Spørgsmål om hæftelse for ikke vedkendte korttransaktioner på natklub i Polen gennemført via Garmin Pay med Garmin Ur. Ur ikke bortkommet.
| Sagsnummer: | 16/2022 |
| Dato: | 20-09-2022 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Christina Bryanth Konge, Karin Sønderbæk, Morten Bruun Pedersen og Kim Korup Eriksen |
| Klageemne: |
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger |
| Ledetekst: | Spørgsmål om hæftelse for ikke vedkendte korttransaktioner på natklub i Polen gennemført via Garmin Pay med Garmin Ur. Ur ikke bortkommet. |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører spørgsmål om hæftelse for ikke vedkendte korttransaktioner på en natklub i Polen gennemført via Garmin Pay med Garmin Ur. Ur ikke bortkommet.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Jyske Bank, hvor han havde en konto med et tilknyttet Visa/dankort. Klageren benytter sit Garmin Ur til at gennemføre betalinger med kortet via Garmin Pay.
I november 2021 var klageren i Gdansk i Polen. Natten mellem den 6. og 7. november 2021 var klageren på en natklub i Gdansk. Klageren har oplyst, at han godkendte en enkelt betaling for en drink med sit Garmin Ur på natklubben.
Den 7. november 2021 blev der gennemført/søgt gennemført følgende korttransaktioner med klagerens Garmin Ur på natklubben:
|
|
Tidspunkt |
Beløb |
Status |
|
1 |
02.57 |
45 PLN (polske zloty) |
Gennemført/Vedkendt |
|
2 |
03.06 |
717,27 DKK |
Gennemført/Ikke vedkendt |
|
3 |
03.22 |
1.576,97 DKK |
Gennemført/Ikke vedkendt |
|
4 |
03.51 |
6.440,14 DKK |
Gennemført/Ikke vedkendt |
|
5 |
04.14 |
9.105,72 DKK |
Afvist, beløbsgrænse på 25.000 DKK pr. løbende 30 dage nået |
|
6 |
04.15 |
5.743,22 DKK |
Gennemført/Ikke vedkendt |
Klageren kan ikke vedkende sig de under pkt. 2-4 og 6 angivne fire betalinger på i alt 14.477,60 DKK.
Banken har oplyst, at der ved betalinger med Garmin Pay uret kræves adgangskode for at tilgå ”tegnebogen” på Garmin-enheden. Koden kræves hver 24. time, når enheden (uret) bæres. Koden kræves hver gang, at enheden registreres som at have været væk fra håndleddet. Banken har endvidere oplyst, at natklubbens branchekode er ”Kontakt- og escortbureauer”.
Den 10. november 2021 indgav klageren indsigelse til banken mod de fire ikke vedkendte betalinger. Klageren oplyste i indsigelsesblanketten, at det fysiske kort havde været opbevaret i hans pung, at det ikke på noget tidspunkt havde været lånt ud, at han ikke på noget tidspunkt har bekræftet sine kortoplysninger samt andre personlige oplysninger pr. mail eller pr. sms, og at han mistænkte personalet på natklubben. Klageren oplyste, at han sidst anvendte kortet den 8. november 2021 til en betaling på 59,90 PLN i en butik, og at han først blev opmærksom på de ikke vedkendte betalinger den 9. november 2021. Banken har oplyst, at også betalingen den 8. november 2021 blev godkendt med klagerens Garmin Pay Ur.
Klageren har fremlagt udskrifter fra sin søgning på internettet vedrørende natklubben.
Parternes påstande
Den 14. januar 2022 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal tilbageføre de ikke vedkendte betalinger.
Jyske Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hans kort er blevet misbrugt på natklubben. Han er helt sikker på, at der har været noget i hans drink, da han ikke kan huske noget efter, at han havde drukket drinken.
Han har alene godkendt én eneste transaktion på 45 PLN. Han har kun godkendt transaktioner i lokal valuta. Transaktionerne, der blev godkendt i DKK, har han ikke noget kendskab til, og han har ikke godkendt disse.
Efterfølgende har han set anmeldelser/omtale af natklubben, hvoraf det fremgår, at der bliver snydt rigtig meget med turisters kort m.m.
Banken har anført, at et misbrug under de givne omstændigheder ville forudsætte, at misbrugerne uberettiget har gennemført betalinger med uret, mens han stadig havde det på sit håndled. Dette kan godt lade sige gøre, da der har været et sløvende middel i hans drink. Han havde derfor ikke nogen erindring om det eller kunne reagere på det. Han har ikke evidens for det sløvende middel, da han først blev gjort opmærksom på misbruget to døgn efter, da han var på vej hjem til Danmark.
