Fejlagtig beregning af provenu ved lånehjemtagelse. Tab.
| Sagsnummer: | 118/2004 |
| Dato: | 09-07-2004 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karen Frøsig, Niels Bolt Jørgensen, Poul Erik Tobiasen, Morten Westergaard |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - beregningsfejl ved omlægning
|
| Ledetekst: | Fejlagtig beregning af provenu ved lånehjemtagelse. Tab. |
| Indklagede: | Sparbank Vest |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører, om klageren kan gøre krav gældende mod indklagede i anledning af, at indklagede ved hjemtagelsen af et realkreditlån beregnede lånets provenu fejlagtigt.
Sagens omstændigheder.
Klageren rettede primo januar 2004 i forbindelse med sin separation henvendelse til indklagede med henblik på en omprioritering af en fast ejendom, som hun skulle overtage ved bodelingen.
Indklagede indhentede et lånetilbud i Totalkredit på et kontantlån med rentetilpasning på 1.160.000 kr. Lånet var baseret på 4 % obligationer, hvis aktuelle kurs var 101,60. Lånet skulle erstatte to eksisterende lån ydet af Realkredit Danmark på oprindeligt 215.000 kr. og 708.000 kr.
Den 29. januar 2004 foretog indklagede en beregning vedrørende provenuet af Totalkreditlånet. Det anslåede nettoprovenu var 271.905 kr. efter omprioriteringens gennemførelse. Det fremgår, at indklagede beregnede det direkte provenu af Totallånet til 1.176.240 kr. på grundlag af kurs 101,40 (1.160.000 kr. x 101,40).
Den 3. februar 2004 blev Totalkreditlånet udbetalt med et provenu på 1.158.260 kr., svarende til 1.160.000 kr. med fradrag af 1.740 kr. i kurtage.
Den 25. februar 2004 foretog indklagede en ny beregning af provenuet ved låneomlægningen. Provenuet blev her anslået til 255.665 kr. Forskellen i forhold til beregningen af 29. januar 2004 var, at det direkte provenu af lånet var sat til 1.160.000 kr.
Af sagen fremgår, at indklagede i forbindelse med lånesagens afslutning beregnede sig et ekspeditionsgebyr på 2.500 kr.
Klageren rettede efterfølgende henvendelse til indklagede og anførte, at det endelige provenu af låneomlægningen var 16.240 kr. mindre end det beløb, som indklagede oprindeligt beregnede. Indklagede afviste at godtgøre klageren beløbet, men tilbød klageren et lån til "en favorabel sats".
Parternes påstande.
Klageren har den 2. april 2004 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 16.240 kr., subsidiært et mindre beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun satte sin tillid til indklagedes medarbejder, som foretog provenuberegningen ved hjemtagelsen af Totalkreditlånet.
Indklagedes medarbejder har ikke sat sig ordentlig ind i den type lån, som skulle hjemtages.
Hun afslog indklagedes efterfølgende tilbud om yderligere lån, idet hun herved får yderligere udgifter.
Indklagede har anført, at det erkendes, at man begik en fejl i forbindelse med beregningen af det forventede provenu af Totalkreditlånet, således at lånets provenu blev 16.240 kr. mindre.
Da lånets hovedstol reelt er 16.240 kr. mindre end først antaget, har klageren ikke lidt noget økonomisk tab.
Der er ikke blevet drøftet nogen specifik rentesats med hensyn til renten på det tilbudte lån til finansiering af differencen. Klageren er blevet tilbudt lånet til "en favorabel sats", hvilket kan tolkes som en sats lig kreditforeningslånets, dog variabel. Klageren har betalt fuldt lånesagsgebyr til indklagede.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ved beregningen af provenuet af Totalkreditlånet den 29. januar 2004 begik indklagede en fejl, idet indklagede antog, at provenuet af kontantlånet var afhængig af den aktuelle obligationskurs, uanset denne alene har betydning for fastsættelsen af kontantlånets rente. Fejlen medførte, at beregningen viste et låneprovenu, som var 16.240 kr. større end ved en korrekt beregning.
Det forhold, at klageren som følge af fejlen i beregningen blev skuffet i sin forventning til resultatet af omprioriteringen, kan ikke i sig selv begrunde, at klageren har krav på økonomisk kompensation, jf. herved Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, side 200.
Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at fastslå, at indklagede tilsikrede klageren, at resultatet af omlægningen ville blive som angivet i beregningen. Klagerens påstand kan herefter ikke tages til følge.
Ankenævnet finder, at indklagede som følge af den begåede fejl bør godtgøre klageren halvdelen af lånesagsgebyret på 2.500 kr. Indklagede bør endvidere tilbyde klageren et lån på 16.240 kr. med renter og afviklingsvilkår som det hjemtagne Totalkreditlån.
Som følge heraf
Indklagede skal inden 4 uger betale 1.250 kr. til klageren med rente efter renteloven fra den 2. april 2004 samt tilbyde klageren et lån på 16.240 kr. med vilkår som ovenfor anført. Klagen tages i øvrigt ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.