Indsigelse om forældelse af gæld, der i 1985 overgik til inkasso.
| Sagsnummer: | 90/2010 |
| Dato: | 07-03-2011 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Carsten Holdum, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen, Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Inkasso - forældelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse om forældelse af gæld, der i 1985 overgik til inkasso. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod Nordea Banks krav om betaling af en gæld, der i 1985 overgik til inkasso.
Sagens omstændigheder.
Klageren optog den 5. oktober 1983 et "Kviklån" i Sparekassen SDS på 30.000 kr. Ved udgangen af 1984 udgjorde restgælden 27.783,92 kr.
Herefter blev der ikke betalt afdrag på gælden. Ved dom af 3. september 1985 i Ballerup Ret blev klageren dømt til at betale 27.783,92 kr. med tillæg af en årlig rente på 17 % fra 20. december 1984 til betaling sker.
Banken forsøgte via fogedretten at inddrive gælden i november 1985, i 1986 og i 1994.
Under sagen har banken fremlagt erindringsskrivelser af 25. november 1992, 10. maj 1994, 19. august 1994, 19. januar 1995, 18. november 1997, 9. februar 1998, 8. maj 2000, 4. august 2004 samt to standardbreve, som blev udsendt til alle inkassokunder i december 1997 og den 22. juli 2009.
Ved fogedrekvisition af 11. september 2009 har banken søgt at inddrive kravet. I rekvisitionen er gælden opgjort til 27.783,92 kr. tillagt renter på 23.564,71 samt omkostninger på 2.000 kr. jf. den tidligere dom, i alt 53.348,53 kr.
Parternes påstande.
Klageren har den 1. februar 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank Danmark skal frafalde kravet mod klageren.
Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han har boet i Roskilde i 24 år og ikke i tidligere rykkere er blevet opfordret til at lave en aftale med banken.
Gælden må være forældet eller bortfaldet på grund af sagsforløbet.
Nordea Bank Danmark har anført, at sagen behandles af Fogedretten, der ikke har meddelt, at der mangler fundament for at sagen kan fremmes.
Banken (dengang Sparekassen SDS) fik i 1985 dom for kravet. Efter de tidligere forældelsesregler var kravet underlagt 20-årig forældelse. Forældelsen er blevet afbrudt ved, at banken jævnligt har sendt breve til klageren om kravet.
Efter § 30 i den nye forældelseslov er kravet ikke forældet.
Kravet kan ikke komme bag på klageren, da han flere gange er blevet indkaldt til fogedretten og har fået breve om kravet. Det fremgår også af hans årsopgørelse fra SKAT.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klagerens gæld til Nordea Bank (tidligere Sparekassen SDS) som fastslået ved Ballerup Rets dom af 3. september 1983 var omfattet af den dagældende 20-årige forældelse i medfør af Danske Lovs 5-14-4. Renter af gælden var omfattet af den 5-årige forældelse i forældelsesloven af 1908.
Bankens krav med tillæg af fem års renter var ikke forældet den 1. januar 2008, hvor lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer (forældelsesloven) trådte i kraft. På baggrund af overgangsreglen, jf. lovens § 30, stk. 1, var kravet ikke forældet den 11. september 2009, hvor banken søgte kravet inddrevet via fogedretten.
Kravet er heller ikke forældet nu, jf. forældelseslovens § 16, idet banken har søgt kravet inddrevet for mindre end tre år siden.
Som følge heraf træffes følgende
afgørelse:
Klagen tages ikke til følge.