Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Løbedage ved førtidig indfrielse af pantebrev.

Sagsnummer: 35 /1991
Dato: 03-06-1991
Ankenævn: Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen
Klageemne: Pantebreve - indfrielse
Ledetekst: Løbedage ved førtidig indfrielse af pantebrev.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved skrivelse af 27. august 1990 til indklagede meddelte klageren, at han ønskede at indfri et af ham til en pensionskasse udstedt pantebrev, der var indlagt til forvaltning hos indklagede, ved førstkommende termin. Ved påtegning af 30. august på opsigelsesskrivelsen kvitterede indklagede "for modtagelsen af opsigelsen af ovennævnte pantebrev til fuld indfrielse den 11.12.1990".

Den 11. december 1990 blev indfrielsesbeløbet hævet på klagerens konto hos Unibank.

Af pantebrevet fremgik, at det fra debitors side indestod uopsigeligt indtil 11. juni 1990, og at det herefter kunne indfries helt eller delvis til en termin med 3 måneders varsel.

Klageren har efter at have rettet henvendelse til indklagede indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre det rentetab, han har lidt som følge af, at pantebrevet blev indfriet syv dage for tidligt. Klageren har opgjort tabet til 600 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at ifølge pantebrevsformular A, pkt. 2, er alle betalinger rettidige, når de sker senest syv dage efter forfaldsdag, hvorfor betaling den 18. december 1990 ville have været rettidig. Klageren har endvidere anført, at han ikke reagerede på indklagedes påtegning af opsigelsesskrivelsen af 30. august 1990, idet terminsdatoen, i dette tilfælde indfrielsesdatoen den 11. december 1990, ikke har sammenfald med datoen for rettidig betaling.

Indklagede har anført, at der mellem klager og indklagede blev indgået en aftale om, at pantebrevet skulle indfries den 11. december 1990. Klageren tilkendegav ikke i sin skrivelse af 27. august 1990, at han først ønskede beløbet betalt den 18. december 1990. Pantebrevsbetingelserne pkt. 2 sammenholdt med pkt. 1 må fortolkes således, at alene de i pantebrevet fastlagte betalinger er omfattet af reglen om løbedage i modsætning til en fuldstændig indfrielse af pantebrevet, der er et tilbud fra debitor om en ikke i pantebrevet fastlagt betaling. Dette synspunkt støttes af det forhold, at pantebrevsbetingelsernes regler om løbedage og påkrav tager sigte på at beskytte debitor ifølge pantebrevet mod at skulle indfri dette fuldt ud som følge af misligholdelse ved betaling af en mindre ydelse efter pantebrevet.

Ankenævnets bemærkninger:

Bestemmelsen i pantebrevsformular A, pkt. 2, om løbedage findes - sammenholdt med pkt. 1 - at måtte forstås således, at den alene finder anvendelse på betalinger, for hvilke fristen er fastsat i pantebrevet, og bestemmelsen kan derfor ikke anses for anvendelig i det foreliggende tilfælde, hvor der er tale om en ekstraordinær indfrielse efter opsigelse fra debitors side.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.