens indforståelse. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at klageren først nu har gjort indsigelse imod ophævelsen.
Efter det foreliggende må det lægges til grund, at det forhold, at indklagede registrerede det frivillige forlig som accepteret af klageren, rentemæssigt har været til fordel for denne, som herved opnåede mere lempelige rentevilkår, idet procesrenten gennemgående har været lavere end produktrenten, og idet renten er blevet tilskrevet årligt frem for kvartalsmæssigt.
I medfør af 1908-loven forældes forfaldne renter på 5 år, medmindre der opnås et særligt retsgrundlag herfor. På grund af klagerens manglende accept af forliget i 1994 opnåede indklagede ikke et særligt retsgrundlag for de renter, der indgik i beregningen af forligsbeløbet.
Klagerens indbetalinger er ikke konsekvent anvendt til forlods afskrivning på omkostninger og påløbne renter, idet indbetalingerne forlods er anvendt til fuld indfrielse af lån II og herefter til nedbringelse af lån I.
Denne placering af indbetalingerne har medført, at en del af de renter, der blev medtaget ved opgørelsen af gælden på lån I i december 1996, hvor afviklingen af dette lån blev påbegyndt, var forældet. Indklagede kunne således ved opgørelsen på dette tidspunkt ikke medtage renter vedrørende tiden før december 1991. Det bemærkes herved, at opgørelsen i fogedretten i 1990 ikke udgør et særligt retsgrundlag, der medfører, at de i opgørelsen indeholdte renter bliver omfattet af den 20-årige forældelse i henhold til Danske Lov 15-14-4, men at opgørelsen alene afbryder den 5-årige forældelse i 1908- loven.
Ankenævnet finder herefter, at indklagede skal foretage en omberegning af restgælden på lån I, hvorved renter, der forfaldt før december 1991, ikke medtages i opgørelsen pr. december 1996.
Som følge heraf
Indklagede skal inden 4 uger regulere sit krav mod klageren i overenstemmelse med det ovenfor anførte. Klagegebyret tilbagebetales klageren.