Afgørelse

Spørgsmål om ansvar for skattemæssig behandling af værdipapirinvestering. Spørgsmål om tab.

Indledning.

Denne sag vedrører, om Faaborg Sparekasse har pådraget sig et ansvar i forbindelse med den skattemæssige behandling af klagernes værdipapirinvesteringer.

Sagens omstændigheder.

Ankenævnet har tidligere behandlet en sag, 556/2008, vedrørende klagernes investeringer via Faaborg Sparekasse. Dele af sagsfremstillingen i den tidligere sag gengives i det følgende:

"Klagerne under denne sag er ægtefællerne M og H.

I sommeren 2007 blev klagerne kunder i Sparekassen Faaborg. Deres rådgiver i sparekassen var medarbejderen A, som i nogle år forinden havde været rådgiver for klagerne i deres tidligere pengeinstitut, hvor klagerne havde haft et lånefinansieret investeringsengagement.

Den 3. oktober 2007 underskrev klagerne en investeringsaftale med Sparekassen Faaborg, hvoraf fremgår, at sparekassen ydede klagerne en kredit på 2,7 mio. kr. Kreditten kunne efter aftale med sparekassen anvendes til køb af værdipapirer, som sammen med et ejerpantebrev på 350.000 kr. med pant i klagernes faste ejendom blev lagt til sikkerhed for kreditten.

…….

Den 8. oktober 2007 blev der for midlerne på investeringskreditten købt for ca. 2 mio. kr. investeringsbeviser i SparInvest EU Finansaktier og for ca. 700.000 kr. i SparInvest Value Aktier.

Ved brev af 19. oktober 2007 orienterede sparekassen klagerne om ikrafttrædelsen af MiFID-reglerne pr. 1. november 2007. Af brevet fremgår, at klagerne var kategoriseret som detailkunder.

Omkring den 11/12 december 2007 blev engagementet fra klagernes tidligere pengeinstitut overført til sparekassen. Af kontoudtog for investeringskreditten fremgår, at der fra en konto i det tidligere pengeinstitut blev overført ca. 1,4 mio. kr.

Den 11. december 2007 underskrev klagerne "Investeringsaftale – [M’s navn]". Af aftalen fremgår:

"…

Kunden accepterer udtrykkeligt, at Sparekassen Faaborg er uden ansvar for hvilken beskatning, kunden er eller måtte blive undergivet som følge af dispositioner over porteføljen, hvad enten en given disposition beror på aftale med kunden, salg i medfør af den af kunden givne fuldmagt eller salg i medfør af tvangssalgsbestemmelsen i RPL § 538 a, stk. 2.

…."

…..

Den 12. december 2007 gennemførte sparekassen klagernes køb af:

Samtidig solgte sparekassen bl.a. investeringsbeviser i SparInvest Value Aktier med et provenu på ca. 650.000 kr.

Af kontoudtog fra investeringskreditten fremgår, at kontoens saldo pr. 31. december 2007 var 2.677.805,39 kr. (negativ). Samme dato udgjorde værdien af investeringsbeviserne 3.400.618,33 kr. og værdien af aktierne i Sparekassen Faaborg 186.459,40 kr.

På et møde den 24. januar 2008 blev klagernes investeringsengagement drøftet. Sparekassen har anført, at klagerne på mødet blev orienteret om, at deres aktuelle tab kunne opgøres til ca. 887.000 kr. Drøftelserne vedrørte især SparInvest EU Finans, hvor klagerne havde et urealiseret kurstab på ca. 603.000 kr. Klagerne ønskede ikke at ændre i depotets sammensætning. Klagerne bestrider, at de blev oplyst om et tab på 887.000 kr. eller, at der blev nævnt noget specifikt om SparInvest Finansaktier. De øvrige investeringer udgjorde på grund af spredning ikke noget problem. De blev tilrådet at afvente årsregnskaber fra de større banker i forventning om gode resultater, som kunne vende udviklingen. De kunne forvente midlertidige tab, men investeringen skulle ses over en tidshorisont på 2-3 år.

