Salær.
| Sagsnummer: | 36 /1990 |
| Dato: | 17-05-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Modregning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Salær. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I juli 1987 ydede indklagedes Slagelse afdeling klageren, der driver et ejendomskontor, en kassekredit på 25.000 kr., som i november 1987 blev forhøjet til 50.000 kr.
Den 18. august 1988 overgav indklagede engagementet til retslig inkasso og ved dom afsagt af civilretten i Slagelse den 25. oktober 1988, blev klageren dømt til betaling af indklagedes tilgodehavende ifølge kassekreditkontrakten. Ved en efterfølgende fogedforretning i maj 1989 afgav klageren insolvenserklæring.
I september måned 1989 modtog klageren en henvendelse fra en kunde, der ønskede at afhænde sine anparter i et ejendomsanpartsselskab. Klageren formidlede et købstilbud fra en fremmed investor, men indehaveren af den øvrige del af indskudskapitalen, der er kunde hos indklagede, ønskede imidlertid at gøre en forkøbsret til de omhandlede anparter gældende.
I den forbindelse udarbejdede klagerens ejendomskontor en salgsopstilling for ejendommen, der skulle anvendes til brug for vurdering af prisen på anparterne.
Den 8. december 1988 tilbød indehaveren af den øvrige del af indskudskapitalen via klagerens ejendomskontor at købe de omhandlede anparter, og den 2. januar 1990 anmodede indehaveren indklagede om at afregne den aftalte købesum til sælgers pengeinstitut, dog med fradrag af i alt 25.000 kr., hvilket beløb skulle fremsendes til klagerens ejendomskontor som honorar for arbejdet i sagen.
Ved skrivelse af 2. januar 1990 meddelte indklagedes Slagelse afdeling klageren, at honoraret i forbindelse med vurdering af anparterne 25.000 kr. var anvendt til nedbringelse af indklagedes tilgodehavende opgjort pr. 20. marts 1989 til 84.378,59 kr.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at den skete modregning har været uberettiget, og at beløbet indsættes på en konto tilhørende et revisionskontor, som tidligere er blevet tiltransporteret beløbet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at salæret ikke har været indsat på en konto hos indklagede. Indklagede har af køberen modtaget 25.000 kr. med anmodning om at videreekspedere beløbet til klageren. Klageren finder derfor, at den foretagne modregning er uberettiget.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand anført, at købesummen vedrørende anparterne ifølge køber skulle overføres til sælgers pengeinstitut uden betingelser af nogen art og som endelig afregning af købesummen for anparterne i ejendomsselskabet dog med fradrag af det omhandlede beløb 25.000 kr., der ligeledes uden betingelser af nogen art skulle overføres til klagerens ejendomskontor. Beløbet udgør et fast honorar for det af klagerens ejendomskontor udførte arbejde i forbindelse med vurdering af prisen for anparterne, og der er efter det overfor indklagede oplyste ikke noteret transport i det omhandlede beløb til fordel for revisionskontoret, ligesom sælger ikke har modtaget denunciation vedrørende en eventuel transport i beløbet.
Indklagedes Slagelse afdeling har derfor været berettiget til at foretage modregning i beløbet 25.000 kr., idet betingelserne for modregning har været opfyldt.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har modregnet i et beløb, som indklagede efter anmodning fra en kunde skulle videreekspedere til klageren. Indklagede har således ikke været debitor ifølge hovedkravet, og der har ikke været gensidighed mellem modkravet og hovedkravet.
Da modregningsbetingelserne således ikke har været til stede, er den foretagne modregning uberettiget, hvorfor
Indklagede bør inden 4 uger, som anvist af klageren, overførte 25.000 kr. til klagerens revisionskontors konto hos indklagede pr. 2. januar 1990. Klagegebyret tilbagebetales klageren.