Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om ansvar i forbindelse med salg af aktier i depot.

Sagsnummer: 298 /2000
Dato: 29-01-2001
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt
Klageemne: Overførsel - depot
Depot - indsigelse vedr. dispositioner
Ledetekst: Spørgsmål om ansvar i forbindelse med salg af aktier i depot.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

I forbindelse med at klageren i efteråret 1999 overførte sit kundeforhold fra et pengeinstitut til et andet, blev nogle aktier i et depot solgt. Klagen vedrører klagerens krav i denne anledning.

Sagens omstændigheder.

I november 1999 rettede klageren henvendelse til indklagede 1's Horsens afdeling for overflytning af sit engagement, der hidtil havde været hos indklagede 2's Brædstrup afdeling.

Den 15. november 1999 underskrev klageren hos indklagede 1 overførselsanmodning, hvoraf fremgår, at klageren ønskede en række angivne konti ophævet og overført fra indklagede 2 til indklagede 1. I et fortrykt felt vedrørende depot er anført:

"Aktiverne i depot nr.: [klagerens depotnummer hos indklagede 2] overføres til VP-depot nr.: [ikke udfyldt]"

I depotet beroede 125 Jyske Bank aktier.

Ved skrivelse af 22. november 1999 til klageren bekræftede indklagede 1 oprettelsen af nyt depot hos indklagede 1.

Ved fondsnota af 21. december 1999 afregnede indklagede 2 klagerens salg af Jyske Bank aktierne til kurs 140. Med fradrag af en minimumskurtage på 160 kr. udgjorde afregningsbeløbet 17.340 kr. Ved skrivelse af s.d. til indklagede 1 meddelte indklagede 2, at klagerens tre konti hos indklagede var opgjort. Det blev samtidig oplyst, at nettoprovenuet fra salget af aktierne ville blive fremsendt, når provenuet forelå.

Af den fremlagte overførselsanmodning af 15. november 1999 fremgår med håndskrift en påtegning foretaget hos indklagede 2. Påtegningen vedrører depotet og lyder:

"Sælges jfr aftale med [ADA, navnet på medarbejder hos indklagede 1] 21/12.99."

Den 23. december 1999 genkøbte indklagede 1 på klagerens anmodning 125 aktier i Jyske Bank til kurs 145; kurtage udgjorde 175 kr. svarende til i alt 18.300 kr.

I maj 2000 rettede klageren skriftlig henvendelse til indklagede 1 og anførte, at Jyske Bank-aktierne var solgt, uanset han ikke havde anmodet herom. Differencen mellem salgs- og købspris beregnede klageren til 785 kr., som han fandt, at indklagede 1 var ansvarlig for. Klageren anmodede desuden indklagede om at sikre, at han ved et salg af aktierne inden 23. december 2002 ikke ville blive afkrævet skat af en eventuel kursgevinst; alternativt fandt han, at indklagede skulle erklære at ville holde ham skadesløs for skatten. Ved skrivelse af 15. maj 2000 afviste indklagede 1 kravet. Af skrivelsen fremgår, at indklagede 1 den 30. december 1999 havde refunderet klageren kurtagen på 175 kr. ved genkøbet af aktierne.

Ved skrivelse af 24. juli 2000 oplyste skattemyndighederne over for klageren på dennes forespørgsel, at han ved salg af aktierne inden 23. december 2002 ville være skattepligtig af en eventuel kursgevinst.

Parternes påstande.

Klageren har den 3. august 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at principalt indklagede 1, subsidiært indklagede 2, tilpligtes at betale 785 kr. samt friholde ham for beskatning af eventuel kursgevinst ved salg inden 23. december 2002.

Begge indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hos indklagede 2 ekspederede medarbejderen KA overfør­slen. KA oplyste kort efter salget af aktierne, at salget var sket efter anmodning af indklagede 1's medarbejder ADA.

Indklagede 1 har anført, at det i forbindelse med klagerens henvendelse om overflytning af kundeforholdet blev aftalt, at der skulle oprettet et nyt depot for klageren.

Overførslen blev drøftet telefonisk med indklagede 2. Efter indklagede 1's opfattelse blev det aftalt, at indklagede 2 skulle overføre aktierne til det nyoprettede depot. ADA har på intet tidspunkt anmodet om, at aktierne skulle sælges.

Det bør påhvile indklagede 2 at løfte bevisbyrden for, at der blev indgået aftale om, at aktierne skulle sælges. Denne bevisbyrde er ikke løftet.

Indklagede 2 har anført, at overførselsanmodningen fra indklagede 1 ikke angav noget nyt VP-depotnummer. KA kontaktede herefter den 21. december 1999 indklagede 1's medarbejder ADA med henblik på at få oplyst, hvad der skulle ske med depotet. ADA oplyste, at aktierne skulle sælges, hvilket herefter skete.

Indklagede 1 kvitterede den 23. december 1999 på indklagede 2's fremsendelsesskrivelse af 21. s.m., og kvitteringspåtegningen indeholdt ikke bemærkninger eller kommentarer i anledning af salget af aktierne.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Det lægges som ubestridt til grund, at klageren i forbindelse med etableringen af kundeforholdet hos indklagede 1 ikke anmodede om, at de omhandlede Jyske Bank-aktier skulle sælges. Ankenævnet finder derfor, at indklagede 2 bør godtgøre klageren merudgiften på 5 kurspoint med tillæg af kurtagen på 160 kr. ved salget af aktierne eller i alt 785 kr. Indklagede 2, som i forbindelse med afviklingen af klagerens engagement solgte klagerens aktiepost, bør derudover friholde klageren for beskatning af en eventuel kursgevinst ved salg af aktierne inden 23. december 2002.

Ankenævnet finder, at en afgørelse af, om indklagede 2 herefter har et regreskrav på indklagede 1, forudsætter en bevisførelse i form af vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald bør ske ved domstolene. Allerede af denne grund kan Ankenævnet ikke tage stilling hertil, jf. Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Som følge af det anførte

Indklagede 2 skal inden fire uger betale 785 kr. til klageren med tillæg af procesrente fra den 3. august 2000.

Indklagede 2 skal anerkende at friholde klageren for beskatning af en eventuel kursgevinst af 125 Jyske Bank-aktier erhvervet den 23. december 1999 ved salg inden 23. december 2002.

Ankenævnet kan ikke afgøre, om indklagede 1 er pligtig at betale regres til indklagede 2.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.