Indsigelse mod hæftelse.
| Sagsnummer: | 430/1998 |
| Dato: | 27-09-1999 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen |
| Klageemne: |
Kaution - hæftelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod hæftelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet, om klagerne, der i 1987 kautionerede for et lån ydet af indklagede, fortsat er bundet af kautionsforpligtelsen.
Sagens omstændigheder.
Ved særskilt kautionserklæring af 26. marts 1987 kautionerede klagerne A og B samt nu afdøde C til sikkerhed for enhver forpligtelse, som debitorerne G og H havde eller måtte få over for indklagede. Kautionsforpligtelsen var begrænset til 160.000 kr.
Ved særskilt kautionserklæring af 27. marts 1987 kautionerede klagerne D og E samt nu afdøde F til sikkerhed for enhver forpligtelse, som G og H havde eller måtte få over for indklagede. Kautionsforpligtelsen var begrænset til 70.000 kr.
Den 9. april 1987 underskrev G og H gældsbrev på 298.410,90 kr, hvoraf 140.000 kr. udgjorde en forhøjelse. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 6.000 kr.
Ved skriftlig erklæring af 5. januar 1988 tiltrådte kautionisterne, at kautionslånets ydelse blev ændret til 5.000 kr. med virkning fra 1. januar 1988.
Af kontooversigt pr. 31. december 1990 til G fremgår, at der i 1990 blev indbetalt 40.600 kr. på kautionslånet. Ifølge kontooversigt pr. 31. december 1991 udgjorde indbetalingerne i 1991 46.990 kr.
Ved tillæg til kautionslånet underskrevet i december 1991 og januar 1992 gav kautionisterne tilladelse til, at kautionslånets ydelse blev nedsat til 4.000 kr. for så vidt angik månederne oktober, november og december 1991 samt januar 1992. Kautionisterne bekræftede samtidig at være orienteret om restgældens størrelse på 244.108,82 kr. pr. 30. september 1991.
Den 18. marts 1992 underskrev G og H nyt gældsbrev for kautionslånet. Restgælden var anført med 249.970,28 kr. og skulle afvikles med 5.000 kr. månedligt over 97 måneder.
Ved skrivelser af 12. november 1992 til kautionisterne oplyste indklagede, at kautionslånet var i restance med 17.750 kr. Kautionisterne blev anmodet om at indbetale restancen inden 14 dage.
Ved skrivelser af 4. december 1992 til kautionisterne oplyste indklagede, at restancen udgjorde 7.750 kr., og at lånet var opsagt til fuld indfrielse pr. 5. januar 1993. Restgælden udgjorde ca. 248.000 kr.
Af kontoudtog for kautionslånet fremgår, at G og H berigtigede restancen og genoptog lånets afvikling.
Indklagede overgav pr. 2. december 1994 lånet til inkasso ved advokat. Restgælden blev opgjort til 211.648,54 kr. Ved skrivelser af 5. december 1994 tog indklagedes advokat beløbet til inkasso over for kautionisterne.
Ved skrivelse af 3. april 1995 orienterede advokaten kautionisterne om, at G og H havde påbegyndt en afvikling med betaling af 3.000 kr. månedligt første gang 1. april 1995.
Ved skrivelser af 27. oktober 1995 til kautionisterne meddelte advokaten, at G og H var ophørt med betaling af ydelsen på 3.000 kr. Seneste ydelse var betalt 29. august 1995. Kautionisterne blev anmodet om at indbetale restance for september og oktober, i alt 6.000 kr.
Indklagede har oplyst, at G og H herefter genoptog lånets afvikling. Inkassationen overgik i september 1996 til indklagedes inkassoafdeling, idet G og H havde afviklet lånet med 1.500 kr. månedligt siden 26. marts 1996.
Ved skrivelse af 26. august 1998 fremsendte indklagedes inkassoafdeling til to af klagerne meddelelse om, at indklagedes tilgodehavende hos G og H udgjorde 258.629,45 kr. i henhold til konto -49084. Indklagede opfordrede klagerne til at indbetale gælden eller rette henvendelse for en afviklingsaftale.
