Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning i forbindelse med engagement, herunder udlandslån og lånefinansieret aktieinvestering

Sagsnummer: 883 /2010
Dato: 15-05-2012
Ankenævn: Eva Hammerum, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Morten Bruun Pedersen, Erik Sevaldsen
Klageemne: Udlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Krav om erstatning i forbindelse med engagement, herunder udlandslån og lånefinansieret aktieinvestering
Indklagede: Nordea Bank Danmark og Roskilde Bank (FS Finans)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagernes krav om erstatning i forbindelse med et engagement med Roskilde og Nordea Bank, herunder vedrørende udlandslån og lånefinansieret investering i aktier.

Sagens omstændigheder

Klageren M har indgivet denne klage på egne og på sin ægtefælles (H) og børnebørns vegne.

Klagerne var kunde i Roskilde Bank.

I 2005 ydede banken et udlandslån på modværdien af 1.530.000 kr. til M’s erhvervsvirksomhed. Af låneaftalen fremgår blandt andet følgende vedrørende rente:

"…



Rente

Rentefastsættelse hvert kvartal
Rente: Cost of funds (afregnes bagud)
Margin: 1,75 1. år dog 2,75% p.a. (afregnes bagud)



…"

Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, nu FS Finans, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.

Klagernes engagement blev overtaget af Nordea Bank.

Ved brev af 15. januar 2009 informerede Nordea Bank om overførslen af udlandslånet og om den fremtidige renteberegning. Af brevet fremgår blandt andet:

"…

Samme vilkår

Vi flytter dit valutalån med samme valuta og med en uændret renteperiode. Den nye rente bliver som hidtil fastsat på renteterminsdatoen og afhænger af valuta og renteperiode.

Roskilde Bank har tidligere beregnet en grundlagsrente (cost of funds), der fastsættes dagligt og svarer til de løbende offentliggjorte CIBOR-satser (lån i danske kroner) eller til de løbende offentliggjorte LIBOR-satser (lån i øvrige valuta) med et tillæg på 2%. Dertil kom den individuelt aftalte marginal på lånet.

Nordea bruger en grundlagsrente kaldet N-Bor, som også fastsættes dagligt for hver valuta og løbetid. N-Bor svarer aktuelt til CIBOR- eller LIBOR-satserne rent – altså uden et tillæg.

Ved konverteringen af dit valutalån overfører vi lånet med en marginal, der er 2% højere end den, du har haft tidligere. Til gengæld falder grundlagsrenten tilsvarende, så den samlede rentesats kun bliver påvirket, hvis renten i den pågældende valuta har ændret sig siden sidste rentetilpasning.

…"

Den 27. februar 2009 sendte Nordea Bank et enslydende brev til M’s ægtefælle, H, som efter det oplyste havde et lån på 610.316 CHF.

Den 30. december 2010 indgav klagerne v/M en klage til Ankenævnet over Roskilde Bank, Nordea Bank og Nationalbanken. Klagen vedrørte M’s og H’s udlandslån og investeringer, herunder for lånte midler, samt deres børnebørns investeringer.

Ved brev af 14. januar 2011 til M informerede Ankenævnets sekretariat om, at klagen over Nationalbanken ikke kunne behandles.

Parternes påstande

Klagerne v/M har nedlagt påstand om, at Roskilde Bank (FS Finans) og Nordea Bank skal betale erstatning.

Roskilde Bank har nedlagt påstand om afvisning.

Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

M har anført, at hele familien som følge af omstændighederne i Roskilde Bank blev påført et betydeligt tab. De bør være berettiget til en fuldstændig erstatning på 3.193.000 kr.

Roskilde Bank gik reelt ikke konkurs, men blev overtaget af Nationalbanken, hvilket ifølge Grundloven kun kan ske mod fuldstændig erstatning. De har som aktionærer og dermed ejere af banken ikke fået erstatning for overtagelsen. Der er ikke indtrådt forældelse.