Sparekassen Faaborg har anført, at i den følgende tid blev M løbende orienteret telefonisk om en vedvarende negativ kursudvikling. Investeringsaftalen var ofte i "gul", og værdien af depotet faldt til 110 % af investeringskredittens saldo. Klagerne bestrider, at sparekassen har orienteret M som anført.

På et møde den 23. april 2008 med M’s deltagelse blev klagernes investeringer drøftet. Sparekassen har anført, at klagernes aktuelle tab på ca. 965.000 kr. blev drøftet. Det blev besluttet at sælge ca. halvdelen af investeringsbeviserne i SparInvest EU Finansaktier (ca. 600.000 kr.) og investere provenuet med 340.000 kr. i Danske Bank aktier, 100.000 kr. i Carlsberg B aktier og 160.000 kr. i Tryg Vesta aktier. Det blev drøftet at etablere en beredskabskredit til brug for opretholdelse af investeringsaftalen, såfremt depotets værdi faldt yderligere, da investeringen aktuelt var i "gul". Klagerne har anført, at hverken det aktuelle tabs størrelse eller at investeringen var i "gul" blev nævnt. På hans spørgsmål om tabets størrelse blev det oplyst, at for hver 100.000 kr., der blev solgt, ville det medføre et tab på 30.000 kr.

Klagerne har anført, at ultimo maj/primo juni 2008 blev de kontaktet af en ny medarbejder B, der oplyste om store tab. Såfremt engagementet blev afviklet straks, havde de mistet deres egenkapital, men der ville ikke være gæld til sparekassen. På denne baggrund beordrede de straks hele engagementet nedlukket. Sparekassen har anført, at klagerne blev stillet over for to muligheder enten tvangssalg af værdipapirerne eller et yderligere indskud. M valgte at se tiden an, og at "beredskabskontoen" skulle igangsættes, således at der blev flyttet 180.000 kr. over på investeringskreditten.

Under sagen er fremlagt kassekreditkontrakt, hvorefter Sparekassen Faaborg bevilgede klagerne en kreditramme på 500.000 kr. Kontrakten er påført "udskrivningsdato: 12-06- .

Klagerne har anført, at de modtog kassekreditkontrakt vedrørende konto -942 med brev og underskrev kontrakten den 22. juni 2008. Kontrakten blev afleveret i sparekassen i løbet af uge 26 (23. – 28. juni).

Af kontoudskrift af 12. juni 2008 for investeringskreditten fremgår, at der samme dag blev indsat 180.000 kr., der var overført fra konto -942.

Den 27. juni 2008 kontaktede sparekassen telefonisk M, som accepterede at lukke investeringsengagementet.

Af kontoudtog for investeringskreditten fremgår, at der den 1. juli 2008 er indsat provenuet fra salg af investeringsdepotets indhold. Saldoen er ved dagens slutning 113.650,06 kr. Den følgende dag er kreditten opgjort med positivt indestående på 111.591,66 kr., som samme dag er overført til kredit -942.

På et møde den 2. juli 2008 blev klagernes engagement drøftet. Klagerne har anført, at bankens medarbejder oplyste tabet til ca. 70.000 kr., som sparekassen påtog sig at udrede. Sparekassen bestrider at have givet accept om saldokvittering på ca. 70.000 kr., men man lovede at vende tilbage efter sommerferien.

Ved brev af 22. september 2008 til klagerne redegjorde Sparekassen Faaborg for forløbet af investeringsengagementet. Ved brev af 25. s.m. gjorde klagerne indsigelse."

Den 29. september 2009 traf Ankenævnet afgørelse i sagen. Klagen blev ikke taget til følge.

Den 29. april 2010 modtog klagerne breve fra Skat vedrørende indkomstårene 2007 og 2008. I brevene tilkendegav Skat, at fortjeneste vedrørende salg af aktier og visse investeringsforeningsbeviser på i alt 293.155 kr. ville være skattepligtig som aktieindkomst for 2007 og at et tab på i alt 1.297.372 kr. vedrørende salg af aktier og visse investeringsforeningsbeviser ville være fradragsberettiget i klagernes aktieindkomst for 2008.

