Rådgivning i forbindelse med omdannelse af pensionsordninger fra pengeinstitutordninger til forsikringsordninger.
| Sagsnummer: | 338 /2001 |
| Dato: | 14-03-2002 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karin Duerlund, Mette Frøland, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Forsikring - rådgivning
|
| Ledetekst: | Rådgivning i forbindelse med omdannelse af pensionsordninger fra pengeinstitutordninger til forsikringsordninger. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører indklagedes rådgivning af klageren og dennes ægtefælle i forbindelse med omdannelse af pensionsordninger fra pengeinstitutordninger til forsikringsordninger.
Sagens omstændigheder.
Klageren og dennes ægtefælle H havde medio maj 1998 hos indklagede hver en kapitalpensionskonto samt to rateopsparingskonti. Til pensionsordningerne var tilknyttet individuelle depoter, hvori beroede indeksobligationer for nominelt ca. 2,5 mio. kr. i 2,5% Realkredit Danmark 30AIS (INK) 2046. Kursværdien af obligationerne var i størrelsesorden 4,4 mio. kr.
Klageren har anført, at han medio maj 1998 blev udskrevet fra et genoptræningscenter. Han havde fået foretaget en levertransplantation, i hvilken forbindelse en medicinforgiftning stødte til, som medførte, at han blev lam og ikke kunne skrive eller tale. En medarbejder fra indklagede havde flere gange kontaktet H og spurgt, hvornår han kunne deltage i et møde om deres pensionsordninger, idet der var noget, der skulle ordnes, inden han fyldte 55 år den 31. maj 1998. Et par dage efter, at han var kommet hjem fra genoptræningscentret, ringede medarbejderen på ny og gav udtryk for, at nu hastede det med pensionsordningerne.
Den 26. maj 1998 afholdtes hos klageren et møde med deltagelse af to medarbejdere fra indklagede samt H.
Indklagede har anført, at man tidligere havde gjort klageren og H opmærksom på, at der kunne være risiko ved, at stort set alle pensionsmidlerne var investeret i en enkelt type indeksobligation, f.eks. i tilfælde af ændringer af reglerne om realrenteafgift. Medarbejderne orienterede også om muligheden for overførsel af pensionsordninger til forsikringsordninger. Klageren og H fik i denne forbindelse udleveret tilbud på overførsel af pensionskontiene til forsikringsordninger i Danske Forsikring Liv, der er koncernforbundet med indklagede. Omkostningerne herved androg 2% af indskuddet. Under mødet blev indklagedes medarbejdere telefonisk underrettet om, at Danske Forsikring Liv fra næste dag forhøjede satsen på 2% til 5%, men dog således, at for tilbud afgivet den 26. maj 1998 var omkostningssatsen 2% gældende under forudsætning af accept inden 3 uger.
Indklagede har yderligere anført, at klageren og H gav udtryk for, at ratepensionsordningerne, for hvilke det var aftalt, at indbetalinger kunne ske til og med det fyldte 55. år, skulle ændres således, at indbetaling kunne ske til det 60. år for begges vedkommende. Endvidere skulle udbetalingstidspunktet starte ved 60 år. Der blev herefter udarbejdet 4 tilbud dateret den 26. maj 1998 om oprettelse af henholdsvis kapitalforsikring og rateforsikring for klageren og for H med henblik på overførsel af parrets pensionsordninger fra indklagede efter pensionsbeskatningslovens § 41.
Under sagen er fremlagt et tilbud for klageren om oprettelse af en rateforsikring. Tilbuddet, der er dateret 26. maj 1998, og som angiver at være gældende "i 3 uger fra dato", har oplysning om, at der fratrækkes 2% til dækning af omkostninger.
Den 28. maj 1998 rettede indklagedes medarbejder telefonisk henvendelse til H. Indklagede har anført, at H accepterede tilbuddene om forsikringsordninger på begge ægtefællers vegne og instruerede indklagede om, at salg af værdipapirerne kunne sættes i gang. Klageren har anført, at indklagedes medarbejder spurgte, om indklagede måtte igangsætte salget af værdipapirerne. Hertil forespurgte H, om papirerne var udfærdiget, idet de ikke havde modtaget disse. Medarbejderen oplyste hertil, at papirerne ikke kunne udfærdiges, før beløbene var overført til forsikringsselskabet. H gav derpå tilladelse til, at papirerne kunne sælges bedst muligt. Indklagede har anført, at H senere samme dag fik oplyst, at obligationerne kunne sælges i niveauet 91,25-91,50, hvilket H accepterede.
