Indsigelse mod forlængelse af løbetiden på lån som følge af renteforhøjelser
| Sagsnummer: | 388/2022 |
| Dato: | 28-04-2023 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, George Wenning, Mette Lindekvist Højsgaard, Jacob Ruben Hansen og Poul Erik Jensen. |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod forlængelse af løbetiden på lån som følge af renteforhøjelser |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod forlængelse af løbetiden på lån som følge af renteforhøjelser.
Sagens omstændigheder
Den 15. oktober 2004 underskrev klageren som låntager et gældsbrev vedrørende et boliglån på 170.000 kr. i BG Bank (nu Danske Bank). Af gældsbrevet fremgik, at lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.700 kr., at renten var variabel, at den sidste ydelse forfaldt 28. februar 2019, hvis renten ikke blev ændret i lånets løbetid, og at gældsbrevet bestod af blandt andet bankens Almindelige forretningsbetingelser – Forbrugere. Af gældsbrevet fremgik blandt andet:
”…
Tilbagebetaling af lånet og rente
Jeg betaler det lånte beløb, renter og eventuelle gebyrer tilbage med 172 ydelser på DKK 1.700,00, som forfalder den sidste bankdag hver måned, første gang den 29. oktober 2004 og en sidste ydelse på DKK 1.587,10, som forfalder den 28. februar 2019.
Det samlede antal ydelser er 173.
Lånet vil være betalt tilbage den 28. februar 2019, hvis renten ikke ændres i lånets løbetid. Ændrer banken renten i lånets løbetid, kan det ændre tidspunktet for, hvornår lånet er betalt tilbage. Hvis renten på lånet ændres, kan banken ændre ydelserne på lånet med 3 måneders varsel. …
Renten og rentefastsættelse
For lånet betaler jeg en variabel rente. At renten er variabel betyder, at banken kan ændre renten.
…
Forudsætninger for beregning af og oplysning om kreditomkostningerne
Det er forudsat, at
- der ikke sker ændringer i renten
- der ikke kommer andre omkostninger i løbetiden
- du og banken ikke indgår aftaler eller ændrer tilbagebetalingen i løbetiden
- du får udbetalt lånet den 5. oktober 2004 …”
Banken har oplyst, at renten på tidspunktet for lånets etablering var 8,5 % om året, og at baggrunden for lånet var, at klageren gældsovertog et boliglån som enedebitor i forbindelse med en separation.
Banken har oplyst, at den løbende fra 2004 ved breve varslede klageren om renteændringer på lånet i overensstemmelse med bankens enhver tid gældende ”Almindelig Forretningsbetingelser – Forbrugere”.
I sagen er fremlagt varslingsbreve fra banken til klageren i perioden fra april 2011 til juli 2012 vedrørende renteforhøjelser. Af brevene fremgik blandt andet, at renteforhøjelserne medførte forlængelser af løbetiden. Af varslingsbreve af henholdsvis den 15. april 2011 og den 25. juli 2012 fremgik f.eks., at lånet med den nye rentesats først forventedes at være tilbagebetalt henholdsvis den 31. august 2021 og den 31. marts 2023.
I sagen er endvidere fremlagt årlige kontoudskrifter til klageren vedrørende lånet for årene 2004-2021. Af kontoudskrifterne fremgik, hvilken rente banken opkrævede i perioden, hvornår renten ændrede sig samt rentetilskrivninger og udviklingen i lånets restgæld. Det fremgik, at renten i perioden før den 2. september 2019 lå i et interval mellem 8,5 % og 12,5 % om året, og at klageren afviklede lånet med en fast månedlig ydelse på 1.700 kr.
Den 2. september 2019 blev rentesatsen efter aftale mellem banken og klageren nedsat fra 11,00 % til 8,75 % om året, og renten var derefter uændret var 8,75 % om året. Banken har oplyst, at de renteændringer, der blev varslet i perioden før den 2. september 2019, var generelle ændringer af rentesatsen for lån af den pågældende type.
Den 28. august 2022 kontaktede klageren banken og anførte, at banken i forbindelse med tilbagebetalingen af lånet uretmæssigt og i strid med det aftalte havde opkrævet ydelser for 44 måneder. Klageren anførte, at han ikke havde fået besked om den forlængede løbetid eller om renteændringer, og at renten burde have været nedsat og ikke forhøjet. Den 20. september 2022 afviste banken klagen.
Den 26. september 2022 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.
Den 30. september 2022 blev lånet endelig indfriet.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Danske Bank skal tilbagebetale 75.000 kr. til ham.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at det fremgår af hans aftale med banken, at lånet skulle være afviklet den 28. februar 2019.
Lånet var imidlertid først indfriet den 30. september 2022, 44 måneder senere end den 28. februar 2019.
