Kaution, omfang.
| Sagsnummer: | 131/1994 |
| Dato: | 30-11-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Stig Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen, Søren Stagis |
| Klageemne: |
Kaution - omfang
|
| Ledetekst: | Kaution, omfang. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klage
Ved påtegning på kassekreditkontrakt af 5. december 1986 påtog klagerne, der er brødre, sig selvskyldnerkaution for en kassekredit på 300.000 kr. ydet af indklagede til et anpartsselskab, L. Kreditten skulle nedskrives med 30.000 kr. hvert halve år, første gang den 30. juni 1987. Til yderligere sikkerhed for kreditten fik indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 300.000 kr. i en udlejningsejendom ejet af L. Ejerpantebrevet havde prioritetsstilling efter bl.a. to ejerpantebreve á 55.000 kr., hvoraf det ene lå til sikkerhed for et lån på 70.000 kr., som indklagede havde ydet L i august 1984. Det andet lå i depot hos indklagede. L havde herudover en budgetkonto hos indklagede.
Den 30. juni 1988, hvor kreditmaksimum på kassekreditten i henhold til kontrakten var nedsat til 210.000 kr., var kontoen overtrukket med 37.110,97 kr.
Ved skrivelse af 4. august 1988 anmodede indklagede med henvisning til telefonsamtale med eneanpartshaveren den 1. s.m., om fremsendelse af regnskabsmateriale med henblik på en stillingtagen til overtræk på kassekreditten og budgetkontoen samt forslag til afvikling af udlånet. Den 2. februar 1989 rykkede indklagede debitor for et overtræk på i alt 122.569 kr. samt aftale om afvikling af udlånet.
Klagerne har fremlagt en erklæring fra folkeregisteret, hvoraf det fremgår, at eneanpartshaveren pr. 4. juni 1987 var fraflyttet den adresse, som indklagede anvendte.
Ved skrivelse af 24. april 1989 fik klagerne meddelelse om, at debitors engagement på grund af misligholdelse ville blive opsagt inden 14 dage, med mindre man forinden opnåede en løsning vedrørende gældens nedbringelse. Kassekredittens saldo blev pr. 1. april 1989 opgjort til 270.865,23 kr.
Den 22. juni 1989 blev L taget under konkursbehandling.
Indklagede opgjorde sit tilgodehavende pr. konkursdagen til 280.532,26 kr. ifølge kassekreditten og 72.174,99 kr. ifølge udlånet og anmeldte disse beløb som fordringer i konkursboet. Indklagede forbeholdt sig ret til at søge renter af den anmeldte fordring i perioden fra konkursdekretets afsigelse og til betalingsdagen forlods inddækket ved provenuet af realisation af den stillede sikkerhed, som var angivet til ejerpantebrevene på henholdsvis 55.000 kr., 55.000 kr. og 300.000 kr. Den 18. august 1989 blev tilgodehavendet ifølge kassekreditten nedskrevet med 4.838.95 kr. til 275.333,87 kr., idet et overskud på budgetkontoen blev overført til kassekreditten.
Salget af udlejningsejendommen indbragte et provenu til indklagede på 296.877,11 kr., som den 18. juli 1990 blev indsat på kassekreditten. Samme dag blev 72.238,46 kr. overført til indfrielse af udlånet. Kassekredittens saldo udgjorde herefter 50.695,22 kr. (negativ).
Klagerne afviste at betale beløbet med henvisning til, at indklagede ikke havde fremlagt dokumentation for, at beløbets størrelse var korrekt. Ved stævning af 3. november 1993 blev sagen af indklagedes advokat indbragt for retten i Ringsted. Den 23. februar 1994 blev sagen udsat på forelæggelse for Ankenævnet, jf. retsplejelovens § 361.
Klagerne har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde eller nedsætte kravet i henhold til kautionen.
Indklagede har påstået frifindelse.
Klagerne har anført, at de ikke kunne formå indklagede til på tilfredsstillende måde at dokumentere, at det rejste krav vedrørte den kassekredit, de havde påtaget sig selvskyldnerkaution for og ikke debitors øvrige engagementer med indklagede, ligesom de var ude af stand til at kontrollere, om kravets størrelse var korrekt beregnet. Debitor modtog ikke indklagedes skrivelser og kontoudtog fremsendt efter den 4. juni 1987, hvor adressen blev fraflyttet. 6-månedersfristen i bank- og sparekasselovens § 41 blev ikke overholdt.
Indklagede har anført, at kravet udgør resttilgodehavendet i henhold til den kassekredit, som klagerne kautionerede for. Klagerne har løbende ved personlig henvendelse modtaget opgørelser og specifikationer vedrørende afviklingen af engagementet og konkursbehandlingen. Man var frit stillet med hensyn til, om provenuet fra ejendomshandlen skulle krediteres helt eller delvis på kreditten eller udlånet.
Ankenævnets bemærkninger:
Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ud fra det foreliggende ikke finder grundlag for at antage, at overskridelsen af 6-månedersfristen i bank- og sparekasselovens § 41 har medført en forringelse af klagernes regreskrav mod låntageren.
For udlånet på oprindelig 70.000 kr. var der stillet sikkerhed i form af det ene ejerpantebrev på 55.000 kr. For kassekreditten var der udover klagernes selvskyldnerkaution stillet sikkerhed ved håndpant i ejerpantebrev på 300.000 kr., som i prioritetsorden var efterstillet ejerpantebrevet på 55.000 kr. Klagerne har derfor været berettiget til at gå ud fra, at kassekreditten ville blive nedskrevet med provenuet fra ejendomshandlen bortset fra de 55.000 kr., der vedrørte det bedre prioriterede ejerpantebrev. Det bemærkes herved, at det hverken er gjort gældende eller dokumenteret, at det andet ejerpantebrev på 55.000 kr., der også havde prioritetsstilling forud for ejerpantebrevet på 300.000 kr., var håndpantsat til indklagede til sikkerhed for L's engagement med indklagede. Ved udbetaling af provenuet fra ejendomshandlen finder Ankenævnet derfor, at indklagede i forhold til klagerne som kautionister alene var berettiget til at overføre 55.000 kr. til udlånet, mens restprovenuet måtte afskrives på kassekreditten. Indklagede bør derfor nedsætte klagernes kautionsforpligtelse med differencen mellem de 72.238,46 kr., som udlånet blev inddækket med, og de 55.000 kr., som udgjorde sikkerheden for udlånet, hvilket udgør 17.238,46 kr. med valør den 18. juli 1990.
Uanset at indklagede i august 1989 kunne have valgt at lade budgetkontoens indestående på 4.838,95 kr. afskrive på udlånet i stedet for på kassekreditten, finder Ankenævnet ikke grundlag for at nedsætte beløbet på 17.238,46 kr.
Som følge heraf
Indklagede bør nedsætte sit krav mod klagerne med 17.238,46 kr. med tillæg af tilskrevne renter fra den 18. juli 1990. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.