Køb af præmieobligationer kort før disses udløb.
| Sagsnummer: | 396 /2002 |
| Dato: | 13-02-2003 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Karen Frøsig, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - præmieobligationer
|
| Ledetekst: | Køb af præmieobligationer kort før disses udløb. |
| Indklagede: | Alm. Brand Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet, om klageren kan gøre et krav gældende mod indklagede i forbindelse med køb af nogle præmieobligationer, der kort tid efter udløb.
Sagens omstændigheder.
Ved fondsafregning af 7. maj 2002 afregnede indklagede klagerens køb af 500 stk. præmieobligationer 1977/02 (orange) kr. 100 2. afd. til kurs 101,50, svarende til en kursværdi på 50.750 kr. Kurtagen var på 0,75% svarende til 380,63 kr. Handlen blev afregnet med valør den 13. maj 2002.
Indklagede indkøbte præmieobligationerne til sin egenbeholdning og videresolgte papirerne til klageren til samme kurs.
Præmieobligationerne udløb den 15. maj 2002 og blev som følge heraf indfriet til kurs 100. Indfrielsen skete ved fondsafregning af 30. maj 2002.
Ved skrivelse af 18. august 2002 rejste klageren krav om godtgørelse for kurstab og kurtageomkostninger i forbindelse med handlen samt et af indklagede opkrævet depotgebyr.
Ved skrivelse af 30. august 2002 accepterede indklagede at refundere depotgebyret, som var på 250 kr., idet der ikke var krav om oprettelse af depot ved køb af præmieobligationer. Indklagede afslog at refundere kurtagen på 380,63 kr. og at godtgøre klageren kurstabet på 750 kr.
Parternes påstande.
Den 8. oktober 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre kurstabet og kurtageomkostningerne ved købet af præmieobligationerne.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han købte præmieobligationerne i den tro, at der ville blive gennemført en ekstra trækning i efteråret 2002.
Efterfølgende rettede han telefonisk henvendelse til Finansstyrelsens kontor for præmieobligationer, som oplyste, at den ekstra trækning kun gjaldt for præmieobligationerne 1977 afd. 3, 4 og 5 og altså ikke for 1977 afd. 2.
Ved henvendelsen til indklagede om købet oplyste den ekspederende medarbejder, at hun ikke havde erfaring med handel med præmieobligationer, og at hun ikke havde kendskab til en senere ekstra trækning.
Det bestrides, at medarbejderen kontrollerede oplysningen om en ekstra trækning. I givet fald ville det være kommet frem, at der ikke ville blive gennemført en ekstra trækning, og de pågældende præmieobligationer ville ikke være blevet købt.
Det bør ikke komme ham til skade, at den ekspederende medarbejder var uerfaren med handel med præmieobligationer. Det er indklagedes ansvar at kende kvaliteten af de varer, der "langes over disken". Situationen svarer til køb af en vare, hvis sidste salgsdato er overskredet. Indklagede bør derfor godtgøre kurtageomkostningerne samt kurstabet ved handlen.
Indklagede har anført, at klageren den 7. maj 2002 på eget initiativ rettede telefonisk henvendelse med et udtrykkeligt ønske om at købe præmieobligationer årgang 1977/02 2. afd. Klageren havde hørt, at der ville blive foretaget en ekstra trækning i denne afdeling i efteråret 2002. Den ekspederende medarbejder afviste at kende til en sådan trækning, kontrollerede denne oplysning og meddelte i øvrigt klageren, at afdelingen ville udløbe meget snarligt.
På trods af medarbejderens oplysninger om trækningsforholdene fastholdt klageren sin beslutning om køb af præmieobligationerne og påtog sig herved selv risikoen for, om en ekstra trækning ville blive foretaget i efteråret 2002.
Indklagede har alene ekspederet klagerens ordre om køb af præmieobligationer.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ved afgivelsen af ordren den 7. maj 2002 blev indklagede oplyst om, at klageren forventede, at der ville blive gennemført en ekstra trækning for de pågældende præmieobligationer i efteråret 2002, og indklagedes medarbejder kontrollerede efter det, som indklagede har anført, denne oplysning. Ankenævnet finder, at det i denne situation påhvilede indklagede at oplyse klageren om, at præmieobligationerne ville udløbe den 15. maj 2002, og at der ikke ville blive gennemført en ekstra trækning.
Ankenævnet finder, at indklagede i den foreliggende situation er nærmest til at bære risikoen for, at det nu er uklart, om klageren blev rådgivet korrekt i forbindelse med købet. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at det må anses for usandsynligt, at klageren ville have fastholdt ordren, såfremt han havde været bekendt med, at præmieobligationerne udløb få dage efter, uden at der blev gennemført en ekstra trækning. Ankenævnet finder derfor, at indklagede bør godtgøre klageren kurtagen på 380,63 kr. og kurstabet på 750 kr., i alt 1.130,63 kr., med tillæg af renter efter renteloven fra klagens indgivelse. Erstatningskravet må anses som forfaldent forud for den 1. august 2002, og rentesatsen er derfor den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et tillæg på 5 pct. p.a.
Som følge heraf
Indklagede skal inden 4 uger til klageren betale 1.130,63 kr. med tillæg af renter efter renteloven fra den 8. oktober 2002.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.