Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om Jyske Bank handlede ansvarspådragende i forbindelse med salg af klagerens aktier og lukning af investeringskredit

Sagsnummer: 430/2012
Dato: 12-06-2013
Ankenævn: Vibeke Rønne, Anita Barbesgaard, Jesper Claus Christensen, Morten Bruun Pedersen og Karin Sønderbæk
Klageemne: Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Ledetekst: Spørgsmål om Jyske Bank handlede ansvarspådragende i forbindelse med salg af klagerens aktier og lukning af investeringskredit
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører, om Jyske Bank handlede ansvarspådragende i forbindelse med lukning af klagerens investeringskredit og salg af hans aktier.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Jyske Bank, hvor han den 31. januar 2008 fik oprettet en investeringskredit [kontonr. 28-1] på 300.000 kr. med variabel rente. Provenuet blev indsat på klagerens kontonr. [42-3]. Af låneaftalen fremgik blandt andet følgende:

"…

Afvikling

Beregnet løbetid……: 3 år 1 måned

Der betales 13 ydelser. Ydelserne består af rente og afdrag.

Afdraget udgør kr. 0,00, men renterne forfalder kvartårligt første gang 01.04.2008.

Lånet indfries den 01.02.2011, medmindre der træffes ny aftale om afvikling. Det beregnede betalingsbeløb den 01.02.2011 udgør kr. 301.640,83.

Afviklingen er beregnet på baggrund af rente m.v. på udskrivningstidspunktet. En ændring af rente m.v. vil derfor medføre ændring i ydelsernes størrelse.

Lånebetingelser

Opsigelse af lån og kreditter til privat anvendelse

… Banken kan opsige variabelt forrentede lån og kreditter til indfrielse med 3 måneders varsel. Opsigelsen skal være begrundet. … Hvis lånet eller kreditten -…- er til privat anvendelse og sikret ved kaution, kan banken opsige lånet/kreditten med 3 måneders varsel, hvis kautionisten kommer ud for en eller flere af de begivenheder, som er omtalt nedenfor under pkt. a-h samt pkt. j, og der ikke inden 1 måned stilles anden sikkerhed for lånet/kreditten, som banken kan godkende.

Misligholdelsesbestemmelser

Uanset ovenstående er lån og kreditter ophævet, hvis låntager

a) standser sine betalinger

b) kommer under bobehandling

Endvidere kan banken uden varsel ophæve lån og kreditter, hvis låntager

e) afgår ved døden

i) ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til lånedokumentet eller kreditaftalen. For lån/kreditter til privat anvendelse, kan ophævelse dog først ske 8 dage efter, at skriftligt påkrav herom er sendt til en af låntagerne på den af banken senest kendte adresse

j) får ændret sine forhold væsentligt til skade for banken.

…"

Klageren indgik også en serviceaftale med banken, hvorefter klageren var forpligtet til at stille sikkerhed for engagementet. Af serviceaftalen fremgik blandt andet følgende:

"…

1. Hvis summen af [den af klageren stillede sikkerhed] på noget tidspunkt falder til under 125 % af restgælden på ovennævnte investeringslån, accepterer kunden at

- indbetale det manglende beløb i form af kontanter eller

- indskyde yderligere værdipapirer med modsvarende kursværdi

så de samlede værdier igen udgør mere end 125 % af restgælden.

Indbetalingen eller indskuddet skal ske senest 1. bank dag efter banken har afsendt påkrav til ovennævnte telefax, e-mail eller telefonisk har fremsendt påkrav overfor kunden, eller dette påkrav på anden måde er kommet til kundens kundskab.

2. Hvis de samlede værdier falder til under 100 % af restgælden på investeringslånet/-lånene er banken berettiget, men ikke forpligtet til at gennemføre hel eller delvis salg af værdipapirer fra sikkerhedsdepot, herunder at kurssikre vha. finansielle instrumenter, idet omfang banken skønner det nødvendigt. Omkostningerne forbundet med kurssikring mv. skal betales af kunden.