Den 6. maj 2010 rejste klagerne krav mod sparekassen om, at den skulle kompensere klagerne for deres tab.

Dette blev afvist af sparekassen ved brev af 27. maj 2010.

Parternes påstande.

Klageren har den 8. juni 2010 indbragt sagen for Ankenævnet, som forstår klagernes påstand således, at Sparekassen Faaborg skal betale et beløb svarende til beskatningen af gevinsten ved salg af aktier og investeringsforeningsbeviser i 2007.

Sparekassen Faaborg har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at sparekassen hverken mundtligt eller skriftligt tilkendegav, at deres investering skete for beskattede midler. De blev ikke orienteret om salget af investeringsbeviser. Det var deres første salg af værdipapirer. De værdipapirer, som de havde investeret i via et andet pengeinstitut, var ikke blevet solgt.

Sparekassen gav dem ingen rådgivning om de skattemæssige forhold, hvilket er i strid med investorbeskyttelsesreglerne. De fik heller ikke skattemæssig rådgivning hos deres tidligere pengeinstitut, men det skyldes, at de nye investorbeskyttelsesregler ikke var trådt i kraft dengang.

Sparekassen burde have sørget for, at skatten blev betalt af provenuet fra de solgte værdipapirer i stedet for at have anvendt provenuet til flere investeringer. Sparekassens handlemåde skyldes, at den alene har været fokuseret på sin egen indtjening.

Sparekassen Faaborg har anført, at klagerne havde en flerårig erfaring med investeringer. De kunne derfor ikke være uvidende om, at gevinster ved investering bliver beskattet. Det er ikke korrekt, at klagerne aldrig tidligere havde foretaget salg af værdipapirer.

Klagerne har ikke efterspurgt skatterådgivning. Dette skyldes formentlig, at klagerne havde drøftet de skattemæssige forhold med deres tidligere pengeinstitut.

Alle investeringer blev besluttet af klagerne selv. Det fremgår af investeringsaftalen, at klagerne accepterer, at Sparekassen Faaborg er uden ansvar for, hvilken beskatning kunden er eller måtte blive undergivet som følge af dispositioner over porteføljen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Tre medlemmer - John Mosegaard, Karin Duerlund og Christian Bremer - udtaler:

Vi finder, at klagerne ikke kunne være uvidende om, at køb og salg af værdipapirer har betydning for opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Under hensyn hertil samt det forhold, at klagerne ikke har godtgjort at have lidt et tab, stemmer vi for, at klagen ikke tages til følge.

To medlemmer - Marie Hyldahl og Jørn Ravn - udtaler:

Ifølge daværende som nuværende bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, § 12, skal en finansiel virksomhed som led i sin rådgivning inddrage konsekvenser af de skatteregler, som er relevante for kunden i forhold til de produkter og ydelser, som rådgivningen omfatter, eller henvise kunden til anden rådgivning herom.

Et pengeinstitut skal endvidere i rådgivningen inkludere oplysninger om, at der kan forekomme omkostninger, herunder skatter, som hverken er pålagt værdipapirhandleren eller betales af denne.

Det påhviler et pengeinstitut at sikre, at denne rådgivning har fundet sted, hvorfor pengeinstituttet ikke kan henvise til, at et evt. tidligere pengeinstitut kan have varetaget denne rådgivningsforpligtigelse.

Vi finder ikke, at banken har levet op til sin rådgivningsforpligtelse overfor klagerne om nødvendige skattemæssige hensættelser i forbindelse med geninvesteringer.

Klagerne hæfter selv for deres skattebetaling. Vi finder imidlertid, at banken som følge af den manglende rådgivning uden renteberegning skal stille den nødvendige likviditet til rådighed for klagernes skattebetaling såfremt klagerne inden 30 dage fremsætter anmodning herom.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.