Banken har således opkrævet 75.000 kr. for meget i den forlængede periode.
Danske Bank har anført, at lånet i 2004 blev etableret med en variabel rente og en fast ydelse. At renten er variabel betyder, at banken kan ændre renten i overensstemmelse med bankens til enhver tid gældende ”Almindelig Forretningsbetingelser – Forbrugere”. Banken ændrede løbende renten i overensstemmelse med bankens til enhver tid gældende ”Almindelig Forretningsbetingelser – Forbrugere”.
Lånets variable rente var i hele lånets løbetid lig med eller højere end renten ved lånets udbetaling. Dette medfører en forlængelse af løbetiden ved en uændret ydelse. Banken forbeholdt sig i aftalen med klageren ret til at ændre ydelsen, hvis renten ændrede sig. Banken udnyttede ikke denne ret, hvorfor klagerens ydelse uændret var 1.700 kr. pr. måned. Den højere rente og den uændrede ydelse har forlænget tidspunktet for lånets tilbagebetaling. Den betalte faste ydelse var ikke tilstrækkelig til at dække rentestigningerne, og klageren havde derfor ikke tilbagebetalt lånet inden for den i gældsbrevet oplyste dato.
Det fremgår klart af gældsbrevet og aftalen med klageren, at hvis banken ændrer renten i lånets løbetid, kan det ændre tidspunktet for, hvornår lånet er betalt tilbage.
Banken sendte årlige kontoudskrifter til klageren fra lånets etablering i 2004. Af kontoudskrifterne fremgik, hvilken rente banken opkrævede i perioden, hvornår renten ændrede sig samt rentetilskrivninger og udviklingen i lånets restgæld. Klageren blev således løbende orienteret om både udviklingen i lånets restgæld og den forlængede løbetid.
Et alternativ til en forlænget løbetid på grund af en højere rente ville have været en forhøjelse af den månedlige ydelse, hvilket ville have påvirket klagerens månedlige rådighedsbeløb.
Tilbagebetalingen af lånet skete i overensstemmelse med gældsbrevets bestemmelser og aftalen med klageren. Banken har ikke handlet ansvarspådragende.
Beløbet i klagerens påstand skal rettelig opgøres til 74.800 kr. (1.700 kr. x 44) og ikke til 75.000 kr.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren optog i oktober 2004 et boliglån på 170.000 kr. hos BG Bank (nu Danske Bank) til en variabel rentesats på 8,5 % om året. Af gældsbrevet fremgik, at lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.700 kr., og at den sidste ydelse forfaldt den 28. februar 2019, hvis renten ikke blev ændret i lånets løbetid.
I perioden fra lånets etablering til den 2. september 2019 ændrede banken løbende renten på lånet. Banken har oplyst, at renteændringerne var generelle ændringer af rentesatsen for lån af den pågældende type. I sagen er fremlagt varslingsbreve fra banken til klageren i perioden fra april 2011 til juli 2012 vedrørende renteforhøjelser. Den 2. september 2019 blev rentesatsen efter aftale mellem banken og klageren nedsat fra 11,00 % til 8,75 % om året, og renten var derefter uændret frem til den 30. september 2022, hvor lånet blev endeligt indfriet. Klageren fik løbende tilsendt årsopgørelser, hvoraf renter, rentesats og restgæld fremgik.
Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at løbetiden blev forlænget som følge af renteforhøjelser i lånets løbetid samtidig med, at ydelsen uændret var 1.700 kr. om måneden.
Ankenævnet finder, at banken havde hjemmel i parternes aftale, jf. gældsbrevet og bankens almindelige forretningsbetingelser, som er en del af aftalen, til at foretage de i sagen omhandlede renteændringer. Ankenævnet lægger til grund, at renteændringerne skete med de varsler, der fulgte af bankens almindelige forretningsbetingelser, at klageren blev informeret om rentestigningerne på fyldestgørende måde, jf. nu kreditaftalelovens § 9, og at renten på klagerens boliglån fulgte bankens almindelige renteændringer for den pågældende kontotype.
Ankenævnet finder endvidere ikke, at de i sagen oplyste rentesatser kan tilsidesættes som urimelige, jf. aftalelovens § 36, jf. § 38c.
Ankenævnet finder ikke, at banken havde garanteret klageren en bestemt løbetid. Af gældsbrevet fremgik derimod, at banken kunne ændre rentesatsen, og at renteændringer kunne ændre tidspunktet for, hvornår lånet var betalt tilbage. Ankenævnet finder, at det på baggrund heraf måtte stå klageren klart, at renteændringerne ville medføre en længere afviklingsperiode, hvilket ligeledes fremgik af de fremlagte varslingsbreve.
Ankenævnet finder således ikke grundlag for at fastslå, at banken har opkrævet for meget hos klageren.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.