Mortifikationsomkostninger.
| Sagsnummer: | 440/1993 |
| Dato: | 09-12-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Ejerpantebrev - omkostninger ved mortifikation
|
| Ledetekst: | Mortifikationsomkostninger. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I februar 1986 anmodede A indklagedes Hvidovre Syd afdeling om at indfri et lån i et andet pengeinstitut, til sikkerhed for hvilket A havde håndpantsat et ejerpantebrev på 30.000 kr. lyst med pant i A's sommerhus. Indklagede indfriede lånet og modtog den 20. februar 1986 ejerpantebrevet.
Den 27. maj 1992 døde A.
A's dødsbo rettede i januar 1993 henvendelse til indklagede vedrørende ejerpantebrevet, som ikke var fundet i afdødes papirer, herunder heller ikke i en boks, som A havde haft hos indklagede.
Under en korrespondance mellem dødsboets advokat og indklagede oplystes, at det ikke var muligt for indklagede at fremlægge dokumentation for ejerpantebrevets udlevering til A. Det fremgik endvidere, at der ikke var lyst meddelelsespåtegning til indklagede, ligesom A ikke havde haft udlånsengagement med indklagede, som derfor afviste at afholde udgifterne ved en mortifikationssag.
A's dødsbo har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre omkostningerne ved mortifikationen af det omhandlede ejerpantebrev.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Boet har til støtte for den nedlagte påstand anført, at det har vist sig, at indklagede er i besiddelse af As skriftlige anmodning fra februar 1986 om indfrielsen af det omhandlede lån, hvorfor det har formodningen for sig, at indklagede kan dokumentere, at man har udleveret ejerpantebrevet. Det forhold, at der blandt A's papirer er fundet en kopi af et brev fra det indfriede pengeinstitut til indklagede med indklagedes ankomststempel påført, er ikke i sig selv en bekræftelse på, at ejerpantebrevet er blevet udleveret til A, men blot en naturlig følge af, at engagementet i et andet pengeinstitut var indfriet, og at ejerpantebrevet var udleveret til indklagede.
Indklagede har anført, at det forhold, at der blandt A's papirer er fundet en kopi af fremsendelsesskrivelsen til indklagede, og at denne skrivelse er påstemplet indklagedes modtagelsesstempel, taler for, at dette følgebrev er udleveret A sammen med ejerpantebrevet. Var ejerpantebrevet ikke udleveret til A, skulle det have været opbevaret hos indklagede og i så fald indlagt i depot i overensstemmelse med indklagedes forretningsgang herom. Indklagede er ikke på nuværende tidspunkt pligtig at være i besiddelse af kvittering eller anden dokumentation for pantebrevets eventuelle udlevering til kunden. Den 5-årige opbevaringspligt i henhold til bogføringsloven er udløbet, og indklagede anser sig ikke for ansvarlig for at kunne redegøre for ejerpantebrevets udlevering 7 år efter udleveringstidspunktet. Fastholdelsen af en 5-årig opbevaringspligt er af afgørende betydning for indklagede, og en fravigelse vil medføre en ulimiteret pligt til at opbevare bevismateriale og vil have vidtrækkende konsekvenser for indklagedes bogføring og arkivering. Indklagede bør derfor ikke være forpligtet til at afholde mortifikationsomkostninger.
Ankenævnets bemærkninger:
Det findes ikke på nuværende tidspunkt at kunne pålægges indklagede at føre bevis for, at ejerpantebrevet i februar 1986 blev udleveret til A i forbindelse med indklagedes ekspedition af indfrielsen af A's lån i et andet pengeinstitut. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at pålægge indklagede at afholde udgifterne ved mortifikationssagens gennemførelse.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.