Afgørelse

Indsigelse om mangelfuld rådgivning om mulighed for eventuel opgørelsesbonus i forbindelse med overførsel af pensionsordning med rentegaranti i forsikringsselskab til pensionsordning i pengeinstitut.

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelse om mangelfuld rådgivning om mulighed for eventuel opgørelsesbonus i forbindelse med overførsel af pensionsordning med rentegaranti i forsikringsselskab til pensionsordning i pengeinstitut.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nordea Banks Private Banking afdeling.

Under et møde mellem klageren, dennes ægtefælle og banken den 15. december 2011 blev det drøftet at overføre klagerens pensionsordninger i forsikringsselskabet F til banken. Af bankens referat fra mødet fremgår bl.a.:

”...

I samme forbindelse talte vi om jeres mulighed for at overføre pensionerne i [F] til Nordea Bank – for at få mulighed for selv at investere pengene og dermed et forventet bedre afkast af pengene.

Vi aftalte, at I drøfter oplægget med jeres revisor og vender tilbage til mig, når I har besluttet jer for ... og om I ønsker at overføre pensionerne fra [F].

...”

Den 26. april 2012 blev der afholdt et nyt møde mellem parterne. Af bankens referat fra mødet fremgår bl.a.:

”...

Vi talte også om muligheden for at overføre [klagerens] pensioner i [F] til Nordea Bank, så også de penge kan blive investeret i værdipapirer – i dag får [klageren] 1,8 % i rente i [F].

...”

Den 2. august 2012 blev klagerens pensioner i F overført til banken. Der var efter det oplyste tale om en større ordning med en værdi på 1.231.850 kr. og en mindre ordning med en værdi på 44.944 kr.

På et møde mellem parterne den 20. september 2012 blev klagerens risikoprofil ændret fra høj risiko til mellem risiko, og hendes investeringshorisont ændret fra 3-6 år til 6-10 år. På det grundlag anbefalede banken en aktieandel på ca. 50 %.

På baggrund af en forespørgsel fra klageren, der ikke er fremlagt under sagen, oplyste banken ved brev af 26. marts 2013 bl.a. følgende:

”...

Jeg har nu modtaget svar fra [F], på baggrund af den fuldmagt du gav Nordea.

Det oplyses, at forsikringen frem til overførselstidspunktet, på intet tidspunkt har været omfattet af opgørelsesbonus. Det samme gælder perioden fra overførslen og til nu.

...

På det foreliggende grundlag må vi afvise påstanden om, at der kunne være opnået en bonustilskrivning ved at bibeholde ordningen i [F].

...”

Ved brev af 16. august 2013 til banken rejste klageren via sin advokat et erstatningskrav for tab af opgørelsesbonus i forbindelse med overførslen af pensionsordningerne. Advokaten anførte, at klagerens pensionsordning i F havde været en gennemsnitsrenteordning, og for størstedelens vedkommende havde der været tilsagt en rente på 4,5 %. Ved omlægning til markedsrente ville klageren have kunnet opnå en betydelig opgørelsesbonus.

Ved brev af 25. september 2013 afviste banken et eventuelt erstatningsansvar.

Parternes påstande

Den 23. oktober 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal betale erstatning.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at en del pengeinstitutter før 2011 havde startet en praksis med at få kunderne til at forlade garantirenteprodukter mod at de med overgang til markedsrenteprodukter modtog en opgørelsesbonus. Disse opgørelsesbonusser var betydelige både absolut og relativt set i forhold til pensionsopsparingen. Med det meget lave renteniveau svarede en opgørelsesbonus således til flere års rentetilskrivning.

Banken burde derfor i sin rådgivning have taget hensyn til muligheden for, at F i løbet af en kortere tidshorisont måtte tilbyde en opgørelsesbonus, og at denne mulighed skulle vejes op mod udsigterne til et højere afkast ved at overføre ordningen til banken.