Konto -49084 er en inkassokonto, hvortil kautionslånets restgæld pr. 2. december 1994 blev overført. Til kontoen overførtes samtidig 56.909,29 kr. fra et andet mellemværende (konto -38888) med G og H. Indklagede har under sagens forberedelse oplyst, at klagernes kaution ikke vedrører konto -38888.
Under sagen er fremlagt kopi af et kvitteringskort for G og H's indbetalinger til indklagede i perioden 27. maj 1991 til 1. juni 1993; kortet vedrører indbetalinger til konto -38888. Indklagede har om disse indbetalinger oplyst, at der er tale om et lån, der skulle afvikles med månedligt 1.275 kr. Man fordelte indbetalingerne således, at den del, der oversteg 1.275 kr., blev anvendt til nedbringelse af kautionslånet. Det var ikke muligt at få G og H til at indgå aftale om betaling via PBS. Indbetalingerne skete på meget forskellige tidspunkter af måneden og blev foretaget ved kasseekspeditioner i forskellige afdelinger.
Indklagede har under sagens forberedelse beregnet kautionslånets restgæld pr. 7. januar 1999 til 216.427,04 kr. Beregningen tager udgangspunkt i restgælden ved overgivelsen den 2. december 1994 til indklagedes advokat på 211.648,54 kr. med fradrag af debitorernes efterfølgende indbetalinger til advokaten, senere indklagede, på i alt 67.900 kr. og med tillæg af renter på 67.078,50 kr. samt advokatomkostninger på 5.600 kr.
Parternes påstande.
Klagerne har den 7. december 1998 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at de ikke hæfter i henhold til kautionserklæringerne fra marts 1997.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at indbetalingerne til kautionslånet i en periode foregik ved, at G og H indbetalte et samlet beløb til konto -38888, hvorfra indklagede herefter overførte ydelsen til kautionslånet. Da indklagede forestod fordelingen af indbetalte ydelser, gøres det gældende, at de samlede indbetalte beløb burde være anvendt til nedbringelse af kautionslånet. Indklagede undlod i øvrigt at foretage overførslerne til kautionslånet samtidig med indbetalingerne på konto -38888. I 1990, hvor der skulle have været indbetalt 60.000 kr., udgjorde indbetalingerne kun 40.600 kr. I 1991 indbetaltes 46.990 kr. på kautionslånet, men den korrekte samlede indbetaling burde have været 57.000 kr. I 1992, hvor indbetalingerne burde have været 59.000 kr., blev der indbetalt 53.685 kr. Da de ultimo 1991/primo 1992 tiltrådte den midlertidige nedsættelse af ydelsen, blev de ikke orienteret om, at lånet var misligholdt; de fik blot oplyst restgældens størrelse, som de ikke kunne forholde sig til. De var således ikke bekendt med beregningerne i det seneste gældsbrev, hvorefter sidste ydelse forfaldt 30. marts 2000. De måtte derfor forvente, at lånet er indfriet på nuværende tidspunkt. Subsidiært gøres det gældende, at indklagede har tabt sit krav ved at undlade at give meddelelse om, at lånet var misligholdt allerede i 1990. Deres regreskrav er forringet herved, idet den ene af debitorerne da var til rådighed på arbejdsmarkedet.
