Afgørelse

Rådgivning om finansiering af fast ejendom med valutalån

Indledning

Sagen vedrører rådgivning om finansiering af klagernes faste ejendom med valutalån i CHF.

Sagens omstændigheder

Klagerne K og M blev kunder i Sydbank i september 2006 i forbindelse med, at deres rådgiver, R, i deres tidligere pengeinstitut

Klagerneejede på daværende tidspunkt to grunde, to sommerhuse og et hus. Ejendommene var efter det oplyste finansieret med F1 realkreditlån og en kassekredit. Huset blev solgt i efteråret 2006. Klagerne påbegyndte herefter opførelse af et parcelhus på den ene grund. Klagerne købte endvidere et byhus til at bo i, indtil parcelhuset var opført. Opførelsen af parcelhuset blev foreløbigt finansieret med en byggekredit i banken. Det endelige finansieringsbehov for parcelhuset blev efter det oplyste anslået til 1.750.000 DKKpå møde mellem banken og klagerne i vinteren 2006. I maj 2007 blev den anden grund solgt.

På et møde i efteråret 2007 præsenterede R klagerne for muligheden for at optage et lån i CHF. Banken har oplyst, at klagerne på daværende tidspunkt ejede parcelhuset, byhuset og et sommerhus til en samlet værdi af ca. 7,5 mio. DKK, og at den samlede finansieringsgrad, inklusiv finansieringsbehovet på 1.750.000 DKK for parcelhuset, var 35 % af ejendommenes værdi.

Den 17. januar 2008 indgik klagerne en valutakreditaftale med banken om en kreditramme på 2,2 mio. DKK. Kreditten kunne anvendes i DKK, CHF eller JPY.Renten på CHF var for tiden bankens interbanksats med et tillæg på 1,5 %, mens renten på DKK var variabel, for tiden 5,75 % p.a. Klagerne underskrev endvidere en deklaration om pantsætnings- og salgsforbud vedrørende parcelhuset.

Den 22. januar 2008 blev der trukket 350.000 CHF til kurs 460,30 på kreditten.

Den 17. februar 2008 blev kreditten forhøjet til 3 mio. DKK.

Den 17. marts 2008 blev der trukket yderligere 100.000 CHF til kurs 481,27 på kreditten.

Den 3. september 2008 blev der trukket yderligere 120.000 CHF til kurs 463,62 på kreditten.

Den 16. juni 2009 blev kreditten forhøjet til 3.250.000 DKK. Banken har oplyst, at forhøjelsen skete, da klagerne ønskede at renovere parcelhuset for 250.000 DKK. Renten på CHF var for tiden SY-BOR i CHF med tillæg af for tiden 2 %, mens renten på DKK var variabel, 6,5 % p.a.

Den 17. juni 2009 blev der trukket yderligere 40.000 CHF til kurs 492,29 på kreditten.

Banken har anført, at man på møde den 26. november 2009 drøftede den fremtidige finansiering af parcelhuset med bl.a. et afdragsfrit F1 eller F3 lån, men at klagerne besluttede at fortsætte med CHF lånet. Kursen på CHF var da ca. 493. Klagerne har anført, at man ikke drøftede konvertering til F1 eller F3 lån på mødet.

Primo december 2010 var kreditten i overtræk som følge af kursstigninger på CHF. På møde den 2. december 2010 anbefalede R klagerne at gå ud af CHF lånet. Kursen var da 566. I forlængelse af mødet optog klagerne et lån på 60.000 CHF til nedbringelse af trækket på kreditten.

Ved brev af 9. juni 2011 rejste klagerne indsigelse mod bankens rådgivning.

Ved e-mails af 20. og 23. juni 2011 anbefalede banken klagerne at gå ud af valutalånet, da kursen på CHF det seneste år var steget med 15 % til 620.

