Ejerpantebrev, forskelsstempel - Kreditaftaleloven.
| Sagsnummer: | 259 /1992 |
| Dato: | 16-09-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Peter Stig-Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Ejerpantebrev - øvrige spørgsmål
Stempel - forskelsstempel Kreditaftaleloven - kreditoplysninger |
| Ledetekst: | Ejerpantebrev, forskelsstempel - Kreditaftaleloven. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Primo marts 1991 anmodede klageren indklagedes Amager afdeling om en forhøjelse af sin kassekredit med 131.000 kr. til 210.000 kr. i forbindelse med udskiftning af klagerens bil.
Ved en telefonsamtale den 11. marts 1991 gav afdelingen tilsagn om forhøjelsen mod overførsel til den nye bil af det til sikkerhed for kreditten deponerede løsøreejerpantebrev på 120.000 kr. med pant i klagerens gamle bil. Omkostningerne vedrørende løsøreejerpantebrevet blev oplyst til 700 kr. i tinglysningsafgift samt 300 kr. til panthaverdeklaration. Indklagede har oplyst, at den ekspederende medarbejder herudover nævnte, at der ville være bankomkostninger, medens klageren bestrider dette.
I skrivelse af 16. marts 1991 fremsendte afdelingen gældsbrev til klageren til underskrift. I skrivelsen specificeredes stiftelsesomkostningerne således:
Stiftelsesomkostninger 2% af forhøjelsen kr. 2.620,00 Ekspeditionsgebyr kr. 600,00 Stempelomkostninger kr. 393,00 I alt kr. 3.613,00 Hertil kommer tinglysningsgebyr kr. 700,00 Samt gebyr til panthaverdeklaration kr. 300,00"
Den 18. marts 1991 underskrev klageren lånedokumenterne i afdelingen, idet han samtidig gav udtryk for, at omkostningerne var for store.
Ved tinglysning af løsøreejerpantebrevet blev dette forskelsstemplet med 2,5%, eller 3.000 kr., idet pantebrevet alene var stemplet med 1,5% ved tinglysningen i 1985. Forskelsbeløbet på 3.000 kr. debiteredes klagerens konto den 30. marts 1991.
Under en efterfølgende korrespondance mellem klageren og indklagede om størrelsen af de beregnede omkostninger, herunder forskelsstemplet har indklagede den 8. april 1991 godtgjort klageren 1.500 kr. af forskelsstemplet.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham principalt 6.613 kr., subsidiært 1.500 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at han fik oplyst, at omkostningerne ved forhøjelsen af kreditten alene udgjorde i alt 1.000 kr., og på denne baggrund indgik han aftale om køb af ny bil. Først da han modtog dokumenterne fra indklagede til underskrift, blev det oplyst, at der var yderligere 3.613 kr. i omkostninger, hvortil senere kom forskelsstemplet på 3.000 kr. Klageren finder, at indklagede har pligt til at oplyse ham om samtlige omkostninger ved kredittens udvidelse. Havde han vidst, at der var tale om en yderligere merudgift på 6.613 kr., ville han have afstået fra at udskifte bilen. At han fra tidligere låneoptagelser hos indklagede er bekendt med, at der er omkostninger i forbindelse med stiftelse af lån, finder han er sagen uvedkommende.
Indklagede har anført, at for så vidt angår omkostningerne på i alt 4.613 kr. blev disse omkostninger oplyst overfor klageren senest ved underskrivelsen af kreditaftalen den 18. marts 1991, hvor klageren accepterede omkostningerne. Hertil kommer, at klageren ved telefonsamtalen den 11. marts blev orienteret om, at der udover omkostninger på 1.000 kr. på løsøreejerpantebrevet ville være bankomkostninger. Aftalen om udvidelsen af kreditten er først indgået ved underskriften af aftalen, jfr. kreditaftalelovens § 8, og klageren kunne frem til dette tidspunkt have valgt ikke at optage lånet. Det kan iøvrigt ikke være klageren ubekendt, at der ved en kreditforhøjelse skal betales bevillingsprovision, ekspeditionsgebyr m.v., idet klageren ved tidligere lånoptagelser har betalt sådanne omkostninger. Indklagede har i denne forbindelse henvist til, at kassekreditten oprettedes i 1989, hvor sådanne omkostninger blev betalt, ligesom der ved optagelse af lån i 1990 blev betalt stiftelsesomkostninger. Indklagede finder ikke, at klageren kunne have en forventning om, at der ikke skulle betales stiftelsesomkostninger ved forhøjelsen.
Med hensyn til forskelsstemplet af løsøreejerpantebrevet har indklagede anført, at der er tale om en kreditaftale med variabelt lånebeløb, og ifølge kreditaftalelovens § 10 skal kreditgiveren i sådanne tilfælde oplyse forbrugeren om bl.a. kreditomkostningerne. Efter lovens § 13, stk. 1 burde omkostningerne til forskelsstempling have været medtaget ved opgørelsen af kreditomkostningerne. I lovens § 23, stk. 2 er indeholdt en bestemmelse, hvorefter kreditgiveren ikke på grundlag af kreditaftalen kan kræve, at forbrugeren betaler omkostninger, der ikke er medtaget i opgørelsen. Bestemmelsen gælder imidlertid ikke for kreditaftaler med variabelt lånebeløb, men alene for kreditaftaler med fast lånebeløb. Som følge heraf er indklagede ikke afskåret fra at kræve stempeludgiften betalt af klageren, da indklagede må være berettiget til at kræve direkte udlæg, der afholdes som følge af kundeforholdet, betalt af klageren.
Ankenævnets bemærkninger:
Ved indklagedes skrivelse af 16. marts 1991 oplystes klageren - bortset fra forskelsstemplet på 3.000 kr. - om de omkostninger, som var forbundet med forhøjelsen af kreditten. Klageren har oplyst, at han forinden underskrivelsen af kreditaftalen var bekendt med omkostningsbeløbet på 4.613 kr., som han fandt for stort, men klageren valgte uanset dette at underskrive kreditaftalen. Klageren findes under disse omstændigheder at være afskåret fra at rejse indsigelse mod størrelsen af dette beløb.
For så vidt angår forskelsstemplet på 3.000 kr., hvoraf indklagede efterfølgende har godtgjort klageren 1.500 kr., finder Ankenævnet ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede at afholde denne udgift for klageren.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.