Ophør.
| Sagsnummer: | 364 /1993 |
| Dato: | 30-12-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - indfrielse
|
| Ledetekst: | Ophør. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klagerne A, B og C underskrev den 2. oktober 1985 særskilte kautionserklæringer, hvorefter A og B, der er ægtefæller, hver kautionerede for 10.000 kr., ligesom C kautionerede for 20.000 kr. til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som en tredjemand havde eller senere måtte få overfor indklagede. Ved lånedokument af 15. oktober 1985 ydede indklagede pågældende tredjemand et lån på 150.000 kr., som skulle afvikles med 20.000 kr. den 1. november 1985, samt herefter månedligt med 4.100 kr., første gang 30. november 1985. Til sikkerhed for lånet underhåndpantsattes en flishugger og en højtipvogn, hvis købesum eksklusive moms var oplyst til henholdsvis 71.500 kr. og 23.985 kr.
Det er under sagen oplyst, at den af debitor drevne virksomhed kom i økonomiske vanskeligheder, hvorefter indklagede i 1988 gik ind i et rekonstruktionsforsøg, hvor debitor sammen med en anden person indgik i et interessentskab, som dog senere ophørte.
Ved skrivelse af 22. september 1988 til klager B meddeltes, at kautionslånets debitor ikke i en periode havde kunnet overholde afviklingen af lånet, men at debitor nu igen forventedes at være i stand hertil.
Ved skrivelse af 27. december 1988 til klagerne meddelte indklagede, at som følge af, at der var indledt gældssaneringssag for debitor, gjorde man kautionsforpligtelserne gældende. Kautionslånets saldo oplystes til 172.962,38 kr. Kautionisterne opfordredes til at tage imod et tilbud om et lån hos indklagede svarende til den enkeltes kautionsforpligelse og med en afvikling på fem år. Klagerne A og B underskrev den 3. januar 1989 ligelydende erklæringer, hvorefter de tilkendegav, at de ønskede kautionen effektueret gennem optagelse af lån hos indklagede. Indklagede fremsendte senere gældsbreve til disse klagere, som undlod at returnere gældsbrevene i underskrevet stand. Klager C underskrev den 1. april 1989 gældsbrev på 20.000 kr., idet låneprovenuet skulle anvendes til indfrielse af kautionsforpligtelsen.
Den til sikkerhed for lånet pantsatte flishugger realiseredes i marts 1989 for 37.260 kr. Efter at der var krediteret indbetalinger fra andre kautionister, var kautionslånets saldo herefter pr. 1. april 1989 34.712,76 kr. Indklagede har oplyst, at den pantsatte højtipvogn var i en sådan stand, at en realisation intet kunne indbringe.
Indklagede har oplyst, at uanset at klagerne A og B ikke havde underskrevet gældsbrevene vedrørende deres kautionsforpligtelser, oprettedes hos indklagede et lån på 10.000 kr. for hver af klagerne. Fra kautionslånets debitor modtog indklagede frem til juli 1991 indbetalinger på lånene.
Ved skrivelse af 23. juli 1991 orienterede indklagede klager B om, at indbetalingerne på denne klagers lån var stoppet, hvorfor klageren opfordredes til fremover selv at betale månedligt 206 kr.
Ved skrivelse dateret august 1991 anmodede klagerne A og B indklagede om at besvare forskellige spørgsmål omkring kautionslånets debitor samt lånets afvikling. Indklagede besvarede skrivelsen i marts 1992. Efter yderligere korrespondance mellem klagerne og indklagede, og efter at klager C den 25. oktober 1992 havde underskrevet afviklingsaftale vedrørende lånet etableret i april 1989, har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klagerne er frigjort fra deres kautionsforpligtelser.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har til støtte for påstanden anført, at indklagede har tilsidesat hensynet til kautionisterne ved ikke på et langt tidligere tidspunkt at skride ind overfor debitor. Klagerne blev endvidere ikke forud for etableringen af interessentskabet gjort bekendt hermed. Det er endvidere uoplyst, hvorfor kautionslånet ikke blev nedbragt i tiden fra lånets etablering i oktober 1985 og frem til 1988. Vilkårene for klagernes kaution synes således at være ændret undervejs. Klagerne A og B ønskede ikke at underskrive egentlige lånedokumenter, som de kun anså for at være pro forma, da aftalen var, at debitor skulle afvikle sådanne lån; disse klagere gjorde da også først indsigelse, da indbetalingerne fra debitor udeblev.
Indklagede har anført, at for så vidt angår klager C har denne underskrevet gældsbrevet til afløsning af kautionen og har herved anerkendt sin kautionsforpligtelse. For så vidt angår klagerne A og B vedgik disse klagere deres kautionsforpligtelse, da de i januar 1989 erklærede at ville modtage indklagedes tilbud om et lån. Indklagede finder, at klagerne må hæfte for restgælden på de lån, som fejlagtigt blev oprettet, og hvis restgæld pr. 1. januar 1993 var 8.133 kr. Indklagede finder, at kautionslånets debitor var berettiget til at indgå i et interessentskab og i denne forbindelse anvende den omhandlede flishugger; indklagede har ikke juridisk kunnet modsætte sig dette. Det erkendes, at kautionslånet ikke i perioden 1985 - 1988 blev nedbragt, da rentetilskrivningen ophævede effekten af foretagne indbetalinger, men indklagede er i henhold til kautionslånets gældsbrev berettiget til at bevilge henstand uden samtykke fra kautionisterne. Indklagede har ikke været i stand til at fremlægge kontoudskrifter for perioden før 1. januar 1988, da sådanne oplysninger kun opbevares i fem år, jvf. herved bogføringsloven.
Ankenævnets bemærkninger:
Uanset om indklagedes meddelelse af henstand til debitor i de første år af lånets løbetid var berettiget, findes klagerne at være forpligtet af deres tilkendegivelser i 1989 om, at de ønskede kautionsforpligtelserne afløst af et lån. Hertil kommer, at klagerne har været bekendt med, at debitor frem til 1991 betalte ydelserne på de lån, som af indklagede var etableret i overensstemmelse med klagernes tilkendegivelser uden at have gjort indsigelse mod arrangementet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.