Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Omlægning af obligationsbeholdning.

Sagsnummer: 630/1994
Dato: 07-04-1995
Ankenævn: Peter Blok, Jens Ole Stahl, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Omlægning af obligationsbeholdning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medio december 1993 havde klageren et åbent depot hos indklagede indeholdende en obligationsbeholdning nominelt på ca. 1.148.000 kr. i 10% og 11% papirer med udløb år 2004 og 2007, hvoraf nominelt 223.000 kr. var udtrukket. Denne sag vedrører, om indklagede kan gøres ansvarlig for, at klageren efter indklagedes råd omlagde den ikke udtrukne del af obligationsbeholdningen til 6% 30-årige obligationer.

En medarbejder fra indklagedes Hellerup afdeling kontaktede telefonisk klageren før jul 1993 og foreslog en omlægning af klagerens obligationsbeholdning til 6% 30-årige obligationer. Klageren afslog i første omgang at omlægge beholdningen, men nogle dage senere kontaktede medarbejderen på ny klageren. Den 27. december 1993 omlagdes obligationsbeholdningen herefter således, at der indkøbtes 1.063.000 kr. 6% Realkredit Danmark 2026.

Ved skrivelse af 27. marts 1994 rettede klageren henvendelse til afdelingen og gav udtryk for sin utilfredshed over indklagedes rådgivning i forbindelse med omlægningen. Klageren har oplyst, at henvendelsen førte til en opringning fra afdelingens bestyrer, som beklagede, men henviste til, at kurserne kun midlertidigt var faldende og ville rette sig senere på året.

Af sagen fremgår, at klageren i juni 1993 havde oplyst indklagede om, at han var i færd med at købe en landejendom i Jylland på 28 hektar til en pris af 1.150.000 kr., i hvilken forbindelse indklagede kunne forvente at få en henvendelse fra DLR, hvor klageren havde forespurgt om maksimal belåning. I skrivelsen oplyste klageren yderligere om sine økonomiske forhold. I foråret 1994 erhvervede klageren ejendommen til overtagelse 1. juni s.å.

I forbindelse med klagerens køb af ejendommen ydede indklagede primo april 1994 klageren et midlertidigt lån på 1.100.000 kr. med en rentefavør på 3½% p.a. Ifølge indklagede opnåede klageren denne rentefavør som kompensation for indsigelserne vedrørende omlægningen af obligationsdepotet.

I skrivelse af 12. juni 1994 rettede klageren henvendelse til indklagedes direktion vedrørende omlægningen af obligationsdepotet. Klageren anførte, at indklagedes rådgivning havde medført et tab på omkring 200.000 kr., og opfordrede indklagede til at vedkende sig sit erstatningsansvar. I skrivelse af 24. juni 1994 meddelte indklagede, at man pr. kulance tilbød at dække klagerens kurstab pr. 28. marts 1994 opgjort til 40.394 kr. med fradrag af 13.831 kr. i allerede opnået rentegodtgørelse på lånet på 1,1 mio. kr. eller 26.563 kr., idet rentefavøren på 3½% på klagerens lån herefter ville bortfalde. Klageren meddelte i skrivelse af 26. juni 1994, at han ikke fandt indklagedes tilbud tilstrækkeligt. Indklagede fastholdt tilbudet.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde en større kompensation end tilbudt.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at indklagede uopfordret kontaktede ham telefonisk vedrørende omlægning. Allerede inden henvendelsen var han opmærksom på udtrækningsrisikoen for de højt forrentede obligationer, men havde valgt at fastholde beholdningen. Han afviste indklagedes første henvendelse om omlægning, men ved en fornyet henvendelse fra indklagede anførte medarbejderen, at 6% obligationer ville stige så meget, at de ville blive for dyre at købe efterhånden, som de højt forrentede obligationer blev udtrukket; udtrækningen ville ske inden for 2 år. Dette argument overtalte ham til at følge indklagedes råd, hvortil kom, at det var første gang, at indklagede telefonisk havde kontaktet ham om rådgivning, når bortses fra hans kapitalpension. I forbindelse med bevillingen af lånet på 1,1 mio. kr. til favørrente foreslog han indledningsvis overfor bestyreren, at han solgte sine 6% obligationer, men dette frarådede bestyreren. Han mener ikke, at han gav udtryk for, at han blev fuldt kompenseret ved favørrenten. Han har lidt et betydeligt tab ved overtalelse baseret på udfarende og ukvalificeret rådgivning fra indklagedes side.

Indklagede har anført, at de telefoniske henvendelser fulgte en med klageren hidtil fulgt praksis, hvorefter man lejlighedsvis kontaktede klageren om investeringer. Forslaget om obligationsomlægningen havde baggrund i forventning om et faldende renteniveau. Forventningen var generel for markedet og gav sig udslag i en kortvarig efterfølgende kursstigning. I rådgivningen indgik sandsynligheden for større udtrækninger på klagerens eventuelle obligationsbeholdning, ligesom det indgik, at genplacering ved udtrækning under den faldende renteudvikling ville ske til stigende kurser. Hertil kommer, at det var indklagedes opfattelse, at klageren ikke havde til hensigt at realisere obligationsbeholdningen til brug for købet af landbrugsejendommen. Klageren kontaktedes ikke i foråret 1994, idet man i løbet af første halvår 1994 fortsat havde forventning om et faldende renteniveau. Det er indklagedes opfattelse, at sagen i enighed med klageren blev afsluttet ved indklagedes bevilling af det kortfristede lån på favørvilkår til mellemfinansiering af ejendomshandelen i Jylland. Indklagede finder ikke grundlag for at tilbyde klageren yderligere kompensation end allerede tilbudt.

Ankenævnets bemærkninger:

I skrivelsen af 24. juni 1994 tilbød indklagede pr. kulance at godtgøre klageren det kurstab, han havde lidt pr. 28. marts 1994, 40.394 kr., dog med fradrag af den kompensation, der er ydet i form af rentefavør på lånet hos indklagede. Dette tilbud har indklagede vedstået under sagens forberedelse. Klageren havde ved skrivelse af 27. marts 1994 første gang rejst indsigelse mod indklagedes fremgangsmåde og rådgivning i forbindelse med omlægningen af obligationsbeholdningen i december 1993, og Ankenævnet finder, at klageren under alle omstændigheder selv må bære risikoen for det yderligere kursfald, som fandt sted i tiden herefter. Selv om indklagede måtte have begået ansvarspådragende fejl ved sin henvendelse til og rådgivning af klageren i december 1993, findes klageren derfor ikke at kunne gøre krav på større erstatning end den, der allerede er tilbudt af indklagede.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.