Banken vil dog inden eventuelt salg af værdipapirer, orientere kunden på ovennævnte telefax, e-mail eller telefonisk. Kunden har risikoen for, at der kan etableres kontakt.

Det er kundens eget ansvar at følge kursudviklingen på de pantsatte værdipapirer.

Ovenstående bestemmelser indebærer således ikke en pligt for banken til at holde øje med eller sikre, at kursværdien af de pantsatte værdipapirer til enhver tid holder sig indenfor de under punkt 1 og 2 nævnte grænser.

…"

Til sikkerhed for investeringskreditten pantsatte klageren det til enhver tid indestående på klagerens konto -42-3 samt den til enhver tid værende beholdning i klagerens depoter [depot nr. -90-6 og nr. -63-9] i banken. Af vilkårene for pantsætningen fremgik blandt andet:

"…

Fyldestgørelse

Banken har ret til at realisere de stillede sikkerheder, hvis disse forringes eller trues som følge af fald i pantets værdi eller af anden årsag. Inden banken tager skridt til fyldestgørelse, skal den medmindre pantsætterens bopæl er ukendt, med 8 dages varsel ved anbefalet brev opfordre denne til enten at indfri lån/kreditter, eller at stille yderligere sikkerhed, som banken kan godkende.

Det nævnte varsel kan dog fraviges, hvis omgående salg er nødvendigt for at undgå eller begrænse et tab. Det, der er pantsat, og hvad der måtte træde i stedet derfor, kan realiseres på den måde, som banken finder hensigtsmæssig. Det kan også ske ved underhåndssalg. Banken vil så vidt muligt give pantsætteren lejlighed til at tage stilling til den realisationsmåde, som vælges. …

…"

Klagerens bror B kautionerede for klageren i henhold til låneaftalen. Af kautionserklæringen fremgik blandt andet:

"…

Det betyder kautionen for dig

Din kautionsforpligtelse i henhold til denne erklæring betyder, at banken straks vil kræve det kautionssikrede engagement indbetalt af dig, hvis låntager uanset af hvilken årsag ikke kan eller vil betale det beløb, som låntager skylder og som du kautionere for. …

Hæftelsens omfang

Samtlige kautionister og ethvert pant stillet af tredjemand hæfter indbyrdes og sammen med låntageren solidarisk for:

a) Lån/kreditter med tillæg af renter, provision og lignende. …

Den solidariske hæftelse ophører, når – og først når – der sker indbetaling fra de øvrige forpligtede.

Specielt for kautionister gælder, at udebliver låntager med hovedstol, afdrag eller renter, skal der inden for 6 måneder efter de pågældende ydelsers forfaldsdag gives meddelelse til enhver af kautionisterne eller dem af disse, der er bemyndiget til at modtage meddelelsen på samtlige kautionisters vegne (For "privat kaution" er fristen 3 mdr.) Hvis banken undlader dette, taber den sit krav over for kautionisterne i det omfang, disses regreskrav mod låntageren er blevet forringet ved undladelsen, jf. lov om finansiel virksomhed § 47 eller § 48.

Banken kan straks søge sig fyldestgjort for hele fordringen hos enhver kautionist eller enhver pantsætter, når den gæld, der er kautioneret for (selvskyldnerkaution) eller stillet sikkerhed for, er forfalden til betaling.

Hvis låntager, en kautionist eller en pantsætter kommer under bobehandling af enhver art, tvungen eller frivillig, har banken ret til at få dividende af sit fulde krav, indtil gælden er helt indfriet. …

…"

Den 9. oktober 2008 stillede klagerens mor M yderligere sikkerhed for klagerens investeringskredit [kontonr. -28-1] i form af beholdningen i M’s depot [nr. -59-6] i banken. Boet efter M er repræsenteret af B i en selvstændig klage (sag nr. 193/2012). Af M’s pantsætningserklæring af 9. oktober 2008 fremgik blandt andet:

"…

Frigivelse og ombytning af pant

Det er banken der beslutter, om ombytning af pantsatte aktiver eller kontant beholdning til frigivelse af pantsatte aktiver kan accepteres, og banken kan til enhver tid nægte dette, indtil det sikrede engagement er fuldt tilbagebetalt.