Banken burde som professionel aktør på pensionsmarkedet have været bekendt med, at der bestod en praksis for at give pensionskunder bonus i forbindelse med konvertering af pensionsordninger. Banken var endvidere forpligtet til at rådgive i hendes interesse. Hun blev først sent i efteråret 2012 opmærksom på pensionsselskabernes praksis.

Det kan virke påfaldende, at banken rådgav hende til at overføre pensionsordningerne før Nordea Liv Pension, der er koncernforbundet med banken, begyndte at tilbyde opgørelsesbonus.

Rådgivningen var mangelfuld og opfyldte ikke kravene i den dagældende god skik bekendtgørelse. Banken har således bl.a. undladt at give oplysninger, som var væsentlige for hendes vurdering af, om pensionsordningerne skulle overføres. Hvis banken havde ydet fyldestgørende rådgivning, ville hun med stor sandsynlighed have undladt at overføre ordningerne.

De af banken anførte principper for tabsopgørelsen bestrides ikke. Det af banken beregnede tabsbeløb på 287.911 kr. kan imidlertid være væsentligt højere, idet [F] følger en praksis med at beregne opgørelsesbonus individuelt, og idet der generelt har været mulighed for forhandling.

Nordea Bank har anført, at klageren på overførselstidspunktet i 2012 ikke var berettiget til en særlig opgørelsesbonus. F har oplyst, at selskabet først i 2014 besluttede, at den type pensionsforsikringer, som klageren havde, skulle tilbydes en særlig opgørelsesbonus, hvorfor klageren – hvis pensionen var forblevet i selskabet – ville have været berettiget til en sådan bonus i eftersommeren. Den præcise størrelse af opgørelsesbonussen for den konkrete ordning kendes ikke, da beløbet beregnes individuelt af forsikringsselskabet for hver forsikring.

På rådgivningstidspunktet påhvilede det ikke banken at undersøge, om forsikringsselskabet havde til hensigt at tilbyde klageren opgørelsesbonus. Klageren blev i overensstemmelse med god skik bekendtgørelsen rådgivet og informeret om pensionsprodukterne i banken. Banken tilvejebragte et godt grundlag for at træffe beslutningen om overførslen.

Der var ingen konkret viden om en mulig opgørelsesbonus i 2012, hvorfor den viden ej heller kunne have været videregivet til klageren på rådgivningstidspunktet. Derfor er der heller ingen årsagssammenhæng mellem den påståede mangelfulde rådgivning og det af klageren rejste krav.

Et eventuelt tab kan ikke overstige forskellen mellem værdien af ordningen investeret via banken som aftalt til middel risiko, og værdien hvis ordningen var blevet stående, indtil der blev udbetalt opgørelsesbonus. Beløbet udgør ifølge bankens beregninger 287.911 kr.

Formålet med at overføre ordningen til banken var, at klageren ved at investere til middel risiko forventede at ordningen ville kaste mere af sig, end hvis den var forblevet i F. Klageren besluttede efterfølgende at lade midlerne stå til kontant forrentning, hvilket ikke kan lægges banken til last.

Det af klageren anførte om, at banken bevidst rådgav klageren om at flytte pensionsordningen for, at F skulle undgå at udbetale opgørelsesbonus, er usagligt og krænkende. Både banken og F er underlagt tavshedspligt i medfør af lov om finansiel virksomhed. Dette indebærer, at kundeoplysninger og andre informationer ikke kan flyde frit inden for koncernen.

Det af klageren anførte om en forhandlingsmulighed vedrørende opgørelsesbonus har ifølge F aldrig eksisteret.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren overførte i 2012 sine pensionsordninger i forsikringsselskabet F til Nordea Bank, idet hun forventede herved at opnå et bedre afkast af sine pensionsmidler.

På daværende tidspunkt var det uvist, om F eventuelt ville indføre en bonus i forbindelse med overgang fra garantirente til markedsrente. Ankenævnet finder derfor ikke, at banken burde have rådgivet klageren herom.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.