Afgørelse

Krav om kreditfacilitet i forbindelse med indsigelse om dårlig rådgivning ved låneomlægning

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om en kreditfacilitet i forbindelse med en indsigelse om, at Salling Bank har ydet dårlig rådgivning ved en låneomlægning.

Sagens omstændigheder

Klageren, der i juni 2008 bl.a. var kunde i pengeinstituttet P1, sendte den 20. juni 2008 en mail til en rådgiver i Salling Bank. Af mailen fremgår:

"…
Emne:Budget faste udg. For … [klageren]

Hej igen. Du har lige haft ringet ang. om jeg lige ville skrive mine faste udgifter til huset samt forbrug. [Her] har du hvad det koster pr. md.

Det var alt. Lad mig høre fra dig. Med venlig hilsen … [klageren].

…"

Klageren overførte i juli 2008 sit engagement fra pengeinstitut P1 til Salling Banks "fjernkundeafdeling", hvor hun bl.a. fik adgang til netbank.

Til sikkerhed for klagerens boliglån i pengeinstitut P2, havde dette pengeinstitut pant i hendes hus.

Banken har oplyst, at en friværdi på 320.000 kr. i klagerens hus blev belånt ved (indfrielse af det eksisterende realkreditlån i RR og) optagelse af et nyt fastforrentet 7 % realkreditlån i realkreditinstituttet: R med det formål at indfri "løs gæld". Banken har anført, at klageren i stedet anvendte midlerne til løbende forbrug. Klageren har anført, at der blev indfriet noget gæld.

I marts 2009 optog klageren et boliglån på 327.000 kr. i Salling Bank. Banken har oplyst, at provenuet fra lånet blev anvendt til nedbringelse af klagerens gæld i pengeinstitut P2, der så prioritetsmæssigt accepterede at rykke for klagerens nye realkreditlån. Til sikkerhed for boliglånet i Salling Bank fik også banken pant i klagerens hus - efter pengeinstitut P2 og realkreditinstitut R. Klageren havde desuden et privatlån i Salling Bank på 100.000 kr.

Banken har videre oplyst, at banken i april 2009 konstaterede et "100 % -nedskrivningsbehov" på klageren, der af en anden kreditor blev registreret i RKI.

I oktober 2009 blev klagerens privatlån, hvor hendes samlever S var meddebitor, forhøjet til ca. 174.000 kr. Banken har anført, at forhøjelsen var til betaling af en ydelse på realkreditlånet.

Banken har oplyst, at forskellige kreditorer fra primo 2010 til oktober 2011 fik klageren registreret i RKI og foretog udlæg i hendes hus. Banken startede også en inkassosag op og foretog udlæg. Lånene i klagerens hus blev forsøgt omlagt, men det lykkedes ikke for klageren at finde en løsning på sin økonomiske situation.

Banken har videre oplyst, at realkreditinstitut R i oktober 2011 indgav auktionsbegæring på klagerens ejendom på grund af skyldige ydelser på realkreditlånet.

Parternes påstande

Den 27. oktober 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Salling Bank skal give hende "en ordning så [hendes] hus ikke skal på tvangsauktion".

Salling Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har bl.a. anført, at hun ønsker at beholde sit hus, som hun har ejet i 27 år.

Hun har fået dårlig eller slet ingen bankrådgivning.

Hun flyttede sit engagement til banken, da det lød godt, rådgiveren var flink at tale med og hun lovede, at der skulle komme tjek på det hele.

I 9 mdr. passede hæftelserne, der var registreret i Tingbogen på hendes hus slet ikke.

I tiden der gik indfriede hun noget af den dyre gæld og betalte ekstra afdrag ind til de forskellige. Hver gang overførte rådgiveren bare det, der manglede på kontoen. Pengene kom fra hendes låneprovenu. Hun havde ikke selv mulighed for at overføre.

Pludselig efter 9 mdr. skulle der bruges 320.000 kr. for, at P2 ville rykke for realkreditlånet. Lånet i P2 var på godt 4 %. Dette var slet ikke med i aftalen. Men hun måtte jo overføre beløbet for, at det hele kunne komme på plads.

Inden da havde en vred medarbejder fra Salling Bank ringet og truet med, at det skulle bare komme på plads. Og hun skulle trække sin advokat tilbage, hvilket hun så gjorde.

Derefter betalte hun 7 % på sit realkreditlån, og henholdsvis 13 % og 18 % på to lån i Salling Bank. Meget dyre renter.

Uforudsete udgifter i januar og februar 2010 gjorde, at hun var nødt til at bede om en kredit på 50.000 kr., hvilket banken ikke ville give hende.

Hun er kommet i RKI og har fået foretaget udlæg i sit hus samt bil inden for de seneste to år - da hun ikke har kunnet betale til al den dyre gæld. Hun er låst fast.

Realkreditlånet på 7 % med en ydelse på 8.200 kr. kunne for længst have været lavet om til et lån på ca. 2.100 kr. pr. måned med de lave renter, som der er.

Det hele kunne reddes ved omlægning til et lån med en fast rente på 3,5 %.

Hun kunne have været fri for at blive stemplet som dårlig betaler – hvilket hun bestemt ikke er. Hun betaler, hvad hun skal. Hvis hun kan. Men hun har kun de midler hun har.

Hun har ikke haft overforbrug af nogen art, (jf. det fremlagte budget).

Den dyre gæld blev optaget før hendes skifte til Salling Bank. Hun har ikke optaget gæld siden.

Salling Bank har bl.a. anført, at formålet med klagerens flytning fra pengeinstitut P1 var at få ryddet op i den dyre gæld og omlægge til billigere realkreditgæld samtidig med, at der blev skaffet overblik over økonomien og lagt et holdbart budget.

Klageren har løbende haft et privatforbrug, som ikke har stået mål med hendes indtægter.

Dette har resulteret i gentagne optagelser af gæld hos andre kreditorer end klagerens faste bankforbindelse.

Banken har flere gange - herunder i samarbejde med klagerens skiftende rådgivere - forsøgt at lave løsninger til imødegåelse af tvangsauktion af hendes hus.

Klageren var kunde i bankens fjernkundeafdeling og var underlagt vilkårene i den hertil hørende servicepakke, hvilket indebærer selvbetjening via netbank og ansvar for egen økonomi.

Provenuet fra realkreditlånet blev løbende flyttet til klagerens BudgetOnline-konto til dækning af træk på kontoen.

Det var klagerens egen opgave at sørge for låneindfrielser og dermed besparelser i den daglige økonomi.

Klageren har formodentlig ikke indfriet de dyrt forrentede gældsposter, da de månedlige betalinger til disse kreditorer er fortsat uændrede.

Af de fremlagte bilag fremgår også, at klageren har haft et stort overforbrug og for lave lønudbetalinger i forhold til de budgetterede tal.

Betalingerne viser også, at klageren har haft en længere række af øvrige kreditorer.

Klageren havde oprindeligt oplyst, at gælden til P2 var ca. 40.000 kr. Efter hjemtagelsen af realkreditlånet oplyste P2, at gælden var betydeligt større. P2 ville kun rykke for realkreditlånet ved modtagelse af et beløb svarende til provenuet fra realkreditlånet. Derfor måtte banken låne klageren dette beløb. Gælden blev således flyttet fra P2, hvor den formentlig var etableret som forskellige kreditter uden nedbringelse og med betaling af høje renter, til banken med en lavere rentesats og med nedbringelse af gælden.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder ikke godtgjort forhold, der kan medføre, at Salling Bank skal forpligtes til at yde klageren yderligere kreditfaciliteter.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.