Ved fondsnotaer af 28. og 29. maj 1998 afregnede indklagede klagerens og H's salg af de ca. nominelt 2,5 mio. indeksobligationer til kurs 91,45. Indklagede har anført, at handlerne er afregnet som strakshandler.
Indklagede har anført, at H den 29. maj 1998 kontaktede indklagede telefonisk for at drøfte investering af parrets frie midler på ca. 6 mio. kr. I denne forbindelse oplyste indklagede, at indeksobligationerne var solgt til kurs 91,45.
Klageren har oplyst, at han og H samt deres søn den 29. maj 1998 rejste på ferie til Mallorca. Da de kom hjem en uge senere, blev de bekendt med fondsnotaerne vedrørende salget af indeksobligationerne. Den aktuelle kurs var da 95,50, hvorfor de kontaktede indklagede om afregningskursen.
Indklagede har om kursudviklingen i de pågældende indeksobligationer oplyst:
27. maj 1998: | 93,20 |
28. maj 1998: | 91,50 |
2. juni 1998: | 92,50 |
Indklagede har anført, at baggrunden for det midlertidige kursfald var forlydende om, at indeksobligationer i pensionsordninger kunne blive omfattet af realrenteafgift/pensionafkast i forbindelse med den senere "pinsepakke".
Den 22. juni 1998 underskrev klageren og H overførselsanmodning vedrørende overførsel af deres respektive pensionsordninger til Danske Forsikring.
Den 26. juni 1998 underskrev klageren og H begæringer om oprettelse af kapitalopsparing og rateopsparing i Danske Forsikring Liv.
I januar 1999 modtog klageren og H oplysninger om afkastet af pensionsordningerne hos Danske Liv. Klageren rettede henvendelse til indklagede, da han stillede sig uforstående over for det opnåede afkast. Der fandt herefter et møde sted hos klageren den 4. februar 1999, hvor en medarbejder fra Danske Forsikring Liv deltog, og hvor klagerens og M's forhold blev drøftet.
Ved skrivelse af 17. marts 1999 rettede indklagede henvendelse til klageren under henvisning til mødet den 4. februar 1999. Af skrivelsen fremgår:
"På den af Dem udarbejdede oversigt over forrentning i Danske Forsikring Liv har De taget udgangspunkt i tilbudene af 26. maj 1998. Disse tilbud forudsatte, at provenuet af salget af værdipapirerne var sket således, at pengene kunne være Danske Forsikring Liv i hænde til forrentning fra den 26. maj 1998. Værdipapirerne blev solgt med valør 2. og 3. juni 1998, hvorefter provenuet stod til kontant forrentning frem til 26. og 29. juni 1998.
Af de tidligere afholdte møder og telefonsamtaler må vi konkludere, at De har haft en forventning om forrentning i forsikringsordningen på 8,50% p.a. efter realrenteafgift i perioden fra 2. henholdsvis 3. juni 1998. At midlerne først blev overført til Danske Forsikring Liv har baggrund i, at De og Deres hustru først underskrev overførselsanmodningen den 22. juni 1998 på møde her i banken. Vi har foretaget en beregning af det afkast, De ville have opnået, såfremt midlerne var blevet forrentet i forsikringsordningen fra henholdsvis 2. og 3. juni 1998 og frem til ordningens faktiske ikrafttræden den 26. og 29. juni 1998.
Af beregningen, der vedlægges som bilag, fremgår det, at der ved beregningen er taget højde for, at midlerne er blevet forrentet med 5% før realrenteafgift, hvilket ikke er medtaget i den af Dem foretagne opstilling. Vi har i vore beregninger set bort fra den ekspeditionstid på ca. 14 dage, der normalt er ved overførsel fra pensionsordning til forsikringsordning.
Den samlede manglende forrentning andrager således for Dem og Deres hustru i alt kr. 16.696,98, hvilket vi kan tilbyde Dem som kulancemæssig godtgørelse. Såfremt De kan tiltræde dette, vil vi sørge for at beløbene bliver indbetalt på Deres og Deres hustrus forsikringsordninger, og vi beder Dem begge på vedlagte brevkopi bekræfte, at De er indforstået hermed."
