Afgørelse

Indsigelse mod hæftelse for kaution afgivet i 1991 til sikkerhed for opfyldelse af et aktieselskabs forpligtelse

Indledning

Sagen vedrører klagernes indsigelse om forældelse af et krav i henhold til selvskyldnerkautioner afgivet i august 1991.

Sagens omstændigheder

Klagerne, M og H, afgav den 19. august 1991 selvskyldnerkautioner til sikkerhed over for den daværende Sparekassen Bikuben A/S, nu Danske Bank A/S, for ethvert krav, som banken havde eller senere måtte få mod et selskab A.

M var efter det oplyste direktør og bestyrelsesmedlem i A, og H var aktionær og bestyrelsesmedlem i A.

Den 19. august 1991 stillede banken en kassekredit -354 på 300.000 kr. til rådighed for A.

Trækket på kassekreditten var den 10. marts 1992 på 389.292,37 kr.

Ved dekret af 26. juni 1992 blev A taget under konkursbehandling.

I brev 1. juli 1992 anmodede banken klagerne om at indbetale A’s gæld til banken i henhold til selvskyldnerkautionerne. Det fremgik af brevet, at det var sendt som almindeligt og anbefalet brev.

Konkursbehandlingen i A blev den 24. september 1992 afsluttet i medfør af konkurslovens § 143 uden dividende til boets kreditorer.

Banken har under sagen fremlagt kopi af bankens årsoversigter for årene 2001-2006. Årsoversigterne blev efter bankens oplysninger sendt til klagerne. Klagerne har bestridt at have modtaget årsoversigten for 2006. Årsoversigterne er sendt til den adresse, som klagerne var tilmeldt i Folkeregisteret.

I H’s årsoversigter fremgår en misligholdt fordring til banken, konto -926, på samlet 1.443.763,40 kr. Det fremgår endvidere, at kontoen er ejet af både M og H. Banken har oplyst, at kontoen fungerede som en samlekonto for klagernes gæld til banken. Af årsoversigterne fra 2002 og frem fremgår også, at halvdelen af beløbet blev indberettet til Told og SKAT.

I M’s årsoversigter fremgår udover den misligholdte fordring på samlet 1.443.763,40 kr., konto -926, i årsoversigten for 2004 og frem yderligere en misligholdt fordring på 2.304.504,20 kr.

Bankens krav blev den 12. februar 2016 indbragt for civilretten, hvor banken påstod, at klagerne skulle betale trækket på kreditten pr. 10. marts 1992 på 389.292,37 kr. tillagt renter for perioden 1. marts 2013 til 12. februar 2016 på 15.855,90 kr.

Under et telefonisk retsmøde den 4. april 2016 blev sagen, efter anmodning fra klagerne, hævet og henvist til Pengeinstitutankenævnet.

Den 2. maj 2016 indbragte klagerne sagen for Ankenævnet.

Banken har under ankenævnssagen oplyst, at den har nedskrevet kravet i henhold til selvskyldnerkautionerne til 300.000 kr., svarende til maksimum på den kredit, som banken havde ydet A.

Parternes påstande

Klagerne har nedlagt påstand om, at Danske Bank skal anerkende at kravet er bortfaldet som følge af forældelse, subsidiært som følge af, at banken har udvist passivitet.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at de ikke modtog årsoversigterne for 2006 fra banken, kontoudtog eller andet, og at kravet derfor er forældet.

Kravet var også, hvis de havde modtaget årsoversigterne, forældet eller bortfaldet, da banken for mange år siden opgav kravet mod dem.

Banken kunne i løbet af seneste 24 år uden større problemer have foretaget retslige skridt til sikring af kravet. Banken tog først retslige skridt i februar 2016. På dette tidspunkt var kravet bortfaldet som følge af passivitet fra bankens side.

Danske Bankhar anført, at kravet ikke er forældet.

Forældelsesfristen for kravet mod klagerne var efter de tidligere forældelsesregler i Danske Lov undergivet en 20-årig forældelse. Forældelsesfristen blev efter de dagældende regler afbrudt ved enhver henvendelse, der havde karakter af påkrav eller påmindelse.

Klagerne modtog løbende årsoversigter fra banken, som afbrød forældelsen i medfør af DL 5-14-4, jf. forældelseslovens § 30, stk. 3. Det fremgår også af U 2013.165 H og U 2012.1809 V.