Indklagede har anført, at det bestrides, at klagerne kunne forvente, at lånet er indfriet på nuværende tidspunkt. Selv om lånet ikke var blevet misligholdt, ville det ved en afvikling som aftalt ifølge gældsbrevet fra marts 1992 ikke være afviklet før end i marts år 2000. Klagerne modtog ved misligholdelsen ultimo 1992 orientering herom; bank- og sparekasselovens § 41 er således overholdt. Indklagede var berettiget til at afskrive indbetalingerne på lån -38888, før end afskrivning på kautionslånet fandt sted, idet der ikke er indgået særskilt aftale om, at indbetalingerne forlods skulle indgå på kautionslånet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Tre medlemmer - Peter Blok, Jette Kammer Jensen og Ole Just - udtaler:
Efter det aftalte skulle debitorerne i 1990 indbetale i alt 60.000 kr. på lånet, men der indbetaltes alene 40.600 kr. og opstod således dette år en restance på 19.400 kr. I 1991 skulle debitorerne indbetale 57.000 kr., men der indbetaltes kun 46.990 kr. og opstod således dette år en yderligere restance på 10.010 kr. Det er ikke godtgjort, at klagerne forud for eller i forbindelse med underskrivelsen omkring årsskiftet 1991-92 af erklæringen om midlertidig ydelsesnedsættelse udtrykkelig blev gjort bekendt med, at lånet var misligholdt i 1990 og 1991, og oplysningen i erklæringen om restgældens størrelse findes ikke at kunne anses for en oplysning herom eller for en accept af forholdet fra klagernes side.
Det må således lægges til grund, at indklagede i 1990 og 1991 har tilsidesat sin meddelelsespligt efter bank- og sparekasselovens § 41, og at klagerne ikke har givet afkald på at påberåbe sig dette. Under de foreliggende omstændigheder finder vi, at den gæld, for hvilken klagerne hæfter, jf. indklagedes opgørelse pr. 7. januar 1999, som konsekvens heraf bør nedsættes med 19.400 kr. med tillæg af en rente svarende til lånets rente fra den 1. januar 1991 og med 10.010 kr. med tillæg af samme rente fra den 1. januar 1992. Indklagedes tilsidesættelse af meddelelsespligten findes derimod ikke at kunne føre til, at klagerne i det hele skal anses for frigjort for deres kautionsforpligtelser.
Det er ikke godtgjort, at indklagede i tiden efter 1. januar 1992 har tilsidesat sin meddelelsespligt efter bank- og sparekasselovens § 41. Det bemærkes herved, at klagerne i slutningen af 1992 modtog oplysning om, at lånet var i restance, hvilken restance imidlertid blev berigtiget af debitor, og at klagerne i december 1994, da lånet på ny var kommet i restance, modtog meddelelse om, at det var overgivet til inkasso gennem indklagedes advokat. Efter modtagelsen af den sidstnævnte meddelelse kunne klagerne ikke have nogen forventning om, at lånet blev afviklet som oprindeligt forudsat.
Gennem en periode foretog debitorerne deres indbetalinger til en anden lånekonto, hvorfra indklagede overførte den del, der ikke medgik til ydelse på det andet lån, til det kautionssikrede lån. Denne ordning var ikke i sig selv uberettiget i forhold til klagerne.
Der er heller ikke oplyst andre forhold, som kan medføre bortfald eller yderligere nedsættelse af klagernes kautionsforpligtelser.
To medlemmer - Karin Duerlund og Niels Bolt Jørgensen - udtaler:
Vi finder ikke, at bank- og sparekasselovens § 41 giver hjemmel for at nedsætte klagernes hæftelse som anført af flertallet. Vi bemærker i den forbindelse, at klagernes regreskrav ikke kan anses for at være forringet som følge af de stedfundne misligholdelser.
Hertil kommer, at klagerne, efter at have fået oplyst restgælden omkring årsskiftet 1991-1992, ved deres efterfølgende passivitet må være afskåret fra at gøre indsigelser vedrørende størrelsen af det beløb, de hæfter for.
Idet vi i øvrigt er enige med flertallet, stemmer vi for, at klagen i det hele ikke tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende, at den gæld, for hvilken klagerne hæfter som kautionister, jf. indklagedes opgørelse pr. 7. januar 1999, skal nedsættes med 19.400 kr. med tillæg af en rente svarende til lånets rente fra den 1. januar 1991 og med 10.010 kr. med tillæg af samme rente fra den 1. januar 1992. I øvrigt tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.