Misbruget kunne være sket, mens han sad og snakkede med en af de kvinder, som arbejdede på klubben, og som forsøgte at fastholde hans opmærksomhed, imens der var en anden, der kom med en trådløs kort terminal og trak penge fra hans Garmin Ur. Dette kunne de gøre, da de havde set, hvordan han betalte med sit ur (eller vidste det i forvejen, da de lever af at snyde folk), den ene gang han betalte og godkendte betaling for én enkelt drink på klubben.
Jyske Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der er en sådan usikkerhed om fakta i sagen, herunder hvad der er passeret på natklubben i forbindelse med betalingerne, at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisvurdering i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske ved Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted ved domstolene.
Jyske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at det er betaleren (klageren), der skal bevise, at der forelå en uberettiget anvendelse af hans Garmin Pay-løsning, jf. §§ 99 og 100 i betalingsloven.
Betalingerne blev gennemført ved en kombination af klagerens Garmin Pay ur (besiddelseselement) samt den personlige pinkode (videnselement). Pinkoden bliver lagret på Garmin Pay-enheden og genbruges i 24 timer, forudsat at uret ikke har været fjernet fra håndleddet. Hvis Garmin Pay uret fjernes fra håndleddet, skal pinkoden genindtastes, før der igen kan gennemføres betalinger.
Pinkoden til Garmin Pay uret er en personlig sikkerhedsforanstaltning, jf. betalingslovens § 7, nr. 31. Betalingerne gennemføres som en kombination af uret (besiddelseselement) og pinkoden (videnselement) og må betragtes som stærk kundeautentifikation, jf. betalingslovens § 7, nr. 30.
Betalingstransaktionerne er korrekt registreret og bogført og har ikke været ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. betalingslovens § 98.
Betalingerne blev gennemført med et interval på 16 – 29 minutter. Dette er ikke et ualmindeligt betalingsmønster ved besøg på en natklub. Der er tværtimod tale om et ualmindeligt betalingsmønster for misbrug. I tilfælde af misbrug vil misbrugerne søge at gennemføre så store/så mange betalinger som muligt inden for kort tid.
Det må lægges til grund, at klageren har haft sit Garmin ur på håndleddet under hele besøget på natklubben, idet han ifølge sine oplysninger til bankens indsigelsesafdeling den 12. november 2021 bekræftede, at han stadig var i besiddelse af sit ur, ligesom han gennemførte betalinger med Garmin Pay uret efter besøget på natklubben. Et misbrug ville under de givne omstændigheder forudsætte, at misbrugerne uberettiget har gennemført betalinger med uret, mens klageren stadig havde uret på sit håndled. Der foreligger ikke oplysninger, der dokumenterer eller sandsynliggør, hvordan dette skulle være sket.
Alternativt ville et misbrug have forudsat, at misbrugerne havde ”lånt” uret og afleveret det til klageren igen. I dette tilfælde ville brug af uret til gennemførelse af betalinger have forudsat, at misbrugerne havde kendskab til klagerens adgangskode, idet koden skal genindtastes, når uret har været fjernet fra håndleddet. Der foreligger ikke nærmere omstændigheder, der sandsynliggør, at dette skulle være tilfældet. Det fremgår tværtimod af tro- og loveerklæringen, at klageren ikke på noget tidspunkt har bekræftet sine kortoplysninger samt andre personlige oplysninger pr. mail eller pr. sms.
Klageren har ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at nogen har puttet et sløvende middel i hans drink, ligesom klageren ikke i øvrigt har dokumenteret eller sandsynliggjort, hvordan misbruget skulle være sket.
Klagerens forklaring i hans seneste indlæg i klagesagen om, at misbruget kunne/skulle være sket, mens han talte med nogle kvinder, der arbejdede på natklubben, hænger ikke sammen med de oplysninger, som klageren tidligere havde afgivet om, at han efter kort tid ikke havde nogen erindring om sit besøg på natklubben.
Det er således ikke godtgjort, at de i sagen omhandlede betalinger skete som følge af tredjemandsmisbrug.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren har gjort indsigelse mod fire kortbetalinger på i alt 14.477,60 DKK, som blev foretaget med Garmin Pay med klagerens Garmin Ur på en natklub i Polen.
Ankenævnet lægger til grund, at transaktionerne er korrekt registrerede og bogførte. Af betalingslovens § 98 følger, at registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv er bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. betalingslovens § 93.
Afgørelsen af sagen beror på, om der må antages at være tale om tredjemandsmis-brug.
Ankenævnet finder, at en stillingtagen hertil forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.