…"

Parterne hæftede herefter solidarisk for klagerens investeringskredit [-28-1].

Den 22. januar 2009 udvidede M sin sikkerhedsstillelse for klagerens investeringskredit [-28-1] til udover indholdet af depot nr. -59-6 også at omfatte indeståendet på M’s konti nr. -16-3 og nr. -63-3 samt indholdet af M’s depot nr. -37-9.

Klagerens og M’s sikkerhedsstillelse for klagerens investeringskredit [-28-1] blev fornyet ultimo november 2010. Indholdet af både klagerens og M’s depoter udgjorde på daværende tidspunkt alene bankaktier.

Klagerens investeringskredit [-28-1] blev ved udløb i februar 2011 forlænget frem til den 1. juli 2011. Den 28. marts 2011 skrev banken således til klageren, at kreditten skulle indfries den 1. juli 2011 medmindre, der blev truffet ny aftale om afvikling.

B bekræftede ved sin underskrift den 5. april 2011 at være orienteret om kredittens forlængelse.

M var den 25. marts 2011 afgået ved døden, og boet blev i første omgang udlagt til privat skifte.

Boet efter M overgik den 13. juli 2011 fra privat skifte til bobestyrerbehandling hos advokaten A, ifølge det oplyste på bankens foranledning. Banken havde forudgående den 8. juli 2011 sendt en oversigt over M’s engagement til A. Det fremgik heraf, at M også havde stillet sikkerhed for en investeringskredit oprettet af B i pengeinstituttet P.

Klagerens investeringskredit [-28-1] blev ved udløb i juli 2011 igen forlænget frem til den 1. oktober 2011, hvorefter kreditten skulle indfries, medmindre der blev truffet ny aftale om afvikling. B’s underskrift foreligger i dette tilfælde ikke i sagen til bekræftelse af hans orientering om forlængelse af kreditten.

Låneaftalen blev ikke forlænget ved udløb den 1. oktober 2011, ej heller tog banken skridt til at inddrive kreditten.

Den 20. april 2012 skrev banken blandt andet følgende til klageren:

"…

Hej [klageren]

Ifølge aftale har jeg booket møde til torsdag den 03.05.2012 kl. 17.00.

B kom desværre ikke til mødet i går, så jeg vil gerne, at du får talt med B om indfrielse af investeringskreditten. Du nævnte, at han vil overtage investeringskreditten!!

…"

Ifølge det oplyste var klageren forhindret i at deltage på mødet med banken den 3. maj 2012, der i stedet blev afholdt med B.

Den 3. maj 2012 skrev banken i tre breve til henholdsvis klageren, B og boet efter M, at investeringskreditten [-28-1] var udløbet den 1. oktober 2011, og at banken ikke ønskede at forlænge den. Det fremgik, at banken havde stillet kreditten i bero i forbindelse med M’s dødsfald.

Til klageren skrev banken, at banken ville realisere sikkerhederne til inddækning af kreditten samt renter, såfremt kreditten ikke var inddækket senest den 14. maj 2012.

Til B skrev banken, at banken pr. 3. maj 2012 opsagde B’s kautionsforpligtelse og anmodede ham om straks og senest den 14. maj 2012 at indbetale kautionsforpligtelsen.

Af brevet til A som bobestyrer for boet efter M fremgik, at banken opsagde sikkerhederne med otte dages varsel, og at banken såfremt den ikke hørte fra A ville realisere værdipapirerne til inddækning af kreditten.

Den 10. maj 2012 skrev revisoren R på vegne af B og boet efter M til banken og henstillede til, at banken hverken solgte af klagerens eller boets aktier, idet der var uklarhed omkring, hvorvidt den af klageren stillede sikkerhed for kreditten [-28-1] også var stillet til sikkerhed for klagerens øvrige engagement i banken.

