Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Udbetalingsvilkår. Udbetalingstidspunkt.

Sagsnummer: 9704016 /1997
Dato: 26-11-1997
Ankenævn: Hugo Wendler Pedersen, Ole Just, Bent Olufsen, Flemming Borreskov, Leif Mogensen
Klageemne: Udbetaling - tidspunkt
Udbetaling - betingelser
Ledetekst: Udbetalingsvilkår. Udbetalingstidspunkt.
Indklagede: Nykredit Realkredit A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Realkreditinstitutter

Det indklagede realkreditinstitut afgav i september 1996 tilbud til klageren vedrørende en påtænkt forbedring af klagerens ejendom. Lånet kunne ifølge tilbudet udbetales, når instituttet havde foretaget færdigmelding af byggearbejdet. Det fremgik endvidere, at der kunne være yderligere kreditomkostninger til garantistillelse, hvis lånet ønskes udbetalt som forhåndslån. Instituttet bekræftede i oktober 1996, hvilke arbejder der forudsattes udført, før der kunne foretages færdigmelding. Klageren underskrev medio oktober 1996 en tinglysningsaftale, hvori der var afkrydset for, at lånet skulle udbetales, når tinglyst pantebrev forelå med retsanmærkninger, som instituttet egenhændigt kunne få slettet ved anvendelse af provenuet fra det nye lån i overensstemmelse med tinglysningsaftalen. Pantebrevet for det nye lån blev tinglyst ultimo oktober 1996 med en retsanmærkning om pantegæld, som blev slettet den 11. marts 1997. Medio november 1996 fremsendte instituttet en meddelelse til klageren om, at lånet var udbetalt, og at nettoprovenuet var overført til klagerens afregningskonto hos instituttet. Ultimo februar 1997 fremsendte instituttet en låneafregning til klageren, hvoraf det fremgik, at afregnings-kontoens saldo i klagerens favør var afregnet pr. check.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle godtgøre ham den forøgede rente samt tilbagebetale ham lånesagsomkostningerne. Instituttet påstod frifindelse.

Klageren anførte over for Nævnet bl.a., at udbetalingen var i strid med hans ønsker og forventninger, idet han kun kunne få det indtryk, at udbetalingen først ville ske, når samtlige lånetilbudets betingelser var opfyldt. Instituttet fastholdt over for Nævnet, at udbetalingen var foretaget i h.t. aftale med klageren.

Ifølge Nævnet bestod det samlede aftalegrundlag af lånetilbudet og tinglysningsaftalen. Nævnet fandt, at udbetalingsordren i tinglysningsaftalen ikke fraveg, men supplerede angivelserne om udbetaling i lånetilbudet, således at parternes aftale om udbetaling - i overensstemmelse med de herom gældende regler for forhåndslån i realkreditlovgivningen - måtte forstås således, at lånet tidligst kunne udbetales, når såvel det tinglyste pantebrev som instituttets færdigmelding forelå - eller at udbetaling mod garanti alene kunne ske på klagerens initiativ. Instituttet havde ikke været berettiget til at foretage udbetaling som sket og havde derved pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren. Instituttet blev tilpligtet at betale klageren en skønsmæssigt fastsat erstatning på 18.000 kr. til dækning af hans merudgifter. Nævnet fandt ikke grundlag for at friholde klageren for lånesagsomkostningerne.