Bankens årsoversigter bliver genereret automatisk i bankens IT-system på baggrund af den enkelte kundes engagement med banken og sendt ud fra en central enhed. Årsoversigterne bliver automatisk gemt i den enkelte kundes digitale kundemappe således, at bankens medarbejdere kan se de årsoversigter, der er sendt til den enkelte kunde.

Banken har tilrettelagt sit postsystem således, at hvis der kommer breve retur til banken med angivelse af, at modtagelse er nægtet, eller kunden er ubekendt på den pågældende adresse, undersøger bankens postafdeling modtagerens adresse i bankens IT-system og sammenholder denne med adressen registreret i CPR. Er bankens registrerede adresse ikke i overensstemmelse med adressen registreret i CPR, retter banken adressen i sit IT-system og genfremsender brevet til kunden. Hvis det ikke er muligt at finde kundens adresse, eller kommer brevet retur, selvom det er sendt til den korrekte adresse, bliver brevet markeret med et ”R” i bankens IT-system. ”R”-markeringen betyder, at brevet ikke er modtaget af kunden.

Ingen af de fremsendte årsoversigter er returneret til banken med angivelse af, at modtagelse var nægtet, eller med angivelse af, at klageren var ubekendt på den pågældende adresse, eller af andre årsager ikke var kommet frem til klagerne.

Banken afbrød herved senest ved årsoversigterne pr. 31. december 2006 forældelsesfristen, og kravet vil herefter tidligst være forældet ultimo 2016.

Banken har ikke udvist passivitet ved ikke at have startet inddrivelsesprocessen via civilretten på et tidligere tidspunkt.

Banken har heller ikke opgivet kravet mod klagerne.

Ankenævnets bemærkninger

Den 19. august 1991 afgav klagerne kautionserklæringer til sikkerhed for nuværende og fremtidige krav, som banken måtte få mod selskabet A. A fik samme dag en kassekredit i banken på 300.000 kr.

Ved dekret af 26. juni 1992 blev A taget under konkursbehandling, og banken kaldte den 1. juli 1992 klagernes selvskyldnerkautioner.

Konkursbehandlingen i A blev den 24. september 1992 afsluttet efter konkurslovens § 143 uden dividende til boets kreditorer.

Når en fordring er sikret ved kaution, bestemmes forældelsesfristen for bankens krav mod kautionisterne efter de samme regler som for hovedskyldneren, her A.

A’s gæld til banken var omfattet af den dagældende 20-årige forældelsesfrist i medfør af Danske Lovs 5-14-4. Denne forældelsesfrist kan afbrydes ved en påmindelse til skyldner. Kravet er nu omfattet af den 10-årige forældelsesfrist efter forældelseslovens § 6, stk. 1, jf. § 11. Det følger af forældelseslovens § 30, stk. 3, at afbrydelse af forældelse, der har fundet sted før forældelsesloven trådte i kraft den 1. januar 2008, har virkning som afbrydelse efter forældelsesloven.

Klagerne har anført, at de ikke modtog årsoversigten for 2006. Danske Bank har oplyst, at banken løbende sendte årsoversigter til klageren. Der er i sagen fremlagt årsoversigter for årene fra 2001 til 2006, hvor konto -926, der fungerede som en samlekonto for klagernes gæld til banken, var anført som ”Misligholdt fordring” med et beløb på 1.443.763,40 kr. Årsoversigterne for 2001-2006 er sendt til samme adresse som også er klagernes folkeregisteradresse. Ankenævnet finder, at årsoversigterne har karakter af en påmindelse, og at de derfor kan afbryde forældelsesfristen efter de dagældende regler.

Ankenævnet finder det godtgjort, at årsoversigterne for 2001-2006 er sendt til klagernes folkeregisteradresse, og at ingen af dem er kommet retur til banken. Under hensyn til bankens oplysninger om proceduren for postafsendelse og for registrering af returneret post, finder Ankenævnet, at banken i tilstrækkelig grad har ført bevis for, at påmindelse om bankens krav er kommet frem til klagerne. Kravet, som banken under sagen har nedskrevet til 300.000 kr., er derfor ikke forældet. Klagerne får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnet finder endvidere ikke, at banken kan anses at have opgivet sit krav eller på anden måde udvist retsfortabende passivitet.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.

Klagerne får klagegebyret tilbage.