Den 16. maj 2012 skrev banken til A, at banken tidligere fejlagtigt havde anført, at klagerens konto -42-3 samt depoterne nr. -90-6 og nr. -63-9 var pantsat til sikkerhed for alt mellemværende mellem klageren og banken. Den anførte konto og depoter stod således alene til sikkerhed for klagerens investeringskredit [-28-1].

Vedrørende M’s sikkerhedsstillelse for investeringskreditten fremgik det af bankens brev til A, at M’s depoter nr. -37-9 og nr. -59-6 også var stillet til sikkerhed for alt mellemværende mellem M og banken. Herudover skrev banken blandt andet til A:

"…

Vi håber at ovenstående besvarer de stillede spørgsmål, og at evt. indsigelser fra boet vedrørende salget af boets pantsatte værdipapirer herefter kan frafaldes. I modsat fald skal vi bede om at høre fra dig senest den 23. maj 2012 kl. 12, da vi ellers vil sælge boets værdipapirer uden yderligere varsel. Til din orientering kan vi oplyse, at værdien af boets pantsatte værdipapirer pt. overstiger restgælden på investeringslånet efter salg af [klagerens] egne værdipapirer. Vi vil derfor gerne vide om Boet har nogen særlig interesse i forhold til, hvilke værdipapirer banken sælger ud af, og hvilket Boet ønsker at beholde.

…"

På baggrund af bankens oplysning om, at klagerens sikkerhedsstillelse for investeringskreditten [-28-1] ikke også lå til sikkerhed for klagerens øvrige engagement i banken, meddelte B ved e-mail til banken den 23. maj 2012, at boet ville forsøge at overføre investeringskreditten til pengeinstituttet P, samt undersøge finansieringsmulighederne hos P for B’s køb af boets faste ejendom, så denne ikke skulle sælges på tvangsauktion. B opfordrede således til en mindelig løsning uden salg af aktier.

Det fremgik af e-mailen, at B også repræsenterede klageren.

Banken bevilligede samme dag i en e-mail til A boet frist til den 15. juni 2012 til at få ovennævnte forhold afklaret. Hvis boet ikke inden da havde opnået tilsagn om overtagelse fra et andet pengeinstitut, ville boets værdipapirer blive solgt uden yderligere varsel, med mindre der kunne opnås aftale om en forlængelse af fristen. Det fremgik videre af bankens e-mail til A, at boets og klagerens værdipapirer pr. 23. maj 2012 tilsammen havde en værdi på ca. 367.000 kr. Såfremt værdipapirerne i perioden frem til den 15. juni 2012 faldt til en samlet værdi under 325.000 kr., ville banken sælge papirerne, medmindre boet eller klageren straks indbetalte differencen op til 325.000 kr.

Den 14. juni 2012 anmodede A banken om yderligere fristforlængelse til den 1. juli 2012, idet han oplyste banken om, at P var ved at udarbejde en anmodning om overførsel af investeringskreditten [-28-1].

Ved e-mail samme dag bevilligede banken fristforlængelse til den 1. juli 2012 på samme vilkår som den tidligere fristforlængelse. Banken oplyste samtidig, at der herefter ikke kunne påregnes yderligere fristforlængelse.

Den 28. juni 2012 gav klageren B generel fuldmagt til at varetage hans interesser omkring investeringskreditten [28-1] bedst muligt, herunder indgå i en konstruktiv dialog med banken, så der kunne findes en tilfredsstillende løsning for banken uden salg af aktierne på daværende tidspunkt. Det fremgår af fuldmagten, at klageren var bekendt med, at Jyske Bank ville have hans investeringskredit afviklet og aktier solgt nu.

Den 2. juli 2012 meddelte banken A, at boets værdipapirer ville blive solgt uden yderligere varsel, medmindre banken inden for bankens åbningstid modtog dokumentation for, at et andet pengeinstitut havde givet bindende tilsagn om at overtage engagementet.

Ved e-mail til banken samme dag henstillede B til, at banken ikke solgte aktierne, da en stigning i aktiekurserne måtte forventes inden længe, og investeringskreditten [-28-1] derefter ville kunne flyttes til et andet pengeinstitut.