Efter yderligere korrespondance mellem klageren og indklagede underskrev klageren og H den 18. april 1999 følgende erklæring påført skrivelsen af 17. marts 1999:
"Undertegnede [H og klageren] tiltræder hermed modtagelsen af ovenstående til fuld og endelig afgørelse af udenståender i forbindelse med overgang fra pensionsordningen til forsikringsordning."
Ved indklagedes skrivelse af 19. januar 2001 orienterede indklagede på klagerens forespørgsel om omkostningssatser fra 1997 og fremefter for indskud i Danske Forsikring Liv. I skrivelsen er det anført, at omkostningssatsen fra 14. maj 1998 blev ændret fra 2% til 5% for de første 100.000 kr.; for indskud over 100.000 kr. blev omkostningsprocenten forhøjet fra 2% til 3%. Indklagede har anført, at den anførte dato 14. maj 1998 beror på en fejl, idet ændringen trådte i kraft den 27. maj 1998.
Klageren har anført, at baggrunden for hans forespørgsel var, at han ultimo 2000 i forbindelse med hans og H's indbetaling på deres ratepension modtog oplysning om, at omkostningsprocenten på 5% kun gjaldt for beløb op til 100.000 kr.
Ved skrivelse af 3. maj 2001 rettede klageren henvendelse til indklagedes direktion og anførte bl.a.:
"Jeg blev meget pikeret, ja rasende da jeg læste og opdagede det "skuespil" der i 1998 udspillede sig, den dag vil blev løbet over ende, med telefoner der ringer, som er beskrevet i "hændelsesforløb ved omlægning af pensioner" slet ikke var rigtigt. Jeg kan nu se der kun var tale om en forhøjelse af indskudsrenten fra 2% til 3% på beløb på over 100.000 det er jo direkte usandt at det skulle stige til 5%.
Vi ville aldrig have ladet 1% være afgørende for, at vi kunne få tid til at tænke os om, og så have undgået at ødelægge vores ferie med spekulationer om hvad vi egentlig havde lavet."
Ved skrivelse af 1. juni 2001 besvarede indklagede klagerens henvendelse og anførte, at baggrunden for mødet den 26. maj 1998 havde været en gennemgang af klagerens pensionsordninger, inden denne fyldte 55 år. I denne forbindelse var muligheden for at overføre klagerens og H's pensionsordninger til forsikringsordninger blevet gennemgået på grundlag af udarbejdede tilbud. Af tilbuddene fremgik, at omkostningerne var 2% af indskud og 5% af løbende indbetalinger. Mens mødet blev afholdt, blev der fra Danske Forsikring Liv udsendt en meddelelse om, at omkostningssatserne ville blive forhøjet med virkning fra den følgende dag. Ændringen blev telefonisk videregivet under mødet, men således at det oplystes, at forhøjelsen til 5% var gældende for alle indbetalinger, uanset at forhøjelsen for beløb over 100.000 kr. kun var til 3%. Indklagede fandt, at det var et hypotetisk spørgsmål, om den ufuldstændige information ville have påvirket klagerens beslutning. Indklagede henviste endvidere til, at man havde udarbejdet en beregning på, hvorledes den post obligationer, som da beroede i en af ordningernes depot ville have udviklet sig, såfremt renter og udtrukne obligationer var blevet geninvesteret i samme type obligationer (2,5% Realkredit Danmark A 2046). Beregningen viste, at depotets værdi på 1.053.000 kr. pr. den 25. maj 2001 ville udgøre 1.192.757 kr. Det beløb, der var indskudt i forsikringsordningen på 1.053.000 kr., havde i samme periode udviklet sig til 1.224.370 kr.
Parternes påstande.
Klageren har den 27. september 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre hans og H's dokumenterede tab "ved denne provokerede omlægning af vores pensioner".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det er kritisabelt, at indklagede på et tidspunkt, hvor han netop var kommet hjem efter en alvorlig sygdom, lagde pres på ham og H med henblik på, at deres pensionsordninger blev ændret. Hvis de havde fået forelagt de skriftlige tilbud på dette tidspunkt, ville de kunne have set, at tilbuddene var gældende i tre uger. Selve forlængelsen med hensyn til indbetaling på ordningerne kunne være sket ved fremsendelse af de fornødne dokumenter.
