Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod størrelse af gæld efter ophævelse af samliv og salg af fælles fast ejendom.

Sagsnummer: 451/2009
Dato: 19-01-2011
Ankenævn: Kari Sørensen, Erik Sevaldsen, Maria Hyldahl, Peter Stig Hansen, Hans Daugaard
Klageemne: Udlån - hæftelse
Ledetekst: Indsigelse mod størrelse af gæld efter ophævelse af samliv og salg af fælles fast ejendom.
Indklagede: Frøslev-Mollerup Sparekasse
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod størrelsen af hendes gæld til Frøstrup-Mollerup Sparekasse efter klagerens og dennes tidligere samlevers samlivsophævelse og salg af fælles fast ejendom.

Sagens omstændigheder.

I slutningen af 2004 indledte klageren et samliv med M, der var kunde i Frøslev-Mollerup Sparekasse. I den forbindelse overtog klageren M’s ekskones andel af en fast ejendom, som skulle tjene som fællesbolig for klageren og M. Samtidig blev klageren kunde i sparekassen.

Ved aftaler af 16. december 2004 ydede sparekassen klageren og M en kredit (kontonummer -653) på 115.000 kr., et lån (kontonummer -447) på 152.300 kr. og et lån (kontonummer -439) på 153.000 kr. M’s far kautionerede for lånene. Sparekassen fik desuden håndpant i et ejerpantebrev på 200.000 kr. med pant i klagerens og M’s fælles faste ejendom og i klagerens værdipapirdepot, der indeholdt obligationer for ca. 60.000 kr. Sparekassen har under sagen fremlagt kopi af aftalerne, der fremtræder som underskrevet af klageren. Klageren har anført, at hun ikke kender noget til aftalerne, og at hun ikke har underskrevet dem.

I maj 2005 ophævede klageren og M samlivet. I den forbindelse blev ejendommen solgt for 665.000 kr. med overtagelse den 1. august 2005.

Ifølge en engagementsoversigt pr. den 5. august 2005 havde klageren en gæld til sparekassen på 554.648 kr. Heraf var 494.616 kr. fællesgæld med M fordelt på kassekredit -653 (153.304 kr.), lån -447 (149.302 kr.), lån -439 (128.708 kr.), checkkonto -612 (37.548 kr.) og budgetkonto -239 (25.754 kr.). På en deponeringskonto vedrørende ejendomssalget stod 608.845 kr.

Den 8. august 2005 blev klagerens obligationer solgt med et provenu på 66.937,50 kr., som blev indsat på en checkkonto -156, hvorpå klageren var enekontohaver. Et overtræk på 66.685,99 kr. på checkkontoen blev herved indfriet.

Samme dag, den 8. august 2005, blev der overført 421.678,13 kr. fra deponeringskontoen til indfrielse af et Totalkreditlån i ejendommen.

Den 8. september 2005 blev der overført 149.150,46 kr. fra deponeringskontoen til indfrielse af lån -447. Restindeståendet med tillæg af renter, i alt 38.259,95 kr., blev overført til en fælles checkkonto -612, hvorved et overtræk på 32.273,18 kr. blev ændret til et indestående på 5.986,77 kr.

Sparekassen har oplyst, at ejendomssalget blev endeligt afsluttet i begyndelsen af oktober 2005.

Den 18. oktober 2005 ydede sparekassen klageren et lån på 205.000 kr. og M et lån på 210.000 kr., hvorved det resterende fællesengagement, der bestod af kredit -653 på 157.448,12 kr. og lån -439 på 124.144,36 kr., blev indfriet.

Lånene blev ydet mod krydskaution for 100.000 kr.

Klagerens lån blev anvendt til indfrielse af kreditten og til inddækning af et nyt overtræk på ca. 45.000 kr. på klagerens separate konto -156.

Parternes påstande.

Den 27. april 2009 har klageren indgivet en klage over Frøslev-Mollerup Sparekasse til Ankenævnet. Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at sparekassen skal frafalde eller nedsætte hendes hæftelse for lånet på oprindelig 205.000 kr.

Frøslev-Mollerup Sparekasse har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at sparekassen ulovligt har medvirket til, at hun kom til at hæfte for M’s gamle gæld.

Ejendommens værdi var 525.000 kr., da hun i slutningen af 2004 overtog M’s ekskones andel. Ejendommen blev i 2005 solgt for 650.000 kr., svarende til et overskud på 125.000 kr. Efter salgsomkostninger mv. var der således et rigeligt overskud til at dække den gæld, de havde stiftet i sparekassen, navnlig til istandsættelse af ejendommen. Det bestrides, at hun og M som anført af sparekassen skulle have optaget lån til bryllup og ferie.

Sparekassen tvang hende til at sælge obligationerne.

Trods gentagne forespørgsler har sparekassen ikke forklaret, hvordan man kom frem til, at hun efter salget af ejendommen havde gæld til sparekassen.

Ved hendes overtagelse af M’s ekskones andel af ejendommen accepterede hun kun den del, der havde med realkreditlånet at gøre.

I lånedokumenterne stemmer adresseoplysninger ikke med de faktiske forhold, hvilket understøtter hendes antagelse om dokumentfalsk.

Det må formodes, at overskuddet på 125.000 kr. blev anvendt til nedbringelse af M’s gamle gæld.

Frøslev-Mollerup Sparekasse har anført, at der ikke var tale om, at klageren kautionerede for M’s gamle gæld. Sparekassen ville ikke acceptere en opdeling af engagementet uden kaution fra begge parter ud fra en kreditvurdering og henset til engagementets hidtidige forløb på daværende tidspunkt.

Kassekreditten blev ydet til finansiering af overførslen af klagerens engagement med hendes tidligere pengeinstitut.

Klageren blev ikke tvunget til at sælge sine obligationer. Ud fra en økonomisk betragtning var hun imidlertid nødt til at nedbringe sin samlede gæld.

Klageren har til enhver tid været vidende om og accepteret de gældsforpligtelser, som hun påtog sig i sparekassen.

Sparekassen har gennem hele forløbet ydet klageren og M en fornuftig og sober rådgivning.

Sparekassen tager på det skarpeste afstand fra klagerens beskyldninger om dokumentfalsk.

Provenuet ved ejendomssalget blev indsat på klagerens og M’s fælleskonti og anvendt til nedbringelse af fælles gæld.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Der er ikke godtgjort omstændigheder, der kan begrunde, at det bør pålægges Frøslev-Mollerup Sparekasse at frafalde klagerens hæftelse for lånet på oprindelig 205.000 kr., hverken helt eller delvist.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.