Banken fastholdte imidlertid sit krav om indfrielse af investeringskreditten [-28-1] og dermed salget af klagerens og boets værdipapirer.

Den 4. juli 2012 solgte banken således klagerens værdipapirer til inddækning af investeringskreditten [-28-1]. Da salget af klagerens værdipapirer ikke var tilstrækkeligt til at inddække lånet, solgte banken også en del af boets pantsatte værdipapirer.

Parternes påstande

Den 27. september 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal forlænge investeringskreditten og genoprette hans værdipapirdepoter.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han har været kunde i banken hele sit liv og altid har haft et godt samarbejde med banken.

Han har altid overholdt sine forpligtelser over for banken. Under finanskrisen tilførte han således yderligere sikkerhed for kreditten med hjælp fra hans nu afdøde mor.

Banken har aldrig været i nærheden af at miste penge på engagementet.

Han forstår ikke, hvordan banken uden videre kan tvangssælge hans aktier, og oven i købet på et tidspunkt, hvor kurserne var meget lave. Banken har ikke overholdt reglerne vedrørende tvangssalg, og banken har i den forbindelse påført ham et tab.

Endvidere kan investeringskreditten ikke længere overføres til et andet pengeinstitut.

Det var gennem B han erfarede, at banken ikke længere ville forlænge investeringskreditten. Investeringskreditten er ellers flere gange tidligere blevet forlænget uden problemer, og samarbejdet med banken har i den forbindelse hidtil været godt.

Han husker ikke umiddelbart at have modtaget breve fra banken i 2012 vedrørende lukning af investeringskreditten.

Banken har således heller ikke bedt om yderligere sikkerhed for investeringskreditten, hvilket han ville have været positivt indstillet overfor, hvis det var nødvendigt i henhold til låneaftalens vilkår.

Hans klage skal ses i sammenhæng med B’s klage på vegne af boet i sag nr. 193/2012. Han er således enig i B’s kritik af bankens håndtering af hans investeringskredit, herunder bankens kommunikation og mangel på samme.

Jyske Bank har anført, at klageren gyldigt har påtaget sig en forpligtelse som pantsætter.

Ved udløbet af den aftalte forlængelse ønskede banken, grundet et fald i værdien af klagerens værdipapirer, ikke at forlænge aftalen, som dermed udløb den 1. oktober 2011.

Da banken var bekendt med den pågående behandling af boet efter M, havde banken en forventning om, at investeringskreditten ville blive indfriet via et salg af de pantsatte værdipapirer, herunder værdipapirer tilhørende boet.

Banken har i henhold til den indgåede aftale været berettiget til at søge sig fyldestgjort i de pantsatte værdipapirer. Banken har ikke over for klageren givet udtryk for, at man ikke ville søge sig fyldestgjort i værdipapirerne.

Omkring årsskiftet 2011/2012 blev det imidlertid klart, at klageren og B ikke ønskede at foretage et salg af boets værdipapirer, da de var overbeviste om, at værdipapirerne henover tid ville blive mere værd.

Herefter forsøgte banken igennem de næste måneder at få en aftale med klageren og B for en indfrielse af investeringslånet. Eksempelvis forsøgte banken flere gange at få møder i stand med såvel klageren som B.

For så vidt angår klagerens påstand om, at han ville være positivt indstillet over for at stille yderligere sikkerhed bemærkes det, at denne mulighed blev undersøgt af banken i samarbejde med såvel klageren som B henover vinteren og foråret 2012. På grund af klagerens økonomiske forhold var det imidlertid ikke en mulighed, ligesom der heller ikke kunne påvises andre muligheder for yderligere sikkerhed.

Banken forsøgte i første omgang at imødekomme klagerens og B’s ønske om ikke at tvangssælge boets værdipapirer, men da klageren og B trods hyppig kontakt med banken ikke kom frem med andre brugbare løsningsforslag, besluttede banken sig til sidst for, at man ville søge sig fyldestgjort i de stillede sikkerheder.

