Afgørelse

Fastkursaftale. Misligholdelse.

Klageren indgik primo 1999 en aftale om køb af en ejendom. Ifølge købsaftalen skulle der optages ejerskiftelån, for hvilket kursrisikoen påhvilede klageren. Klageren underskrev i februar 1999 et låneskema vedrørende lån i et pengeinstitut, som er koncernforbundet med det indklagede realkreditinstitut. Af låneskemaet fremgik, at lånet blev ydet af det koncernforbundne pengeinstitut, men at betjeningen ville ske fra realkreditinstituttets områdekontor. Realkreditinstituttet afgav i marts 1999 tilbud på det forudsatte ejerskiftelån og fremsendte ligeledes i marts 1999 pr. telefax en bekræftelse på fastkursaftale til klageren, som samme dag blev underskrevet af ham og returneret til realkreditinstituttet. I maj 1999 krævede realkreditinstituttet klageren for 26.429 kr. til dækning af kurstab og gebyrer i anledning af, at fastkursaftalen var blevet misligholdt. Klageren protesterede efterfølgende over det krævede beløb under henvisning til, dels at han ikke havde misligholdt aftalen, men at den manglende gennemførelse skyldtes, at det koncernforbundne pengeinstitut havde nægtet ham lån, hvilken långivning havde været en forudsætning også for hans optagelse af realkreditlånet, dels bestred klageren, at der i det hele var indgået en fastkursaftale, idet denne ikke var underskrevet af realkreditinstituttet. Realkreditinstituttet fastholdt kravet. Yderligere korrespondance førte ikke til en løsning af sagen.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at realkreditinstituttet ikke kunne gøre et krav gældende mod ham i anledning af den ikke gennemførte fastkursaftale. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at der senest ved klagerens underskrift på instituttets telefax om bekræftelse af fastkursaftale var indgået en for begge parter bindende aftale. Nævnet fandt videre, at det af låneskemaet til det koncernforbundne pengeinstitut fremgik, at et eventuelt lån blev ydet af pengeinstituttet og ikke af realkreditinstituttet. Nævnet lagde til grund, at pengeinstituttet ikke ønskede at yde klageren et lån, fordi klageren ikke ville give pengeinstituttet de nødvendige oplysninger til brug ved vurderingen af låneansøgningen. Nævnet fandt derfor, at klageren ikke kunne kræve sig frigjort for fastkursaftalen, selv om han ikke havde opnået efterfinansiering i pengeinstituttet, og frifandt på den baggrund instituttet.