Spørgsmål om afbrydelse af forældelsesfristen på 20 år kunne anses for sket, samt om domfældt var identisk med klager.
| Sagsnummer: | 135/2007 |
| Dato: | 16-10-2007 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Carsten Holdum, Jette Kammer Jensen, Ole Jørgensen |
| Klageemne: |
Udlån - hæftelse
Forældelse - udlån |
| Ledetekst: | Spørgsmål om afbrydelse af forældelsesfristen på 20 år kunne anses for sket, samt om domfældt var identisk med klager. |
| Indklagede: | ebh | finansservice |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører, om klageren hæfter for et beløb i henhold til en dom sagt i 1996.
Sagens omstændigheder.
Den 7. maj 2007 indgav klageren klage til Ankenævnet i anledning af, at hun fra ebh | finansservice, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, var blevet afkrævet et beløb på i alt 7.933,30 kr. Klageren henviste til selskabets skrivelse af 26. februar 2007, hvoraf fremgår, at ebh | finansservice fra stormagasinet M havde erhvervet et krav mod klageren på oprindelig 3.711,60 kr.
Under sagen har ebh | finansservice fremlagt en udeblivelsesdom af 18. marts 1986 afsagt af Retten i Rønne, hvorefter en person med samme fornavn som klageren, men med et andet efternavn og adresse, blev dømt til at betale til M 3.711,60 kr. med tillæg af 1,8 % pr. måned fra 25. juni 1985 foruden sagens omkostninger på 845 kr.
Dommen har påtegning om at være fremlagt i fogedretten i Rønne den 26. maj 1986 med oplysning om, at der blev afgivet insolvenserklæring. Af håndskrevne opgørelser på dommen fremgår, at debitor den 3. november (formentlig 1986) betalte 200 kr., ligesom der ved en opgørelse pr. 1. september 1987 er fradraget betalinger på 1.300 kr.
Af en kontospecifikation fra det advokatfirma, der repræsenterede M i forbindelse med inkassationen, fremgår, at der blev indbetalt følgende beløb:
1. januar 1987 | kr. | 200,00 |
22. april 1987 | kr. | 200,00 |
1. juni 1987 | kr. | 600,00 |
1. juni 1987 | kr. | 200,00 |
4. august 1987 | kr. | 300,00 |
Af en skrivelse af 24. august 1987 fra advokatfirmaet S til M's advokat fremgår:
"…
Hermed følger kopi af mine skrivelser i dag til debitorerne med kontospecifikationer og specifikation af Deres tilgodehavende, kr. 1.700,- der vedlægges i check l/klientkonto.
[Med håndskrift påført:]
200117 [domfældtes fornavn] 1.500 kr. A/C"
…"
Ved skrivelse af 19. januar 1989 fremsendte advokatfirmaet S til M's advokat "fundament idet jeg henviser til afregning til Dem af 24. august 1987. Samme dag tilskrev jeg debitor med en opgørelse og siden har hun ikke betalt noget."
Ved skrivelse af 9. marts 2007 rettede klageren henvendelse til Forbrugerklagenævnet, som ved skrivelse af 27. april 2007 videresendte henvendelsen til Ankenævnet.
Ved svarskrift modtaget i Ankenævnet den 1. juni 2007 opgjorde ebh | finansservice sit krav til 7.933,30 kr., idet klagerens indbetalinger var angivet til 1.300 kr. Selskabet har efterfølgende nedsat kravet til 7.733,30 kr. som følge af en manglende registrering af en indbetaling på 200 kr.
Under sagens forberedelse har ebh | finansservice fremlagt resultatet af en søgning i Det Centrale Personregister, hvor der er søgt på navnet på den person, der blev dømt ved dommen af 18. marts 1986, samt pågældendes adresse. Resultatet viser klagerens navn og dennes nuværende adresse, hvortil klageren flyttede den 1. august 2005.
Ved skrivelse af 21. august 2007 anmodede Ankenævnets sekretariat klageren om at oplyse, om hendes indsigelse i sagen skulle forstås således, at hun ikke anså sig for identisk med den person, der var blevet dømt ved dommen af 18. marts 1986. Klageren har ikke reageret herpå.
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt påstand om, at ebh | finansservice skal anerkende, at hun ikke skylder selskabet noget beløb.
Ebh | finansservice har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun efter at have modtaget opkrævningen fra ebh | finansservice telefonisk meddelte, at hun ikke kendte noget til den sag.
Sagen angår forhold, der er foregået i 1983-1984, men hun har ikke fået henvendelser eller opkrævninger i alle disse år.
Ebh | finansservice har anført, at klageren må anses for identisk med den person, der blev dømt ved den fremlagte dom.
Kravet er undergivet den 20-årige forældelsesfrist og er ikke forældet. Klageren indbetalte den 1. juni 1987 et beløb til den advokat, der havde sagen, hvorved forældelsen blev afbrudt.
Ebh | finansservices krav herunder rentekrav er heller ikke forældet som følge af passivitet hverken fra M's eller ebh | finansservices side. Kreditors adfærd har på intet tidspunkt givet klageren en berettiget forventning om, at gælden ikke skulle betales.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Uanset at klagerens efternavn ikke er identisk med efternavnet på den person, der blev dømt ved retten i Rønne den 18. marts 1986, finder Ankenævnet det ved de fremlagte oplysninger, herunder den foretagne CPR-søgning, godtgjort, at klageren er identisk med den pågældende person.
Ebh | finansservices krav er undergivet 20-årig forældelse efter Danske Lovs 5-14-4. Det må anses for godtgjort, at forældelsesfristen blev afbrudt over for klageren ved skrivelse af 24. august 1987 fra advokatfirmaet S.
Da klagerens indbetalinger på i alt 1.500 kr. er fragået i omkostninger samt renter, som på betalingstidspunktet ikke var forældet, finder Ankenævnet ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes opgørelse af kravet til nu 7.733,30 kr.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.