Opsigelsesgrund.
| Sagsnummer: | 240 /1991 |
| Dato: | 20-11-1991 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Søren Geckler, Arnold Kjær Larsen, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Udlån - opsigelse
|
| Ledetekst: | Opsigelsesgrund. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved skrivelse af 8. februar 1991 meddelte indklagedes Nørresundby afdeling klageren, at dennes mellemværende med indklagede opsagdes til fuld indfrielse pr. 25. marts 1991. Det oplystes samtidig, at opsigelsen skete pga. misligholdelse.
Klagerens engagement med indklagede bestod på opsigelsestidspunktet af en kassekredit med et maksimum på 100.000 kr., et omlægningslån med en restgæld på 67.715,84 kr., en totalkonto med en låneret på 30.000 kr. samt et studielån med en restgæld på 128.277,55 kr. I løbet af marts/april indfriedes klagerens engagement med indklagede i forbindelse med skift til andet pengeinstitut.
Det fremgår af sagen, at klageren, der er lønmodtager, desuden driver virksomhed med udlejning af to byejendomme og 4 ejerlejligheder. Kassekreditten har været anvendt i forbindelse med huslejebetalinger, og omlægningslånet blev udskilt fra kassekreditten i forbindelse med forbrugsrenteafgiftsloven.
Den 15. maj 1991 indbragte klageren sagen for ankenævnet. Efter at have forelagt klagen for indklagede afviste sekretariatet i medfør af ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2 jf. stk. 3 klagen forsåvidt angik kassekreditten og omlægningslånet med henvisning til, at disse konti vedrørte klagerens erhvervsvirksomhed.
Klageren har begæret afvisningen forelagt for ankenævnet, og har i øvrigt nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at indklagedes opsigelse af engagementet ikke har været sagligt begrundet.
Indklagede har nedlagt påstand principalt om afvisning, subsidiært frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at klagen i langt overvejende grad vedrører et privat kundeforhold snarere end et erhvervsengagement; således har totalkontoen fortrinsvis været benyttet til lønindbetaling og i mindre grad til udgiftsbetaling. Forsåvidt angår kassekreditten er denne anvendt til huslejeindbetalinger. At der i øvrigt ikke er tale om erhvervsvirksomhed følger af, at klageren ikke har noget SE-nr. og heller ikke er momsregistreret. Vedrørende udlejningsvirksomheden har klageren tilknyttet boligkonsulent, revisor og viceværter, hvorfor kassekreditten alene vedrører huslejeindbetalinger. Klageren har i øvrigt anført, at engagementet ikke på opsigelsestidspunktet var misligholdt.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagerens engagement med indklagede har været et erhvervsengagement. Den overvejende del af engagementet har relateret sig til klagerens erhvervsmæssige udlejning og administration af ejendomme. Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at opsigelsen af engagementet har været berettiget. Baggrunden for opsigelsen var, at der lejlighedsvis har været overtræk på kassekreditten, til trods for at klageren hyppigt var gjort opmærksom på, at overtræk ikke ville blive accepteret. Indklagede stillede endvidere fra 1988 gentagne gange krav om indlevering af regnskaber og budgetter, men modtog alene skatteregnskaber, og ikke drifts- og likviditetsbudget. Hertil kommer, at indklagede efter modtagelse af anmodning om flytning af forskellige indlånskonti fandt, at grundlaget for et fornuftigt kundeforhold ikke længere var tilstede, hvorfor engagementet opsagdes med 6 ugers varsel, uanset det sædvanlige varsel efter lånebetingelserne er 4 uger.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder det ved bedømmelsen af den indgivne klage mest hensigtsmæssigt at behandle klagen for alle klagerens udlån hos indklagede.
Medlemmerne Frank Poulsen, Arnold Kjær Larsen, Lars Pedersen og Erik Sevaldsen udtaler:
Ved sagens afgørelse lægges det til grund, at indklagede forgæves havde anmodet klageren om at fremkomme med regnskaber og budgetter. Da indklagedes ikke modtog disse oplysninger, finder vi, at indklagedes opsigelse af engagementet med klageren må anses for sagligt begrundet og stemmer for, at klagen ikke tages til følge.
Medlemmet Søren Geckler udtaler:
Af de af de øvrige voterende anførte grunde tiltræder jeg, at indklagedes opsigelse af engagementet var sagligt begrundet, dog med undtagelse af studielånet, som jeg efter lånets karakter ikke mener, at indklagede var berettiget til at opsige. Jeg stemmer derfor for, at klagen vedrørende studielånet tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.