Afgørelse

Modregning. Inkassoomkostninger.

Klageren havde i sin ejendom et lån til det indklagede realkreditinstitut. Klageren betalte ikke marts-terminen til tiden, og instituttet rykkede i april 2007 for betalingen. Sagen blev herefter sendt til inkasso med omkostningerne på 1.152 kr. til følge. Klageren betalte terminsydelsen direkte til instituttet uden tillæg af inkassoomkostninger og fik – med henvisning til en aftale med instituttet – inkassosagen stoppet. Instituttet afviste i august 2007 at kende noget til aftalen om at stoppe inkassosagen og fastholdt, at klageren skulle betale inkassoomkostningerne. Da klageren på det tidspunkt var forud med terminsydelserne, meddelte instituttet klageren, at noget af indbetalingen på september terminen var blevet anvendt til at betale inkassoomkostningerne, således at sagen kunne lukkes hos inkassoadvokaten. Klageren protesterede forgæves over inkassoomkostningerne og instituttets dækning af disse via hans terminsindbetaling. Klageren afhændede i januar 2008 den omhandlede ejendom.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet havde været uberettiget til at foretage modregning som sket. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at klageren som følge af for sen indbetaling af marts termin havde været forpligtet til at betale de påløbne gebyrer m.v., der af instituttet var opgjort til 1.152 kr. To nævnsmedlemmer ønskede at tilføje, at det af rykkerskrivelsen af april 2007 klart og utvetydigt burde være fremgået, at restancen uden yderligere varsel ville blive overgivet til inkasso. Nævnet bemærkede videre, at problemstillingen ikke var et spørgsmål om, hvorvidt instituttet kunne modregne, men om instituttet havde ret til at vælge at anvende en del af indbetalingen i august 2007 til dækning af gebyrkravet. Nævnet fandt, det måtte have stået instituttet klart, at klagerens indbetaling i august 2007 skete med henblik på betaling af september terminsydelse, og at instituttet derfor ikke havde været berettiget til at anvende en del af indbetalingen til dækning af inkassoomkostningerne. Det indebar imidlertid ikke, at instituttet ikke havde haft krav på betaling af beløbet. Klageren havde afhændet den belånte ejendom og indfriet lånet i 2008 og havde derfor under alle omstændigheder været forpligtet til at betale gebyrkravet i forbindelse hermed. Nævnet kunne derfor ikke give klageren medhold i klagen og frifandt instituttet.