De modtog aldrig de omtalte fire tilbud på forsikringsordningerne. Tilbuddene, oplyste indklagedes medarbejder, skulle udfærdiges som overarbejde. H blev ringet op af indklagedes pensionsrådgiver, som rykkede for en afgørelse, da det ikke kunne vente længere, hvis de skulle med til den lave sats på 2%. Der blev intet nævnt om, at der var tre ugers betænkningstid eller talt om kurser. Der kunne ikke udskrives tilbud, "før depoterne var solgt". De fremlagte tilbud af 26. maj 1998 så han første gang ved en telefaxmeddelelse af 20. juni 2001.
Den 26. juni 1998, hvor de underskrev begæringen om oprettelse af forsikringsordningen, var kursen på indeksobligationerne 98,4. Deres tab ved, at obligationerne i stedet den 28. og 29. maj blev solgt kurs 91,45, udgør ca. 335.000 kr.
Han og H er ikke bundet af erklæringen i forbindelse med modtagelsen af beløbet på 16.696,98 kr., idet der forelå fejlagtige oplysninger på dette tidspunkt.
Indklagede har anført, at klageren og H accepterede salget af indeksobligationerne til handelskursen.
Det var i sidste ende klagerens og H's egen afgørelse at omlægge pensionerne til forsikringsordninger.
Klageren og H tiltrådte den 18. april 1999 at modtage beløbet på 16.696,98 kr. til fuld og endelig afgørelse af udeståender i forbindelse med omlægningen til forsikringsordninger.
Forhøjelsen af omkostningssatsen for indskud i Danske Forsikring Liv, trådte i kraft den 27. maj 1998. På trods af ufuldstændig information fra indklagedes side om forhøjelsen sparede klageren og H 1% af indskuddet ved at acceptere tilbuddene, der var udskrevet den 26. maj 1998.
Klageren og H har ikke lidt tab ved omlægningen af pensionerne, jf. de fremlagte beregninger.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet forstår klagen således, at den ikke angår indklagedes rådgivning vedrørende selve spørgsmålet om at omlægge pensionsordninger fra ordninger hos indklagede til kapital- og rateforsikringer hos Danske Liv.
Det må lægges til grund, at klagerens og dennes hustru på mødet den 26. maj 1998 fik gennemgået tilbud om omlægning af deres pensionsordninger til forsikringsordninger, og at klagerens hustru under en telefonsamtale den 28. maj 1998 traf beslutning om omlægningen og om, at indeksobligationerne i pensionsdepoterne straks skulle sælges, ligesom det må lægges til grund, at klagerens hustru under en telefonsamtale senere samme dag accepterede en kurs for obligationerne i et niveau svarende til den kurs på 91,45, som de blev solgt til den 28. og 29. maj 1998 med valør den 2. og 3. juni 1998.
Ved skrivelsen af 17. marts 1999 tilbød indklagede klageren og dennes hustru en rentekompensation på ca. 16.700 kr., således at de blev stillet, som om forsikringsordningerne var trådt i kraft den 2. og 3. juni 1998. Dette tilbud accepterede klageren og dennes hustru den 18. april 1999 "til fuld og endelig afgørelse af udeståender i forbindelse med overgang af pensionsordning til forsikringsordning."
Det er senere blevet oplyst, at den forhøjelse af omkostningerne ved oprettelse af forsikringsordninger, som blev gennemført i slutningen af maj 1998, for så vidt angår indskud over 100.000 kr. ikke som oprindelig oplyst over for klageren og dennes hustru var fra 2% af indskuddet til 5% af indskuddet, men fra 2% til 3%. Ankenævnet finder det imidlertid ikke sandsynliggjort, at klageren og dennes hustru, hvis de havde været bekendt hermed, ville have handlet på en anden måde i forbindelse med omlægningen eller i forbindelse med det indgåede forlig.
Klagerens påstand om, at indklagede skal betale en erstatning, således at han og hans hustru stilles, som om indeksobligationerne først var blevet solgt på et senere tidspunkt, kan på denne baggrund ikke tages til følge.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.