Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om erstatning for tab på lånefinansierede køb af aktier i Roskilde Bank i forbindelse med emission i 2005.

Sagsnummer: 670/2010
Dato: 17-03-2015
Ankenævn: Vibeke Rønne, Søren Geckler, Troels Hauer Holmberg, Anita Nedergaard og Michael Reved
Klageemne: Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Spørgsmål om erstatning for tab på lånefinansierede køb af aktier i Roskilde Bank i forbindelse med emission i 2005.
Indklagede: Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagernes krav om erstatning for tab på lånefinansierede køb af Roskilde Bank aktier i forbindelse med en emission i 2005.

Sagens omstændigheder

Klagerne i denne sag er tre søskende (A, B, og C), der var kunder Roskilde Bank, hvor deres far (F) var filialdirektør.

I august/september 2005 gennemførte Roskilde Bank en aktieemission. Klagerne tegnede i den forbindelse hver 151 styk aktier i banken, der blev lagt i depot i banken. Til finansiering af aktierne optog klagerne hver et lån på 100.000 kr. i banken.

Under sagen er der fremlagt to tegningsblanketter, der er underskrevet af F for henholdsvis A og B. Endvidere er der fremlagt ikke-underskrevne eksemplarer af blanketter vedrørende henholdsvis B’s og C’s investeringsprofil. Heraf fremgår blandt andet oplysninger om lang investeringshorisont, høj risikoprofil og manglende investeringserfaring.

Efter det oplyste underskrev klagerne hver en blanket om uigenkaldelig fuldmagt til banken vedrørende depoterne. Heraf fremgik blandt andet:

”…

Jeg bemyndiger Roskilde Bank til at anvende provenuet fra eventuelle salg af Roskilde Bank aktier fra depot nummer […] til at indfri eller delvis indfri mit aktielån nummer […]

Fuldmagten er ikke til hinder for, at jeg kan sælge værdipapirer fra depotet hvis der på salgstidspunktet er værdier i depotet der modsvarer aktielånets restgæld

…”

Den 27. december 2005 solgte klagerne hver 16 styk aktier til kurs 995, svarende til 15.280 kr. Herved blev depoternes værdi nedbragt til under 136.000 kr., der var grænsen for skattefrie aktieavancer. Lånene blev ikke nedbragt i forbindelse med aktiesalgene.

Efter et aktiesplit i 2006 i forholdet 1:2 havde klagerne hver 270 styk aktier.

I forbindelse med en emission i banken i foråret 2007 tegnede klagerne yderligere hver 27 styk aktier.

Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.

Ved brev af 4. juni 2009 til Roskilde Bank (Finansiel Stabilitet) rejste klagerne krav om erstatning for tabet på deres investeringer. Kravet var begrundet i blandt andet bevidst vildledning af aktionærerne, fejl i børsprospektet og manglende salg af aktierne på baggrund af fuldmagtserklæringen.

Ved brev af 23. juni 2009 til klagerne afviste banken et eventuelt erstatningsansvar. Banken anførte blandt andet, at den ekspederende medarbejder (M) i filialen havde oplyst, at F i 2005 selv kom med tegningsblanketterne, som han havde underskrevet på klagernes vegne med anmodning om køb af aktier samt lånefinansiering heraf. M havde endvidere blandt andet oplyst, at hun ikke på noget tidspunkt havde afvist en salgsinstruks fra klagernes side, og at hun ikke havde udtalt, at klagerne på baggrund af fuldmagten var afskåret fra at sælge.

Den 22. november 2010 indgav klagerne en klage over Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) til Ankenævnet med krav om erstatning.

I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.

Klagesagen blev sat i bero med henblik på at afvente resultatet af undersøgelsen.

Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår blandt andet:

”…

På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.

Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne...”

Forligsaftalen medførte, at klagerne blev tilbudt erstatning for aktietegningerne i 2007, hvilket klagerne accepterede.

Parternes påstande

Klagerne har nedlagt påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal erstatte tabene på deres lånefinansierede investeringer i Roskilde Bank aktier i 2005.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om afvisning i forhold til rådgivningsforhold og i øvrigt frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at de ved aktiekøbet i 2005 blev oplyst om, hvor godt det gik i Roskilde Bank m.v.

Bankens salgsanbefalinger og salgsprocedurer i 2005 var de samme som i 2007.

I forbindelse med aktieemissionen i 2007 undlod banken bevidst at informere omverdenen, Fondsbørsen og Finanstilsynet om, at man havde købt en stor aktiepost tilbage, som var solgt i slutningen af 2006. Banken vildledte herved aktionærer og potentielle aktionærer og forbrød sig mod reglerne om prospektansvar.

Bankens medarbejdere overbeviste dem om, at alt var i den skønneste orden. Bankens misinformation og useriøse rådgivning medførte, at de beholdt deres aktier. Hvis de havde været bekendt med bankens mangelfulde information, ville de straks have solgt aktierne.

