Rådgivning. Omprioritering, kurssikring.
| Sagsnummer: | 691/1992 |
| Dato: | 23-07-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Gert Bo Gram, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - rådgivning
Realkreditbelåning - kurssikring |
| Ledetekst: | Rådgivning. Omprioritering, kurssikring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med klagerens salg af sin ejendom ønskede klageren at konvertere et 11% obligationslån med en obligationsrestgæld på 714.125,63 kr. til et 8% obligationslån i Kreditforeningen Danmark. Med henblik herpå kontaktede klageren i februar 1992 indklagede. Den 12. februar 1992 modtog den medvirkende ejendomsmægler fra kreditforeningen en konsekvensberegning vedrørende ombytning af det eksisterende lån med et 8% obligationslån på 788.000 kr. Noteret dagskurs for det nye lån var i konsekvensberegningen angivet til 92,5.
Da klageren var bortrejst til udlandet i perioden 29. februar til 1. juni 1992, gav han sin ægtefælle skriftlig fuldmagt til at underskrive alle dokumenter i forbindelse med handlen af ejendommen. Det var i fuldmagten anført, at denne var betinget af klagerens forudgående accept pr. fax, ligesom klagerens adresse, telefonnummer og faxnummer i den omhandlede periode var oplyst.
I begyndelsen af marts 1992 blev ejendommen solgt, og den 6. marts 1992 fremsendte kreditforeningen til indklagedes Risskov afdeling et lånetilbud på et 8% obligationslån på 787.000 kr. Den 10. marts 1992 meddelte klagerens ejendomsmægler pr. fax klageren, at såfremt han ønskede at kurssikre i forbindelse med konverteringen, måtte han kontakte indklagede direkte. Den 12. marts 1992 underskrev klagerens ægtefælle kreditforeningspantebrevet, som blev tinglyst den 27. marts 1992. Klageren kontaktede herefter indklagede, som oplyste, at kursen på kreditforeningsobligationerne nu var 89. Det blev ikke i den forbindelse aftalt at kurssikre.
Den 23. juli 1992 underskrev klageren et udbetalingsbrev til kreditforeningen med en limiteret kurs på 89,5. Den 17. august 1992 meddelte kreditforeningen klageren, at man havde registreret en limitkurs på 89 på obligationerne og anmodede klageren om at kontakte kreditforeningen med henblik på en eventuel forlængelse af aftalen. Det var endvidere anført, at kursen var ca. 2,5 point fra den aftalte kurs, hvorfor det var nødvendigt at aftale en ny kurs. Den 17. september 1992 solgtes obligationerne til kurs 84,2, og den 21. september 1992 fremsendte kreditforeningen en afregning til indklagedes Risskov afdeling, hvoraf fremgik, at der i forbindelse med omprioriteringen var et negativt provenu på 53.844,14 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham en del af det kurstab på 77.260 kr., han har lidt.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han i forbindelse med sin bortrejse i tre måneder oplyste indklagede om de nødvendige telefon- og faxnumre. Umiddelbart efter at ejendommen var solgt, blev han af sin ejendomsmægler rådet til at kurssikre det nye pantebrev. Indklagede fremsendte via brev et kurssikringstilbud til klagerens advokat i stedet for at kontakte klageren eller dennes ægtefælle direkte. Som følge heraf modtog klageren først tilbuddet den 17. marts 1992, og i den mellemliggende periode var kurserne faldet så meget, at en kurssikring var uinteressant. Klageren kontaktede herefter afdelingen telefonisk ca. hver anden dag fra USA for at følge kursudviklingen, men i den efterfølgende periode handledes obligationerne næsten ikke. Den 14. juli 1992 om formiddagen kontaktede klageren afdelingen, og da kursen på obligationer på andre tilsvarende serier var 89,5, besluttede klageren i samråd med afdelingen sig for at sælge obligationerne med en limit på 89,3. Da klageren kontaktede afdelingen den 18. juli 1992, havde afdelingen ikke foretaget sig noget i den mellemliggende periode. Klageren overgav herefter i slutningen af juli måned det endelige salg af obligationerne til kreditforeningen. Umiddelbart før den franske EF-afstemning anmodede klageren om indklagedes afdelings accept til at sælge obligationerne til dagskursen på 84,2, hvilket indklagede ca. en uge efter skriftligt accepterede. Indklagede har dels ved at undlade rettidigt at oplyse klageren eller dennes ægtefælle om mulighed for kurssikring og dels ved at undlade at efterkomme klagerens salgsordre den 14. juli 1992 medvirket til at påføre klageren et kurstab på ialt 77.260 kr. beregnet som differencen mellem kurs 92,2 og 84,2. Indklagede bør godtgøre klageren en del af dette tab, eksempelvis ved betaling af kursdifferencen mellem kursen den 14. juli, ca. kurs 89, og kurs 84,2.
Indklagede har anført, at afdelingen den 11. marts 1992 orienterede klageren om kurssikring og har fremlagt en i den anledning udarbejdet udskrift fra indklagedes "tekstinformation fonds" vedrørende kurser på kurskontrakter på den omhandlede obligation. Indklagede oplyste klageren om, at den aktuelle kurs var 91,1, men at indklagede ikke ville indgå aftale om kurssikring, før pantebrevet var tinglyst. Afdelingen havde derefter løbende telefonisk kontakt med klageren, der dog ikke ønskede at kurssikre, ligesom klageren efter pantebrevets tinglysning den 27. marts 1992 ikke ønskede at hjemtage lånet. Den 14. juli 1992 modtog afdelingen en telefonisk besked fra klageren om, at obligationerne skulle sælges med en limitkurs på 89,3 ifølge aftale med en medarbejder i kreditforeningen, og at afdelingen skulle afvente en opringning fra denne medarbejder. Afdelingen blev imidlertid ikke kontaktet af medarbejderen, formentlig fordi kreditforeningen ikke kunne opnå den aftalte kurs, idet kursen den 15. juli 1992 var 87,8. Den forudgående notering den 10. juli 1992 var 88,10. Klageren har gennem aftale med kreditforeningen fastsat de omhandlede limits, og indklagede har ikke haft indflydelse på fastsættelsen. Indklagede har således ikke haft mulighed for at efterkomme klagerens ordre om salg, idet den noterede kurs ikke steg til de fastsatte limits. Den af klageren fremlagte konsekvensberegning fra Kreditforeningen Danmark af 12. februar 1992 er et øjebliksbillede beregnet ud fra den aktuelle dagskurs. Klageren har afslået at kurssikre på trods af tilbud herom og har derfor ikke haft en berettiget forventning om at opnå en provenumæssig konvertering som forudsat i konsekvensberegningen.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har oplyst, at man ikke ville have kurssikret, før pantebrevet var tinglyst. Da dette først skete den 27. marts 1992 er det uden betydning, at klageren personligt først fik underretning om tilbuddet om kurssikring den 17. marts 1992. Det må efter klagerens egne oplysninger lægges til grund, at han kendte til mulighederne for kurssikring, men at han ikke på noget tidspunkt efter lysningen af pantebrevet anmodede indklagede herom. Da Ankenævnet ikke i øvrigt finder, at indklagede i forbindelse med omprioriteringen af klagerens ejendom har begået fejl eller forsømmelser,
Den indgivne klage tages ikke til følge.