Afgørelse

Personlig fordring. Forældelse.

Det indklagede realkreditinstitut overtog i februar 1989 klagernes daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 152.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til 199.151 kr. Den ejendomsmægler, der stod for videresalget af ejendommen, meddelte i marts 1989 instituttet, at ejendommen var i en sådan forfatning, at dens værdi antagelig kun var 40.000 - 50.000 kr. kontant. Instituttet videresolgte pr. 15. februar 1990 ejendommen for en kontantpris på 25.000 kr., og gjorde i maj 1994 en personlig fordring på 47.152 kr. gældende mod klagerne, hvortil skulle tillægges renter fra auktionsdagen på 12 pct. p.a. Instituttet udtog i juni 2000 stævning mod klagerne. Klagerne afviste kravet, blandt andet med henvisning til, at ejendommen var blevet videresolgt for et for lille beløb. Klagerne gjorde endvidere gældende, at den personlige resthæftelse pr. auktionsdagen indeholdt renter, der var forældede. Instituttet afviste at have solgt ejendommen for billigt, og at dele af det fremsatte krav var forældet. Retten udsatte herefter sagen på behandling i Realkreditankenævnet.

Klagerne nedlagde ved Nævnet principal påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod dem, subsidiært at instituttet ikke kunne gøre en fordring af den omhandlede størrelse gældende. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at instituttet i forbindelse med tvangsauktionen eller ved det efterfølgende salg havde handlet på en sådan måde, at der skulle ske nedsættelse af den opgjorte restfordring. Instituttet var derfor berettiget til at kræve tabet erstattet hos klagerne, medmindre nogen del af instituttets krav kunne anses for forældet. Som følge af de to landsretsafgørelser, som var truffet i henholdsvis juni og oktober 2000 vedrørende spørgsmålet om hel eller delvis forældelse af realkreditinstitutternes personlige fordringer mod låntagere, hvis ejendomme var solgt på tvangsauktion, fandt Nævnet, at det ikke efter domspraksis kunne antages, at nogen del af det krav, som instituttet havde gjort gældende, var forældet. Nævnet frifandt derfor instituttet, der var berettiget til at kræve fordringen forrentet med 12 pct. p.a. fra 5 år tilbage fra sagens indbringelse for retten, og indtil betaling sker.