Disse erstatningspådragende undladelser og misinformationer til brug for medarbejdernes rådgivning er mere alvorlige end det købspres, som mange aktionærer var udsat for på samme tidspunkt, og er derfor endnu mere ansvarspådragende.

I efteråret 2007 henvendte de sig til banken om salg af aktierne, hvilket imidlertid blev nægtet på baggrund af det anførte i salgsfuldmagten, idet restgælden på lånene oversteg aktiernes værdi. Det var M, der henviste til salgsfuldmagten og afviste deres anmodning om at sælge aktierne. M er derfor inhabil i dette spørgsmål.

Banken bør betale en erstatning til hver af dem på 100.000 kr. plus cirka 25.000 kr. i renter på finansieringen, subsidiært en erstatning på 60%

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har til støtte for afvisningspåstanden anført, at et eventuelt prospektansvar må gøres gældende overfor konkursboet efter gammel Roskilde Bank.

Spørgsmålet om et eventuelt prospektansvar overfor klagerne som aktionærer vedrører ikke et kundeforhold, og er dermed ikke omfattet af Ankenævnets kompetence.

En eventuel stillingtagen til, hvorvidt der måtte foreligge et prospektansvar ville indebære en bevisførelse, som ikke kan ske for Ankenævnet.

Til støtte for frifindelsespåstanden har Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende overfor klagerne i forbindelse med investeringerne. Et eventuelt rådgivningsansvar i forbindelse med investeringerne i 2005 er endvidere forældet.

Klagerne traf selv beslutning om aktiekøbene og finansieringen heraf. Klagernes investeringsprofil var høj risiko. Aktietegningerne i 2005 skete med baggrund i tegningsblanketter, som deres far, der var filialdirektør i banken, havde udfyldt.

Det af klagerne anførte om, at banken i efteråret 2007 skulle have afskåret dem fra at sælge aktierne bestrides.

Der ydes ikke erstatning for utilfredshed med forløbet omkring lukning af Roskilde Bank.

Der ydes ikke erstatning for skuffede forventninger.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne tegnede aktier i Roskilde Bank i 2005 og 2007. Aktietegningerne i 2005 blev finansieret med lån i banken.

I forlængelse af forligsaftalen af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har klagerne accepteret et tilbud om erstatning for aktietegningerne i 2007.

Den omstændighed, at klagerne som støtte for deres krav om erstatning for deres lånefinansierede aktieinvesteringer i 2005 har henvist til børsprospektet i forbindelse med emissionen i foråret 2007 medfører ikke i sig selv, at Ankenævnet er afskåret fra at behandle klagen.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) får derfor ikke medhold i påstanden om afvisning.

Ankenævnet finder det kritisabelt, at Roskilde Bank anbefalede klagerne at optage lån til køb af aktier i banken.

Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Anita Nedergaard og Michael Reved – udtaler herefter:

Vi finder, at det nævnte forhold ikke i sig selv kan føre til, at banken er erstatningsansvarlig over for klagerne. Det gælder uanset, at det efterfølgende er blevet forbudt for et pengeinstitut at tilbyde lån til køb af aktier i pengeinstituttet, jævnfør nu § 46 i lov om Finansiel virksomhed. Vi finder heller ikke grundlag for at fastslå, at banken på anden måde begik ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klagerne, hvorved bemærkes, at klagerne hverken kunne være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier, eller om den yderligere risiko, en lånefinansiering af investeringen indebærer.

To medlemmer – Søren Geckler og Troels Hauer Holmberg – udtaler:

Vi finder, at banken er erstatningsansvarlig. Vi lægger vægt på, at tilbuddet om lån til køb af Roskilde Bank aktier er en ekstrem risikofyldt aftale, at initiativet til aftalen kommer fra Roskilde Bank, at Roskilde Bank havde en egen særlig økonomisk interesse i at sælge egne aktier, som dog ikke blev oplyst til kunden, idet banken havde brug for kapital til at understøtte bankens kraftige vækst. Vi finder, at det strider mod branchekutyme at tilbyde kunder lånepakker til køb af egne aktier, og at Roskilde Bank ved sin mangelfulde rådgivning overtræder lovens regler om god skik. Resultatet understøttes af § 46 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter det er forbudt at tilbyde lån til køb af kapitalindskud i banker i form af hybrid kernekapital og ansvarlig lånekapital, ligesom forholdet i dag er forbudt ved lov som en direkte konsekvens af Roskilde Banks adfærd.

Alle medlemmer udtaler:

Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at banken har pådraget sig erstatningsansvar i forbindelse med klagernes oplysning om, at de undlod at sælge deres aktier på grundlag af bankens aktiesalgskampagne. Ankenævnet finder det endvidere ikke godtgjort, at banken i efteråret 2007 har nægtet at efterkomme en anmodning fra klagerne om at sælge aktier i sikkerhedsdepotet.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen

Klagerne får klagegebyret tilbage.