Roskilde Bank og Nordea Bank har pådraget sig et rådgivningsansvar vedrørende udlandslånene. På et tidspunkt i 2008, hvor CHF valutakursen var lav, og Roskilde Bank skulle likvideres, blev lånene omlagt til CHF. Den 4. januar 2011 anbefalede de samme medarbejdere at omlægge til danske kroner. På daværende tidspunkt var kursen på CHF meget høj. Ifølge Nordea Bank var omlægningen en betingelse for at videreføre engagementet.

De blev rådgivet til at optage lån til køb af aktier i Roskilde Bank. Nu vil Nordea Bank have tinglyst pant i deres hus og sommerhus.

Bankerne har også forårsaget rådgivningstab for børnebørnene.

Nordea Bank har egenhændigt overtaget udlandslånene og herefter beregnet sig en urimelig høj rente. Der findes ingen aftaler med Nordea Bank om udlandslånene. Banken kan derfor heller ikke beregne sig renter af lånene. Bankens renteopkrævning udgør 2250%. I årene 2008 – 2010 har banken "frarøvet" ham mere end 800.000 kr. Ved overførslen af lånene blev renten uberettiget ændret. Renteberegningen stemmer nu ikke med aftalegrundlaget. Nordea Bank var ikke berettiget til ensidigt at ændre vilkårene.

Roskilde Bank og Nordea Bank bør udlevere fortrolige dokumenter tilbage fra 1930’erne.

Roskilde Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen vedrørende udlandslånet til klagerens virksomhed vedrører et erhvervsmæssigt forhold, som ikke er omfattet af Ankenævnets kompetence, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2 og 3.

Klagernes påstande er – i det omfang de angår formueretlige tvister – så upræcise, at de er uegnede til at danne grundlag for en realitetsbehandling.

Hvis sagen ikke afvises forbeholder banken sig ret til at komme med bemærkninger vedrørende realiteten.

Nordea Bank Danmark har anført, at banken ikke har forhøjet renten på udlandslånene i forbindelse med overtagelsen af engagementet. Efter overførslen svarede den totale rente til den rente, som der hidtil havde været betalt, blot sammensat på en anden måde.

Banken har videreført de satser, som hidtil var gældende for begge lån. Det lægges til grund, at Roskilde Bank på et tidspunkt har gennemført sin forhøjelse af renten i fuld overensstemmelse med den sædvanlige bestemmelse om renteændringer i bankens almindelige forretningsbetingelser, som var gældende for lånene. Forhøjelsen er sket ved at regulere "cost of funds", mens Nordeas politik er at lægge en sådan ændring på marginaldelen. Dette har tilsyneladende skabt en misforståelse, som banken forgæves har forsøgt at afklare.

På H’s lån er renten uændret, mens marginalen på udlandslånet til M’s virksomhed pr. den 22. april 2009 blev forhøjet med 0,5 procentpoint som led i en generel forhøjelse af marginalen på valutalån. Forhøjelsen blev gennemført og varslet på grundlag af generelle vilkår for erhvervskunder. Da lånet er erhvervsmæssigt bør Ankenævnet afvise klagen for så vidt angår dette lån.

Banken har ikke haft indflydelse på Roskilde Banks konkurs og afviklingen af banken. Nordea Bank har alene købt et antal filialer pr. den 31. oktober 2008 med tilhørende engagementer, herunder klagernes.

Nordea Bank har ikke rådgivet om de omhandlede udlandslån.

Ankenævnets bemærkninger

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at sagen bør afvises som erhvervsmæssig for så vidt angår klageren M. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om en personligt ejet virksomhed, og at aftalen om optagelse af CHF-lånet efter det oplyste ikke væsentligt adskiller sig fra den med H indgåede aftale.

Ankenævnet finder endvidere ikke, at sagen på baggrund af klagerens påstande skal afvises.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Nordea Bank Danmark eller Roskilde Bank på det foreliggende grundlag har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre erstatningsansvar, herunder rentekompensation.

Det bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at der er aftalt en fast rente.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.