Den 24. juni 2011 var klagernes kreditramme trukket med 3.476.000 DKK, svarende til et overtræk på 226.000 DKK. Samme dag meddelte banken, at man havde bevilget klagerne en midlertidig overtræksret på 300.000 DKK, og at man anbefalede klagerne en stop-loss kurs på 637, hvilket klagerne accepterede samme dag.Parterne indgik efterfølgende aftale om en lavere stop-loss kurs.

Kreditten blev indfriet i juli 2011. Indfrielsen skete efter det oplyste til kurs 620,10. Klagerne har opgjort det samlede kurstab til 947.855 DKK.

Parternes påstande

Den4. juli 2011har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skalerstatte demkurstabet ved indfrielsen.

Sydbank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse og mere subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

Parternes argumenter

Klagernehar bl.a. anført, at bankens rådgivning var mangelfuld og fejlagtig. De blev ikke oplyst om risiciene ved et lån i CHF.

De har efterfølgende fået at vide, at CHF lån normalt anses som værende for risikofyldte for private kunder.

De er enalmindelig lønmodtagerfamilie.I mange år havde de fastforrentede lån, der senere blev omlagt til F1 lån. De anmodede om et F1 lån til finansiering af det nyopførte parcelhus. R opfordrede dem flere gange på eget initiativ til at finansiere huset i CHF. De havde ikke kendskab til og ønskede ikke et CHF lån. R mødte op på deres bopæl i efteråret 2007 og overbeviste dem om, at det var fornuftigt at finansiere parcelhuset med et CHF lån på grund af lavere renter og omkostninger.De havde stor tillid til R, som har været deresrådgiver i 23 år.

De spurgte til risikoen og fik at vide, at der i princippet ingen risiko var, da kursen på CHF altid havde været stabil. De fik ikke oplysning om den reelle risiko. Banken fokuserede alene på besparelsen ved lån i CHF. Finansieringsgraden og de skattemæssige konsekvenser blev ikke drøftet.

Muligvis havde banken en økonomisk interesse i, at de valgte et CHF lån i stedet for realkreditlån.

Banken overholdt hverken MiFID-reglerne, god skik reglerne eller bankens egne forretningsgange om rådgivning og kundeklassificering. De fik ikke udarbejdet en risikoprofil eller et rådgivningsskema. Banken opfordres til at dokumentere, at man har overholdt egne forretningsgange, og opfordres herunder til at fremlægge et udfyldt og underskrevet rådgivningsskema. Banken har anført, at lånet ikke var en "investeringsservice" og dermed ikke omfattet af MiFID-reglerne. Deres eksponering var reelt den samme, som hvis der var tale om optagelse af lån via terminsforretninger, der klart er en investeringsservice omfattet af MiFID. Beskyttelsen bør være den samme ved valutalån.

R vidste fra deres hidtidige samarbejde, at de ikke på nogen måde var villige til at indgå risikofyldte dispositioner. Rådgivningen var derfor ikke i overensstemmelse med deres risikoprofil.

Da kursen kort efter låneoptagelsen steg, blev de urolige og rettede henvendelse til banken, men fik blot at vide, at kursen nok skulle rette sig.

På mødet den 2. december 2010, der fandt sted efter deres anmodning, anbefalede banken dem for første gang at gå ud af CHF lånet. De kunne ikke overskue de økonomiske konsekvenser ved at gå ud af CHF og realisere et stort kurstab. Banken meddelte endvidere, at man forventede et kursfald på længere sigt. De fik at vide, at det var nødvendigt med et tillægslån til inddækning af overtrækket. Banken foreslog endvidere, at de skulle "spille med" på kursudsving, hvilket de bestemt afviste, da de havde rigelige problemer i forvejen.

Deres køb af grunde og ejendomme er ikke relevante for sagen. Deres erfaring med køb og salg af boliger vedrører udelukkende huse, som de selv har boet i, og som var finansieret med almindelige realkreditlån. De ejede to grunde i en periode. Dette skyldtes, at den ønskede grund til opførelse af parcelhuset oprindeligt ikke var til salg, hvorfor de købte en anden grund. Da de senere fik mulighed for at købe ønskegrunden, solgte de den anden grund. De havde på et tidspunkt to sommerhuse. Det ene købte de af M’s forældre, der ikke længere havde råd til sommerhuset. Byhuset blev købt som et alternativ til en midlertidig lejebolig, da de ikke ønskede at stå uden bolig med to små børn, hvis opførelsen af parcelhuset blev forsinket. Byhuset er nu lejet ud. Købet af byhuset skete i fuld overensstemmelse med banken, som skulle forestå finansieringen. De ønskede i øvrigt et sædvanligt realkreditlån til finansiering af byhuset, men blev anbefalet et banklån, som de efterfølgende har omlagt til et billigere realkreditlån.

Sydbankhar til støtte for frifindelsespåstanden bl.a. anført, at klagernefik en grundig og fyldestgørende rådgivning om fordele og ulemper ved låneoptagelse i CHF, herunder at restgælden på lånet i DKK afhang af kursen på CHF, og at stigende valutakurser ville betyde en højere restgæld. Klagerne havde fuld indsigt og forståelse for den risiko, som låneoptagelsen i CHF ville medføre for dem.

R havde kendt klagerne i en længere årrække og havde et særdeles godt kendskab til deres økonomi. Klagerne efterspurgte en besparelse på renter og omkostninger, hvorfor R foreslog muligheden for finansiering i CHF.Klagerne og R var enige om, at finansiering af ca. halvdelen af den samlede gæld i udenlandsk valuta ville være forsvarlig under hensyn til den lave finansieringsgrad på 35 % i klagernes faste ejendomme. Fuld finansiering i CHF blev fravalgt netop på grund af risikoen forbundet med et CHF lån. De skattemæssige konsekvenser blev endvidere drøftet.

Klagerne traf selv beslutning om at optage lånet i CHF.

Klagerne kan ikke betragtes som en almindelig lønmodtagerfamilie. Klagerne havde stor erfaring med handel med fast ejendom og finansiering heraf. Klagernes økonomi adskilte sig væsentligt fraen almindelig lønmodtagerøkonomi.

Klagerne kunne allerede i forbindelse med låneoptagelsen konstatere, at kursen på CHF var svingende, idet der skete en omveksling af valuta på kurser mellem 4,60 og 4,92.

Klagerne var bekendt med og fulgte løbende kursudviklingen på CHF.

Klagerne optog et langt større lån i CHF end oprindeligtforventet, da byggeprojektet blev fordyret.

MiFID-reglerne finder ikke anvendelse på lånet, idet der ikke var tale om investeringsservice.

Der var ikke krav om udarbejdelse af oplysningsskema, da lånet ikke blev ydet mod pant i fast ejendom. Der blev alene tinglyst et pantsætnings- og salgsforbud på ejendommen, hvorved klagerne undgik den variable tinglysningsafgift.

Banken har til støttefor den mere subsidiære påstand anført,Kursen på CHF blev drøftet på møde i februar 2009. Kursen var da 503. På mødet den 2. december 2010 oplyste R om muligheden for at gå ud af CHF og for eventuelt senere at gå ind, men R anbefalede ikke dette. I juni 2011, hvor kursen var over 600, rådede R igen klagerne til at træde ud af CHF. R tilkendegav meget klart, at der ikke var nogen udsigt til, at kursen på CHF foreløbig ville komme ned på niveauet ved låneoptagelsen.

Banken har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagens afgørelse forudsætter en bevisførelse i et sådant omfang, at sagen bør afvises fra behandling i Pengeinstitutankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Sydbank ved rådgivning af klagerne i forbindelse med oprettelsen eller forhøjelserne af valutakreditten og oprettelsen af valutalånet begik fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar. Ankenævnet finder, at det måtte stå klagerne klart, at der ved optagelse af et lån i en anden valuta end danske kroner er en risiko for, at kursen på den anden valuta udvikler sig ugunstigt, således at lånets restgæld i danske kroner stiger. Hertil kommer, at klagerne gennem en længere periode kunne konstatere, at kursen på CHF steg, uden at klagerne reagerede.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.