Indsigelse mod betaling af kautionsforpligtelse.
| Sagsnummer: | 219/1997 |
| Dato: | 05-11-1997 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41 |
| Ledetekst: | Indsigelse mod betaling af kautionsforpligtelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med, at indklagedes Brønshøj afdeling i januar 1985 ydede klagerens bror en kassekredit på 60.000 kr., underskrev klageren den 28. januar 1985 særskilt kautionserklæring, hvorefter han og en medkautionist indestod for enhver forpligtelse, som broderen havde eller senere måtte få over for indklagede, "dog maksimalt 60.000 kr. plus renter, omkostninger m.v.". Ifølge den fortrykte kautionserklæring var den anden kautionist bemyndiget til at modtage enhver meddelelse på "medkautionisters vegne herunder de i bank- og sparekasselovens § 41 omhandlede meddelelser".
Ved meddelelse af 23. juni 1986 blev klageren af indklagede orienteret om en restance på 8.520 kr. på lån -479 ydet af indklagede til klagerens bror. Meddelelsen angives at være sendt anbefalet. Klageren bestrider at have modtaget meddelelsen.
Ved skrivelse af 31. juli 1986 til klagerens bror opsagde indklagede engagementet med denne som misligholdt. Ud over den i januar 1985 etablerede kassekredit, hvis saldo blev opgjort til ca. 140.000 kr., bestod engagementet af to yderligere kontoforhold med en samlet gæld på ca. 238.000 kr.
Ved indklagedes skrivelse af 20. august 1986 blev medkautionisten anmodet om at betale 60.000 kr.
Ved skrivelse af 3. marts 1987 til klageren meddelte indklagede, at sagen ville overgå til retslig inkasso, medmindre klageren betalte kautionsforpligtelsen inden 8 dage.
Indklagede overgav sit krav mod klageren til inkasso, og i april 1987 indgav indklagedes advokat stævning til retten med påstand om, at klageren dømtes til at betale 60.000 kr. med 14% p.a. fra 27. februar 1987. Den 16. september 1987 afsagde Københavns byret dom, hvorefter klageren dømtes til at betale 60.000 kr. til indklagede med renter som påstået og med tillæg af sagsomkostninger 2.900 kr. Det fremgik, at klageren i retten havde erkendt søgsmålets rigtighed, men samtidig erklæret, at han intet ejede til genstand for udlæg. Domsudskriften bærer påtegning om, at der den 12. september 1988 blev afholdt fogedforretning, hvor der blev afgivet insolvenserklæring.
I august 1996 blev sagen på ny foretaget i fogedretten, hvor klageren igen afgav insolvenserklæring.
Af kontooversigt pr. 31. december 1996 til klageren fremgår, at indklagede til skattemyndighederne havde indberettet to gældsforhold med en samlet gæld på ca. 311.000 kr.
I januar/februar 1997 blev der for klagerens bror afsagt kendelse om gældssanering, hvorved indklagedes krav anmeldt med 662.874,90 kr. blev nedsat til 47.103,89 kr.
Ved skrivelse af 10. februar 1997 til indklagede gjorde klageren opmærksom på, at han i forbindelse med afgivelsen af kautionserklæringen havde oplyst, at han var erklæret insolvent, men at indklagedes medarbejder havde oplyst, at dette ikke betød noget, da kautionen kun var en formssag. Han fandt derfor ikke, at indklagede kunne gøre kautionen gældende. Klageren bad samtidig indklagede om at oplyse baggrunden for skatteindberetningen af gælden på ca. 311.000 kr. pr. 31. december 1996.
Ved skrivelse af 6. marts 1997 anførte indklagede, at indberetningen af de ca. 311.000 kr. var foretaget korrekt, men at man for at imødekomme klagerens ønske havde slettet "de to indrapporterede tilgodehavender og i stedet registreret Deres kautionsforpligtelse på konto -549 opgjort til 105.686,66 kr.". Det anførte beløb svarede til opgørelsen i fogedretten den 13. maj 1996.
Klageren har den 4. juli 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han intet skylder til indklagede.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagedes medarbejder ved etableringen af den omhandlede kassekredit spurgte, om han ville kautionere for broderen, da det i så fald ville gå hurtigere med at få kreditten igennem. Han oplyste, at han netop var erklæret insolvent i forbindelse med en skilsmisse og en deraf følgende konkurs med en restaurationsvirksomhed. Medarbejderen meddelte, at det kun var en formssag, idet der også var medkautionisten, som på dette tidspunkt var ret velhavende og netop havde flyttet sit engagement til indklagede. Herudover havde indklagede sikkerhed i løsørepantebreve med en nominel værdi af ca. 400.000 kr. Indklagede har ikke orienteret ham i henhold til bank- og sparekasselovens § 41 om engagementet misligholdelse. Hver gang sagen har været foretaget i fogedretten, har han givet udtryk for, at han ikke mente at skylde indklagede noget beløb.
Indklagede har anført, at klageren ved retten i 1987 har erkendt at skylde kautionsbeløbet på 60.000 kr. med tillæg af renter. Klageren har ikke ved de afholdte fogedforretninger gjort indsigelser. Indklagede er ikke nu i besiddelse af materiale, der viser, at klageren skulle have oplyst, at han var "uegnet" som kautionist. Klageren er underrettet om hovedforholdets misligholdelse, jf. herved skrivelse af 20. august 1986 til medkautionisten samt skrivelse af 3. marts 1997 til klageren selv. Medkautionisten har intet betalt i henhold til sin kaution.
Ankenævnets bemærkninger:
Ved Københavns byrets dom af 16. september 1987 blev klageren dømt til at betale indklagede kautionsbeløbet på 60.000 kr. med tillæg af renter og sagsomkostninger.
Af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1, fremgår, at Ankenævnet ikke kan behandle sager, som er afgjort ved endelig dom. Ankenævnet er herefter afskåret fra at behandle klagerens indsigelser vedrørende kautionens etablering. Da der ikke er godtgjort efterfølgende omstændigheder, der kan føre til, at klageren ikke fortsat er indklagede det idømte beløb skyldig, kan klagerens påstand ikke tages til følge.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.