I hele perioden efter banken den 3. maj 2012 oplyste, at man ville søge sig fyldestgjort i de stillede sikkerheder, foregik der ingen skriftlig korrespondance mellem banken og klageren. Al korrespondance foregik således mellem banken og boet efter M og B som kautionist. Da klageren var arving i boet efter M måtte banken dog kunne gå ud fra, at han blev orienteret af bobestyreren, ligesom B havde fået fuldmagt fra klageren.

Banken indrømmede i første omgang klageren en frist på otte dage til at indfri lånet inden man ville sælge aktierne. I perioden 3. maj til 1. juli 2012 fik B og boet efter M imidlertid flere gange fristforlængelse til at forsøge at overføre investeringskreditten til P, og klageren fik dermed en frist på knap to måneder til at indfri lånet.

Banken har ikke handlet i strid med retsplejelovens § 538a ved at sælge de pantsatte værdipapirer.

Selv hvis Ankenævnet måtte komme frem til, at banken har handlet i strid med retsplejelovens § 538a, så har klageren ikke godtgjort, at han har lidt noget tab i den forbindelse.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren oprettede den 31. januar 2008 en investeringskredit i Jyske Bank.

Klageren og M stillede sikkerhed for investeringskreditten, mens B kautionerede.

Ifølge låneaftalen skulle investeringskreditten indfries den 1. februar 2011, medmindre der blev truffet ny aftale om afvikling.

Ved udløbet af låneaftalen den 1. februar 2011 blev aftalen forlænget først til den 1. juli 2011 og derefter til den 1. oktober 2011, hvorefter aftalen udløb.

Den 3. maj 2012 skrev banken til både klageren som debitor og pantsætter, B som kautionist, samt boet efter M som pantsætter og anmodede parterne om at indfri kreditten inden den 14. maj 2012.

Jyske Bank gav ad flere omgange fristforlængelse med henblik på at overføre investeringskreditten til P, senest til den 1. juli 2012 i hvilken forbindelse banken oplyste, at der ikke kunne påregnes yderligere fristforlængelse.

Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Jesper Claus Christensen og Karin Sønderbæk - udtaler:

Det fremgår af e-mail af 23. maj 2012, at B også på vegne af klageren blandt andet anmodede om, at aktierne i sikkerhedsdepoterne ikke blev solgt. Den udsættelse med realisationen, som banken samme dag besluttede, omfattede derfor også klageren. Under hensyn hertil, og til at klageren ifølge sin fuldmagt af 28. juni 2012 var bekendt med Jyske Banks krav om salg af aktierne i overensstemmelse med meddelelsen i bankens brev af 3. maj 2012, finder vi herefter, at Jyske Bank var berettiget til den 4. juli 2012 at sælge de værdipapirer, der var stillet til sikkerhed for klagerens investeringskredit af henholdsvis klageren selv og M til inddækning af kreditten.

Vi finder det i øvrigt ikke godtgjort, at banken har handlet ansvarspådragende, hvorfor klageren ikke får medhold i klagen.

To medlemmer – Anita Barbesgaard og Morten Bruun Pedersen – udtaler:

Jyske Bank har ikke over for klageren fastholdt det krav om realisation af aktierne som var fremsat i brev af 3. maj 2012. Banken har ikke været berettiget til at gå ud fra, at klageren var orienteret om bankens fortsatte ønske om afvikling af investeringskreditten og salg af aktierne af B eller fordi han var arving i M’s bo.

En realisation af klagerens aktier måtte derfor kræve, at Jyske Bank på ny afgav en meddelelse i overensstemmelse med retsplejelovens § 538 a. Da det ikke er sket var Jyske Bank den 4. juli 2012 uberettiget til at tvangsrealisere hans aktier. Vi finder derfor, at klageren skal have erstatning svarende til en eventuel forskel mellem salgssummen og de kurser, der kunne være opnået, hvis banken havde afventet fristen på en uge, jævnfør § 538 a.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen