Indledning.
Denne klage vedrører et af indklagede til klageren i 1984 ydet lån på ca. 142.000 kr. Ultimo 1998 var lånets restgæld knapt 142.000 kr. Klagen vedrører spørgsmålet, om klageren har krav på en nedsættelse af lånets restgæld.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev af 19. juli 1984 ydede indklagede klageren et lån på 142.209,65 kr. Lånet skulle afvikles med en halvårlig ydelse på 12.040 kr., første gang 11. december 1984. Det fremgik, at lånets rente p.t. var 15%, ligesom det var anført, at der ved nedsættelse eller forhøjelse af renten skulle ske ændring af ydelsen, således "at den oprindelige løbetid på 15 år fastholdes".
For så vidt angår ydelserne pr. 11. december 1985, 1986 og 1990 accepterede klageren indklagedes tilbud om ydelsesfritagelse. Af indklagedes skrivelse fra september 1990 vedrørende ydelsesfritagelsen pr. 11. december 1990 fremgår:
"Hvis De vælger at springe ydelserne på Deres lån over, skal De være opmærksom på, at lånets løbetid forlænges."
Pr. 17. april 1996 blev lånets ydelse forhøjet med 1.000 kr. (halvårligt).
Lånets restgæld var pr. 31. december 1998 141.905,24 kr.
Klageren henvendte sig i foråret 1999 til indklagede, idet hun stillede sig uforstående over for restgælden. Den 21. april 1999 afholdtes et møde hos indklagede, hvor lånets afvikling blev drøftet.
Indklagede har udarbejdet en oversigt over lånets afvikling, samt beregnet betydningen af ydelsesfritagelserne i 1985, 1986 og 1990. Sidstnævnte beregning viser, at de meddelte ydelsesfritagelser med rentes rente pr. 31. december 1998 svarede til 131.929,84. Af oversigten over lånets afvikling fremgår, at lånets ydelse er reguleret i takt med renteændringer.
Af årlige kontooversigter fremsendt til klageren fremgår:
31. december Restgæld
151.913,64 kr.
148.351,80 kr.
157.545,51 kr.
168.378,10 kr.
167.975,58 kr.
165.057,70 kr.
162.868,95 kr.
162.216,37 kr.
160.583,35 kr.
159.556,73 kr.
156.956,42 kr.
153.958,45 kr.
150.490,07 kr.
146.272,47 kr.
141.905,24 kr.
Parternes påstande.
Den 22. juni 1999 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at "vi ønsker at afvikle lånet hurtigst muligt, men vi finder sagen så grotesk, at vi ikke har bare villet betale den forlangte saldo."
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun på intet tidspunkt i lånets løbetid er blevet gjort opmærksom på, at løbetiden nærmest er blevet fordoblet; dog gjorde indklagede i 1996 opmærksom på, at ydelsen på lånet blev forhøjet med 1.000 kr. halvårligt begrundet i den lange løbetid.
Det er korrekt, at lånets ydelse på et tidspunkt blev fremdraget, men ikke på en alarmerende måde; om det skete i december 1994, som af indklagede anført, kan hun ikke bekræfte. Hun har hele tiden været af den opfattelse, at hun overholdt gældsbrevets bestemmelser, men hun undrer sig i dag over indklagedes manglende ihærdighed med hensyn til at få løbetiden nedbragt.
Såfremt hun ved det første tilbud om ydelsesfritagelse var blevet oplyst om, at dette ville resultere i, at lånets bestemmelser om ydelsestilpasning og løbetid stort set blev sat ud af kraft, ville hun have afstået herfra. Det bestrides, at indklagede løbende har drøftet spørgsmålet om den forlængede løbetid med hende eller i denne forbindelse opfordret hende til at forhøje ydelsen.
Indklagede har anført, at lånets ydelse gennem hele løbetiden er tilpasset ved nedsættelse eller forhøjelse af renten. Man har ikke været forpligtet til at foretage yderligere ydelsestilpasning. Det er fritagelsen for de tre ydelser, der har bevirket, at lånet ikke længere kan afvikles inden for oprindelige løbetid.
Ved tilbudene om ydelsesfritagelse blev klageren informeret om, at accept heraf ville medføre en løbetidsforlængelse. Klageren har således ved at tage mod tilbudet accepteret forlængelsen.
Man har løbende drøftet spørgsmålet om den forlængede løbetid med klageren, og opfordret klageren til at forhøje ydelsen, hvilket klageren ikke ønskede. Således blev klageren kontaktet i december 1994, men klageren reagerede ikke herpå. Også i april 1996 var spørgsmålet fremme.
Måtte Ankenævnet nå til, at indklagede har begået ansvarspådragende fejl, gøres det gældende, at klageren ikke har lidt noget tab som følge heraf.
Klageren har udvist passivitet, idet hun løbende har kunnet følge lånets afvikling på årlige kontooversigt, hvoraf er fremgået, at lånets restgæld efter hver ydelsesfritagelse blev forhøjet tilsvarende. Heraf fremgik, at lånet ikke blev og heller ikke ville kunne blive nedbragt inden for oprindeligt aftalte løbetid.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ifølge gældsbrevet fra juli 1984 var lånets løbetid 15 år og indklagede skulle i forbindelse med nedsættelse eller forhøjelse af rente ændre lånets ydelse, således løbetiden blev fastholdt. Det lægges til grund, at indklagede i forbindelse med renteændringer har foretaget ændringer af lånets ydelse i overensstemmelse hermed.
Det følger af Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1996 side 200, at indklagedes undladelse af i forbindelse med de aftalte overspring af ydelser at regulere de fremtidige ydelser ikke kan føre til, at klageren delvis fritages for den forpligtelse, som hun ved låneaftalen har påtaget sig til at tilbagebetale lånet med tillæg af den til enhver tid gældende rente.
Som følge heraf